index - Rolf Petersen / Tekster / Hvad er Freestyle
Hvad er Freestyle?
Hvornår startede Pukkelpiste?
Hvordan bedømmes Pukkelpiste?
 
Hvordan lære man at løbe pukler?
Hvad er Freestyle?
Freestyle består egentlig af tre discipliner: Acroski(Skiballet), Airials og Pukkelskiløb. Herhjemme er der kun aktive i forbindelse med pukkelskiløb. Pukkelskiløb er en form for alpint skiløb, som har haft OL-status siden 1992. det gælder om at svinge ned over den pukklede bane, så elegant - men samtidig så aggresivt og hurtigt, som muligt. Undervejs skal løberen udføre to akrobatiske hop efter eget valg, som så bliver bedømt efter sværhedsgrad og udførsel. Selve løbet bliver bedømt af 3-7 dommere, på baggrund af tiden (25%), men også teknik (50%) og hop (25%). Konkurrenceformen varierer imellem enkelt og paralleløb efter cup systemet. Pukkelpisten er forholdsvis kort, gerne i området 200m (min. 180m og max. 250m iflg. FIS). Det gør det til en meget publikums-venlig konkurrenceform idet man som tilskuer kan følge med i alt, hvad der foregår på pukkelpisten. Bedømmelses-retningslinier beskrives længere nede.
Da vi i danmark kun har aktive under pukkelskiløb vil vi koncentrere os om dette. Hvis man vil læse om Airials og Acroski henviser vi til FIS's Freestyle homepage.
Hvornår startede pukkelpiste skiløb?
Freestyle startede egentlig med de første skiløbere, da freestyle er noget som alle gør når de løber på ski.
 
Den moderne freestyle som vi kender idag blev startet i 1971 med 3 dicipliner: Ballet (idag Acroski), Pukkelpiste og Airials.
 
1974 FIS (Fédération Internationale de Ski) dannet.
1979 Freestyle taget med ind under FIS
1981 Den første World Cup blev afholdt i Quebec, Canada
1986 Det første VM under FIS blev afholdt i Tignes, Frankrig
         Siden VM 1989 i Oberjoch, Tyskland er VM blevet afholdt hvert andet år.
1992 OL Albertville, for første gang blev der givet medalje ved OL i Pukkelpiste
1994 OL Lillehammer, for første gang blev der givet medalje ved OL i Airials
1995 For første gang blev der afholdt parrallel pukkelpiste konkurrence i World Cup'en

Parrallel pukkelpiste vil i 1999 for første gang være med ved VM og vil højtsandsynligt også være med ved OL i Salt Lake City, USA.

