Dette er min egen PERSONLIGE version, af hvad der skete den dag da Kaptajn Nielsen gik ned.
K
aptajn Nielsen, var et specialskib af en sandsuger, den kunne næsten alt, hvad der normalt skulle flere skibe til. Den kunne grave sin egen kanal gennem Australien, hvis den bare fik tid nok.
Da jeg kom ombord, var den ved at lave en ny sejlrende ud fra Moreton Island gennem Moreton Bay og ind til Brisbane.
Sandet som vi pumpede op, blev smart nok brugt til opfyldning af land længere inde ad floden. Det var måske problemet, jo mere sand vi sejlede ind, jo mere i løn!!!. Vi sejlede uafbrudt i 14. dage og holdt så fri i 2.
dage ved kaj, medens pumper, wirer og anden grej blev kontrolleret, og udskiftet. Da vi sejlede uafbrudt, var besætningen, delt i 2. hold, som så havde vagt i 6. timer ad gangen. Der var anden på vagt. Jeg kom på vagten
00-06. og 12-18.Og Flemming som jeg boede sammen med, altså på vagten Da en sandsuger, nærmest er neddykket, når den arbejder, og i forhold til andre skibe, som er udstyret med koøjne, er vi udstyret med Skylighter.
skylighterne, fire på hver side af appeteringen. Jeg var næsten færdig med det sidste skylight, da klokken var 18., men da malingen stadigvæk var vådt på det sidste skylight, blev det ikke skruet fast, men kun sat fast på stangen, som man åbner det med nede fra. Dette skylight førte ned til mit og Flemmings kammer!!! Efter aftensmaden, var det lige på hovedet til køjs. Det næste jeg opfatter, var at jeg hang på døren ud til gangen, og hørte, stemmer som råbte, hjælp vi går ned, vi drukner, hjælp, og jeg hørte vand strømmen ind i skibet.
F
orklaringen på, at hænge på døren, er den at vi havde et lukket aircondition system, som befandt sig ude på gangen.
Så der var blevet savet omkring 10. centimeter af dørene forneden. så airconditionen kunne cirkulere.
D
a jeg så ville ud på gangen,kunne jeg ikke få døren op, men ved at løfte dørhåndtaget opad istedet for nedad, kom jeg ud, hvor jeg faldt ned i en halv meter vand. Da begyndt jeg, at skrige om hjælp. Jeg var virkelig på den, var virkelig i panik, indtil vores elektriker fandt mig, og gav mig nogle ordentlige nogen på hoved, og råbte at jeg skulle holde min KÆFT. Det fik mig til at komme lidt, til hægterne igen. Han fik os alle, til at hold mund, og lidt senere fandt vi ud af at vi var
Vi prøvede også at hamre på skibssiden med noget hårdt, men der var ingen der svarede på vores hamren.
D til mit kammer for at finde nogle tøj at tage på. D
et var en frustrerende følelse, ALT SKULLE GØRES MODSAT, for at åbne døre, skulle du dreje opad. Når du trak en skuffe ud, faldt indholdet ud, og ned i vandet. Nå, men jeg fandt da et par lewis og en T-shirts og fik dem på. Det var mærkelige, vi havde selvfølglig INGEN LYS, men alligevel kunne jeg se rundt på gangen og på kammeret, godt nok ikke skarpt men alligevel en hjælp for mig. Jeg fik senere at vide at det var MORILD.
Efter at havde fået tøjet på, kikkede jeg mig rundt i kammeret, og så at der midt på dørken var en stor BULE på vandet, det så ud som om der STRØMMEDE vand op.
