Dronningen sejlede som fragt- og passager skib med en 1. kasse og 2. klasse
Når vi strammede den, i sæsonen, og der kom mange passagerer, blev der lavet en 3. klasse ude i
Vi var 30. drenge som arbejdet som SKYLLER-, KAMMER-, eller MESSEDRENGE.
Og blev fordelt mellem de 2.messer.
J
eg kom på 2.klasse, som skyller. Her havde vi et lille tekøkken, hvor der lige kunne være
2. mand inde, her vaskede vi op.
H
er havde vi også en BRÆKPØS, stående mellem os, som vi begge kunne bruge når vi blev søsyge.
Denne PØS gjorde vi MEGET brug af.
En lille historie.:
For at få hyre hos Seksfinger nede i forhyringen hos DFDS, skulle man have en søfartsbog!
V
i blev så sendt op til Mønstringskontoret i Dronnings Tværgade, for at få en søfartsbog. Her var beskeden den, har i ingen hyre, ingen søfardsbog!! Afsted ned til Seksfinger igen, her lød det, Hva' fanden har i ikke fået en søfartsbog, så kan i ikke få hyre her. DET morede de herrer sig meget med, indtil seksfinger endelig fik medlidenhed med os, og gav en seddel med til Mønstrings kontoret om, at vi havde fået hyre på "Dronning Alexandrine". S
å efter et par gange Herodes til Pilatus, fik vi endelig en søfartsbog!!!
På 1. - og 2. klasse spiste passagerne i 3. hold. Så vi havde virkelig fart på, for ikke alene, skulle vi VASKE OP. Vi skulle også HENTE MADEN hende ved kabyssen, men også BRINGE DEN sikkert
tilbage. Og nogen gange også SERVERE DEN for passagerne.
Det var nok dengang ordet STIV SOM ET BRÆDT kom mig ihu. For jeg tror nok, at de Tjenere, som var ombord dengang, havde en REM AF HUDEN. De havde, må jeg nok sige, et PROBLEM. Dengang havde vi også JOMFRUER ombord, til at gøre rent på passagerkammerene. Da der så blev MANGEL på dem, begyndte vi at kalde dem STEWARDESSER.
I Thorshavn, fik vi 4. trawlere blokket op på begge sider af 2. og 3. lasten.
Det var færøske fiskere som skulle op til Grønland og fiske torsk og andet godt fra havet. Det var FØRSTE gang i mit liv, at jeg MØDTE færinger, og det har SAT sine spor. Senere hen i livet har jeg mødt og arbejdet med mange færinger. Men de første af slagsen, må jeg nok sige, har førsteprisen. D
er har vel været en HALVTREDS fiskere med, og de kunne vel nok holde fest. Når en færing havde købt EN FLASKE SPRIT, og fået den i hånden, blev SEGLET øjeblikkeligt brækket. Og med en elegant bevægelse blev kapslen SPINNET AF i en stor bue, ud over siden. O
g SÅ ellers ned i halsen med spritten.
Når de så havde fået en del ned, begyndte de på deres HJEMLANDS VEMODIGE SANGE. Og på den tid var det en sang, som hed RASMUS. Jeg kender ikke Rasmus, men hvis jeg havde mødt ham, havde han fået et spark i røven. Vi blev meget meget TRATTE af den sang.
Den ideale færing, er en person, som har BIBLEN i den ene hånd, og EN FLASKE SPRIT i den anden!!! Man kan ikke anden end holde af dem.
Under rejsen, blev jeg forfremmet til 3. klasse, helt ude under bakken. Her var vi så 1. tjener og 1. messedreng til at passe passagerne. Her var MIT første job. MIT ALLERFØRSTE JOB om morgenen overhovedet, at holde et VANDGLAS fyldt helt til randen med SPRIT, op til tjenerens mund og holde det der, indtil han selv kunne holde glasset. Jeg tror nok, at det var og hedder MANDOLINFEBER! Ved arbejdstidens ophør, omkring 21.
'tiden, var der så en lille slat tilbage i flasken, den fik jeg så, en LILLE KÆP i øret af.
Var Den Kongelige Grønlandske Handels Største og nyeste skib, DET KUNNE IKKE GÅ NED.
Der blev desværre ikke ombord, taget hensyn til det DÅRLIGE VEJR i området, samt advarsler om ISBJERGE I OMRÅDET. Alle normale hensyn til sikkerheden blev sat til side.
KUN, fordi skibets kaptajn havde lovet at være i KØBENHAVN, på en bestemt dato.
Indtil nu, er det eneste fra skibet, som er fundet, en REDNINGSKRANS som flød i land på Island.
Da M/S Dronning Alexandrine, kom til den sidste kendte POSITION for M/S Hans Hedtoft.
Blev der holdt en KORT GUDSTJENESTE, og nogle medsejlende familiemedlemmer kastede KRANSE OG BLOMSTER i vandet, til en sidste hilsen.
Diana og Tunis var fragt- og passager skibe, og kunne tage op til
12. passagerer.
Begge skibe havde samme rute. København, Odense, Århus, Ålborg samt London.
M/s Diana, blev aldrig kaldt andet en
RØDE DIANA
Normalt var hendes skibsside pæn og velholdt, indtil vi kom til England.
Når vi så kom og lå på THEMSEN og ventede på, at komme til kajs, kom der LÆGTERE oppe fra floden, de fortøjede sig så på os, hvor de så lå og bumpede ud og ind langs skibssiden.
Med det resultat, at de SMADREDE MALINGEN i vandlinien på skibet.
Så kunne vi lige nå at give skibssiden et par gange mønje, før vi igen skulle sejle hjemad, deraf kælenavnet,
Vi lå som altid ved HAY'S WARFT som ligger mellem TOWER- OG LONDON BRIDGE.
Vi kom meget i den danske sømandskirken, fordi du der, altid var MEGET VELKOMMEN, og at du kunne komme til at snakke med en eller anden dansker, som boede i London, og SELVFØLGELIG også det, at vi ikke havde ret mange PENGE mellem hænderne på det tidspunkt.
I sømandskirken, kom vi i kontakt med VORHERRES EGEN DONKEYMAND. En flinker mand. Han var handyman i sømandskirken.
En anden lille historie, var sammen med nogle venner taget en tur i byen, vistnok ind til Soho, centrum af London, og kom forbi et teater som viste en forstilling ved navn EXPRESSO BONGO.
En ung herre ved navn CLIFF RICHARD samt en gruppe ved navn THE SHADOWS der havde hovedrollerne.