Hvordan bedømmes pukkelpiste skiløb? af Anja Bolbjerg
Teknik         (50% af samlede score)
Der er 9 kriterier som tilsammen beskriver den mest effective måde at tage puklerne på:
  1. Faldlinie: Det gælder om at holde faldlinien for ikke at bryde rytmen. Brydes rytmen kan det være svært at fortsætte. Man bliver fratrukket 0.5 points fra hver dommer for en afvigelse fra faldlinien. F.eks et stort sving efter hop.
  2. Udnyttelse af puklerne: Puklerne benyttes som en hjælp til at svinge gennem kantning af ski. Tænk f.eks. på hvordan veje eller cykelbaner skråner i de skarpe sving. Det er den samme hjælp man får på siden af en pukkel. Der skal være minimum et sving pr. pukkel.
  3. Bevægelsesøkonomi: Jo mindre bevægelse af kroppen, jo bedre. Det er et spørgsmål om at undgå tumling effekten og unødig forstyrrelse af balancen. Den har nok at se til i forvejen!
  4. Absorbering: Snekontakt skal bevares såvidt muligt. Benene skal bruges som støddæmpere. Det er vigtigt at man selv bøjer benene for at absorbere, og at det ikke er puklen, der sparker knæene op i maven på løberen. Igen et spørgsmål om at undgå forstyrrelse af balancen ved unødige fakter med overkroppen. -Og i høj grad et spørgsmål om ikke at få ondt i ryggen! For at beholde snekontakten og have mulighed for at absorbere den næste pukkel er det nødvendigt at huske at strække benene ud efter puklen ned i hullet, da man ellers blot vil dumpe ned i hullet, og man vil ikke kunne absorbere igen, da ens ben allerede er bøjede. Det er en af de mest hyppige fejl hos selvlærte.
  5. Kantning: Alle sving udløses ved kantning (og ikke ved bevægelser med overkroppen, da det jo forstyrrer balancen). Kantning bør ligeledes benyttes til at kontrollere farten (istedet for f.eks. at rutsche el. lave et stort sving).
  6. Grundstilling: Hovedet holdes i ro, kiggende nedad/fremad. Skuldrene på tværs af faldlinien. Armene holdes foran kroppen, næsten strakte og i skulderbredde. Benene holdes samlede, let bøjede i hofte, knæ og ankel. Det er for at benene ikke skal finde på at køre hver sin vej rundt om puklen. Der er ikke tale om svensk bøssestil eller to-skiløb. Man skal stadig benytte kantning og belastning af yderski til at svinge.
  7. Stavisæt: Stavisæt skal hjælpe til at holde rytme og balance. Stadig så lidt bevægelse som muligt. Hænderne skal holdes foran kroppen, da man meget hurtigt indhenter sine arme. Dvs. planter man stavene ud til siden, vil armene være bag kroppen inden stavisættet er overstået, dette udløser normalt bagvægt. Dobbelt stavisæt skal undgås, undtagen ved afsæt og landing i et hop.
  8. Kontrol: Løberen skal bevare en kontrol gennem den ovenfor beskrevet teknik.
  9. Aggressivitet: Dvs. give sig 100%, men ikke mere end det. Man bliver straffet for at underspille, man skal hele tiden være lige ved at miste kontrollen, uden dog at gøre det.

Der er 5 dommere til at bedømme teknikken. Den højeste og laveste karakter skrottes og de 3 tilbageblivne lægges sammen for at give teknik karakteren. (Inogle tilfælde er der kun 3 teknik dommere, og man bruger da alle 3 karakterer)
Man kan ialt max få 15.0 teknik points (5.0 fra hver dommer).

Hop        (25% af samlede score)
Der er 2 kriterier til bedømmelse af hoppene:
  1. Udførelsen: Der prioriteres efter følgende orden: Først kvalitet (selve figuren, landingen, og spontanitet). Så springet (højde og længde). Og endelig hvor på banen hoppet udføres.
  2. Sværhedsgrad: Færrest sværhedspoint gives single, så double, helikopter(360), triple, helikopter med figur, double helikopter(720), osv. Udførsels- og sværhedspointene multipliceres for at give en hopkarakter. Der er 2 dommere til at bedømme begge hoppene, Gennemsnittet af de to dommeres bedømmelser giver den samlede hop karakter. Man kan ialt max. få 7.5 hop popints.
Tid        (25% af samlede score)
Tiden målt i sekunder omregnes til samme skala som pointsene vha. en pace set tid og "Grange's formel." Denne formel tager højde for at tiden skal tælle 25% af den samlede score på basis af pace set tiden. Pace set bliver taget blandt forrige konkurrences 3 bedste løbere hos damerne og 5 bedste hos herrerne lige inden konkurrencen.
Tiden måles med ur og fotoceller.
Man kan ialt max. få 7.5 tidspoints.
Styrt
Når der skal fratrækkes points for styrt skelnes imellem:
  1. Rigtige styrt, hvorløbet afbrydes    - 1.1-1.5
  2. Touchdown uden afbrydelse af løbet (F.eks numsen rammer sneen el. en kolbøtte uden stop)    - 0.6-1.0
  3. En lille fejl i balancen, der redes uden større konsekvenser.    - 0.1-0.5

Styrt efter hop:
Hop bliver bedømt til og med en kontrolleret landing. Hvis man falder i landingen af et hop trækkes der således fra i både hop- og teknik-karakter.

Jeg håber i fremtiden at kunne vise en AVI (film klip) eller lign. om hvordan man laver de forskellige hop og køre i pukklerne. 
Send en Email hvis du har nogle spørgsmål.

Webmaster - Rolf Eric Petersen - rep@danbbs.dk