Jeg råbte, efter de andre, at de skulle komme, men de var gået ind på et af de andre kamre, og hørte mig ikke. Jeg begyndt, at gå derhen, men på vejen mødte jeg ERIK VIKTOR POULSEN. Erik var reserve bådsmand på den vagt, jeg også var på. Jeg fortalte ham, at der kom vand op inde på kammeret nede fra skylightet, og vi gik tilbage til kammeret. Her fik Erik, netlemmen op, og dykkede ned i skylightet, hvor han prøvede at få splitten fri. Nu må jeg nok fortælle, at der efterhånden var kommet så meget vand ind i skibet, at det gik os til midt på livet. Nu var disse skylighter ikke ret store, og normalt ikke beregnet som nødudgang fra skibet, så Erik måtte op efter luft et par gange, før det lykkedes for ham. Da han havde trukket vejret dybt i et par minutter, sagde han til mig. "Jeg prøver at svømme igennem, gå ud og find de andre, kom så tilbage og svøm igennem". Hvorpå han dykkede ned i skylightet og forsvandt!!!
Jeg gik hen til de andre og fortalte dem, hvad Erik havde sagt, vi gik alle tilbage, til kammeret, og stod rundt om hullet ned til skylightet, da der pludselig dukkede en T-shirts op af det. Dette bevirkede, at der ikke var nogen der turde eller havde lyst til at svømme igennem, jeg må ærlig talt indrømme, at jeg havde ikke modet til at prøve. Da vi nu var samlet igen, fik vi endelig snakket sammen, om hvad der egentlig var sket os. Det eneste vi vidste var, at vi sad nede i skibet, som vi kunne se og føle, havde bunden opad, men vi vidste ikke hvor langt nede vi var. Det blev også opklaret hvornår skibet var gået ned. Omkring klokken 23:35.,da nogle af vores ure var gået i stå på dette tidspunkt. Vores hovmester, fandt en karton tændstikæsker, og vi fik alle sammen en æske udleveret. Da jeg en halv times tid efter, ville tænde en tændstik, og åbnede hånden, var hele æsken opløst af hvad jeg vil kalde ANGSTENS SVED, for jeg havde ikke haft hånden nede i vandet. Vores motormand, havde fået et chok, der bevirkede, at han ikke kunne holde på vandet, der gik ca.
Det fik vi meget sjov ud af. - Hva' fanden mand, er du ude på at drukne os - Og videre i den stil. Det var vist nok meget godt, at vi alle sad samlet i et kammer, for det gav os en følelse af lidt sikkerhed, at være sammen. D
e 9. timer hvor vi sad og ventede på at blive reddet, må jeg nok sige, gik som et knips af et par fingre. Jeg havde helt mistet tidsfornemmelsen. Vi prøvede også på, at finde ud af hvem der manglede på vagten, og fandt ud af vi manglede, en Norsk matros som lige var påmønstret, der var nogen der mente, at have set ham gå op ad trappen til messen. Deværre var det sandt, på vejen op til messen, væltede skibet, og vandet tog ham, han blev fundet en uge efter i Moreton Bay, død.
Det er et guds under, at vi ikke var blevet purret ud før, for så havde vi alle siddet oppe i messen med en kop kaffe, da skibet væltede. Så havde det været hele besætningen der var omkommet. Ungmanden, der skulle have purret os, ham fandt de først et par dage efter. Vandet havde presset ham ind under et af bænkene, sådan at man ikke kunne finde ham. En lille trøst er, at alle dem der omkom, har fået en hurtig død. Omkring klokken 6., hørte, vi en lyd som en elektrisk hjulpisker. Det var en speedbåd, som kredsede et par gange rundt om os, og så forsvandt igen. Vi hamrede som gale, og råbte og hylede også som gale, da den bare forsvandt igen.
