Når man får diagnosen kræft, er det ikke bare angst, frygt, en masse tanker og en revurdering af éns liv som følger med. Rent praktisk skal man - i mit tilfælde - igennem en farlig masse undersøgelser, det være sig CT-skanninger, hvor man skal drikke noget tyktflydende kontrastvæske, blodprøver én gang om ugen, røntgen af lungerne hver 3. uge, indgift af noget radioaktivt stof, så de kan teste nyrernes funktion, gastroskopi og meget mere

De første par uger efter diagnosen gik med alle disse undersøgelser. Lægerne troede først det drejede sig om Lymfekræft, vævsprøver fra 3 gastroskopier skulle afgøre dette. Desværre kunne ingen fortælle mig hvilken type cancer jeg havde. Derfor skulle jeg have lavet en ultralydsvejledt biopsi, hvor de stikker en nål ind i en lymfeknude og tager noget væv derfra. Dette måtte desværre opgives, da lymfeknuderne lå svært tilgængelige.

Derfor skulle jeg opereres. Det blev gjort d. 4. januar 2001 på Rigshospitalet og her kunne de udtage 5 hævede lymfeknuder fra min maveregion. Alt gik fint og jeg blev udskrevet fra hospitalet.

Et par dage senere kom de desværre med den kedelige besked at de stadig ikke kunne typebestemme canceren. Men de mente dog at kunne udelukke mange former, så nu kunne jeg overgå til onkologisk regi.

Første snak med lægerne på onkologisk afdeling bliver d. 23. januar 2001. Lægen fortæller mig at min diagnose er "ukendt primær tumor" og at de ikke kan gøre mere for at finde ud af hvilken type det drejer sig om. Den kemoterapi de kan tilbyde er en eksperimentel kemo, som i laboratorier har vist god effekt. Prognosen var svær at sige, da det jo er et eksperiment, men ca. 50 % af patienterne med ukendt primær tumor (på dette tidspunkt drejede det sig om 14 på Rigshospitalet) havde reageret på kemoterapien. Men denne prognose siger intet om helbredelse. Den taler en reaktion på kemoen. Statistisk er min prognose altså dårligere end 50 %.

Her er hvad jeg selv har fundet på nettet:

"Medianoverlevelsen for patienter med ukendt primær tumor er 4-5,5 mdr., og ca. 1/4 af patienterne er i live 1 år efter diagnosetidspunktet. 3 og 5 års overlevelsen er henholdsvis 11% og 6%."

"Fraset de tilstande, som behandles med kurativ intention, er prognosen gennemgående dårlig med en typisk overlevelse under 1 år"

Fredag d. 9. februar begyndte jeg så på min kemo. Jeg får stofferne Taxol, Cisplatin og Gemcitabin. Ifølge lægerne er det en krads omgang og jeg kunne forvente en masse bivirkninger. Jeg skal nu i gang med min 4. serie.