Erik, var efter at være komme ud, klatret op på skroget og sad og ventede på os andre. Efter der var dukket 3. andre overlevende op, fra andre dele af skibet, og da vi andre ikke kom op, besluttede han sig til at svømme ind til den nærmeste ø, TANGAALOOMA, hvor han kunne se, at der var lys. Hvad han ikke vidste, var at der på TANGAALOOMA, havde været en HVALFANGER STATION, hvor de halede hvalerne direkte op på stranden. Og, at området var berygtet for de mange HAJER, som stadigvæk kom forbi, selvom hvalfanger stationen havde været lukket i mange år. Så Erik begyndte, at svømme ind mod øen. Der blev senere fundet ud af, at han svømmede Han ankom til øen omkring 5.
tiden om morgenen, og vaklede hen til det første hus hvor der var lys. Han bankede beboerne op, og prøvede at forklare, at hans skib var gået ned, og at han behøvede hjælp. Nu var hans engelske på dette tidspunkt ikke ret godt, og han var meget udmattet, og han var drivvåd. Så den person han havde banket op, troede bare han var en DRUKKENBOLT, så han blev smidt ud! Han gav ikke op, men vaklede videre til et andet hus, hvor den person han nu bankede op, ikke smed ham ud, men hentede en KIKKERT for nu, at kontroller AT det ikke var en JOKE. Han så da, at der lå en HVALLIGENDE genstand om, at der var noget galt. Han startede sin speedbåd, og det var den vi hørte. D
e sejlede et par gange rundt om skibet, og råbet til dem som sad på skroget, at de ville sejle ind til Brisbane og hente hjælp.
Efter en sejltid på at skaffe frømænd fra marinen. Og fik, at vide det ville tage ca. Myndighederne, fik så fat i EJEREN til en butik, hvor man kunne leje svømmeudstyr. Det var denne DIVER, som reddede alle os som sad nede i skibet. Nemlig de D
a klokken var ca. Og fik endelig kontakt, med hjælpen udenfor via bankning.
på vej ind i sin kahyt, da skibet vendte bunden i vejret. Fra yderdøren ind til sin kahyt, er der en entre, ligefrem er døren ind til kahytten, til højre en dør ud til toilettet. Da skibet begyndte, at vælte, griber han fat i dørhåndtaget på yderdøren, tror han, men gudsketak og lov, tager han fejl, havde han fået åbnet døren ud til det fri, havde han været død, nu var det døren ind til toilettet, han fik fat i, og her sad han alene i sin luftlomme i 9. timer, og håbede på at blive redet.
Da vores DIVER, kom op igennem skylightet, var det første han sagde, FØJ HVOR HER STINKER. Det blev bestemt, at de yngste skulle først ud. Og da alle havde prøvet, at trække vejret gennem mundstykket til iltflasken, begyndte DIVER at få os ud. Da der kun var een iltflaske til 1. mand, tog DIVER et par ordentlige mundfulde luft, og gled ned igennem skylightet, og derfra tog imod den første, der skulle DREJES igennem skylightet. Manden havde iltflasken mellem benene
Der var ikke meget plads, da der i midten er svejset en holder, hvori stangen til skylightet går.
DIVER fik den første op, men da denne så den KLARE BLÅ HIMMEL, glemte han at holdt FAST på iltflasken med benene, og gav slip på den. Så måtte DIVER, ned på 30. meters dybde og hente den op. Da det også skete ANDEN GANG, blev han træt af det, og der blev derfor hentet en iltslange som kunne nå ned til os oppe fra båden. Det var derfor en let sag, for DIVER at få de sidste op. Vi fik siden at vide, at vi havde kun havde luft til en LILLE TIMES TID mere.
Alle som har set filmen DAS BOOT, og set besætningen side og gispe efter luft, kan godt tænke sig lidt om, DET er film. I den virkelige verden, sover du bare stille og rolig hen. Du mærker ikke noget, du får bare mere og mere kultveilte og næsten ingen ilt. - DET ER SELVFØLGELIG MIN MENING OM DET.
Efter vi var blevet reddet, blev vi holdt tilbage i Brisbane i tre 3.
måneder, indtil der blev holdt SØFORKLARING, om hvad der egentlig var sket. Dette på grund af vores LODS, der var en meget berømt KRIGSHELT fra 2. verdenskrig.
Efter at have tænkt meget over hvad der var sket, er HER min forklaring på hvad der skete i og omkring ulykkestidspunktet.
På broen, klokken er ca., 23:30 befandt sig 4. mand, En Styrmand, (Dansker). En Lods (Australier). En Pumpemesteren (Bef. Matros), (Dansker) og, en Bef. Matros, (Dansker) til rors.
Pumpemesteren har en lasteskive, hvorpå han kan se når skibet er fuldtlastet.
Under lastningen, sejler skibet langsom fremad, med den ene motor på kvart fart, og den anden på halv fart, for at modvirke de henover bunden.
Pumpemesterens primære job, er at fordele, det vand og sand som bliver suget op, sådan at skibet ligger lige medens vi sejler.
Da deres 6. timers vagt næsten er forbi, kan det TÆNKES, at han har siddet og DAGDRØMT lidt. Det hele var jo efterhånden blevet til rutine.
Pumpemesteren bliver pludselig opmærksom på at LASTESKIVEN er løbet ud. Han kalder på STYRMANDEN, og siger, VI ER FULD LASTET. Herefter bliver der givet nogle SKÆBNESVANGRE ordre, der bevirker at ni mand omkommer. Der bliver beordret, STOP PUMPEN, og hiv SUGERØRET op. Styrmanden går hen til maskintelegrafen og drejer FULD SPEED PÅ BEGGE MOTORER, samt siger til matrosen, ved roret, HÅRD STYRBORD uden, at tænke sig om. Nu tager det LIDT tid, at få et SUGERØR på
40. tons op fra havbunden, men den er på vej op. I maskinen bliver begge motorer sat på FULD KRAFT. Matrosen som står til rors, drejer rattet, HÅRDT STYRBORD. Når en sandsuger arbejder, kommer der hele tiden en masse VAND og SAND ombord. OVERLØBSVANDET fosser således ud over siden. Det som bliver tilbage i lasten er en blanding af vand og sand, det kalder jeg KVIKSAND. Nu sker der DISSE TING hurtig efter hinanden, Skibets FART STIGER, skibet KRÆNGER over til STYRBORD, da begge ror er HÅRD STYRBORD. OVERFLADEVANDET strømmer ud over siden, skibet får mere fart på, begge ror TAGER mere fat, skibet KRÆNGER mere og mere, LASTEN af sand begynder at sætter sig mere og mere. og
Jeg tror ikke, at jeg nogensinde fik sagt tak til ERIK og DIVER, fordi de reddede os. Så HER eet par ÅR efter vil jeg gerne sige tak. Tak, Erik fordi du svømmede de 6. kilometer og fik skaffet hjælp, og DIVER, som reddede os ud af skibet. Også et tak til de i BRISBANE boende danskere, som var så venlige at modtage os i deres dagligdag. tak. En specielt tak til Mr. LENNON, som invitere hele besætningen på en uge ferie i SURFERS PARDISE.
Homepage
Tilbage til EGO-siden -
Tilbage til Top af side
Den 19. september 1964. kl. 12:00.,da jeg kom på vagt, fik jeg besked på at male alle
Her fortæller kaptajnen om hvordan han overlevede. Han havde lige været på runde, og var
Ejlif Christiansen 1964.
Jeg mønstrede M/S Arizona i København, og var med på een rundtur til Sydamerika,
Brasilien og Argentina og tilbage til Europa.
Da vi kom ud i Nordsøen på vej sydover, var der fint vejr, og jeg havde det virkeligt fint, og gik til køjs omkring med hjertet bankende som om jeg havde løbet
Vi var kommet ud i nogle dønninger, som lagde skibet små 5. til 10. grader ned.
Det bevirkede, at min underbevidsthed reagerede, og at jeg blev helt stiv i kroppen, som et værn imod et eller andet.
Jeg ser nu, at det var en reaktion fra mit sidste skib, som væltede rundt og sank.
Der gik over en måneds tid, før jeg havde lært at slappe af og kunne sove, når skibet lagde sig ned i dønningerne.
Noget af det værste der kunne ske i denne periode, var at når skibet lagde sig ned, stadigvæk med de men ventede eet eller to mikrosekunder, så fik jeg slet ingen søvn den nat.
Homepage
