Det hele startede omkring d. 1. november 2000. Jeg fik hævede mandler og ventede en uges tid på at de skulle gå væk. Endelig gik jeg til lægen, som fandt det var en virus, men han ville alligevel sætte mig i behandling med pencillin, som jeg tog i en uge. De hævede mandler forsvandt også ganske hurtigt, men efter et par dage var den gal igen. Nu var det en visdomstand som bøvlede og der gik en uge inden den blev hevet ud. I denne tid havde jeg taget en masse smertestillende, ibuprofen og ikke altid efter forskrifterne. Ofte på tom mave og kun med en mundfuld vand, velvidende at de kan forårsage mavesår og lignende.
Tanden kom ud og jeg fik det med det samme meget bedre. Nu skulle alt være godt. Men nej. Efter et par dage begyndte jeg at få ondt i maven når jeg spiste. Det føltes brændende og kunne næsten give mig åndenød, især ved de første bidder. Det var aldrig noget problem at drikke, men al spisning gjorde ret ondt.
Jeg ventede en uge inden jeg gik til lægen. Regnede med at jeg havde fået mavesår, forårsaget af de førnævnte smertestillende piller og regnede med at han ville give mig noget mavesyreneutraliserende. Det gjorde han ikke. Han ville hellere se det an en uges tid mere og havde jeg ikke fået det bedre, skulle jeg kigge forbi igen.
Ugen gik, jeg spiste mindre og mindre pga. smerter og begyndte at tabe mig i vægt. Jeg bankede på hans dør igen og så fik jeg recepten på Lanzo, som netop neutraliserer mavesyren, så det eventuelle sår kunne få ro til at heles. Han sagde, at jeg ville mærke forbedring allerede inden for et par dage. Dagene gik og det blev ikke spor bedre. Jeg blev ved med at spise alt for lidt og vægten krøb nedad, Efter en uge på disse piller ringede jeg til lægen og sagde at nu ville jeg have en gastroskopi - en kikkertundersøgelse af spiserør og mave. Jeg ville have vished om, hvad det var der forårsagde smerten og ubehaget når jeg spiste. Han sendte mig henvisningen og jeg fik tid hurtigt, hos speciallægecenteret ved Diakonissen.
Gastroskopien var meget ubehagelig og pga. kraftige opkastningsreflekser, var det umuligt for kirurgen at tage en prøve fra vævet. Men jeg fik vished: Der var et sår. Et stort eet endda, så lægen synes jeg hurtigt skulle på Riget og få lavet en gastroskopi, samtidigt med at jeg fik stesolid, for at dæmpe de kraftige reflekser, så en ordentlig vævsprøve kunne tages.
Jeg fik tid allerede efter et par dage. Efter at have spist 1/3 i 3-4 uger, af hvad jeg normalt spiser og et vægttab på 7-8 kilo, fik jeg endeligt svar…og hvilket eet. Jeg mødte op om morgenen, fastende og ved ganske godt mod. Jeg glædede mig til at få en diagnose og blive sat i behandling så jeg endelig kunne blive fri for længere tids manglende føde og energi. Kirurgen, som skulle lave gastroskopien var en flink fyr. Jeg fortalte ham at jeg mistænkte ibuprofen for at give mig et sår eet eller andet sted i spiserøret eller i maven. Det syntes han lød mægtigt fornuftigt, så de ville lige tage en kigger. Jeg fik noget stesolid og de gik i gang. Det næste jeg husker er, at han siger: "Hold fast, det er stort". Med skopet i halsen kan man jo hverken svare eller stille spørgsmål, men jeg blev ekstra opmærksom. Og da han så siger: "Dette skal til frys", var jeg klar over at et eller andet var hamrende galt. Pga. min uddannelse vidste jeg at "frys" er en hurtig måde at undersøge om væv indeholder kræftceller.
Måske er man naiv, måske vil man bare ikke forstå sandheden, men jeg blev ikke nervøs endnu. Ikke rigtigt. Det kunne vel ligne kræft og så SKAL de vel lave et frys?
Kirurgen fik fat i en anden læge, som var ekspert til ultralydsgastrokopi. Jeg havde knapt fået trukket det ene rør op, før de stak det andet ned og lavede denne indvendige ultralyd. Denne kirurg sagde ikke så meget og gav ikke anledning til nogen nervøsitet fra min side. "De vil vel bare være sikre på at det ikke er "noget"", kan jeg huske jeg tænkte. Røret blev hevet op og jeg blev kørt ind i hvilestuen. En sød sygeplejerske snakkede med mig og sagde at intet var jo afgjort endnu, de manglede jo svar fra "frys", så jeg skulle bare tage det roligt.
Efter en 10 minutters tid, kom den første kirurg ind og satte sig foran mig. Han måtte desværre meddele mig, at vævet havde indeholdt kræftceller og at det sandsynligvis drejede sig om et lymfom eller småcellet kræft. Der ville ikke være tale om operation. Herfra kan jeg ikke huske så meget, andet end jeg spurgte ham hvad prognosen var. "Den er god", var hans svar. De 3 ord tror jeg jeg vil huske til evig tid….
Så gik det stærkt. Han fik bestilt en tid til en CT-skanning, som jeg kom til omgående. De skannede fra halsen og ned til testiklerne. Ikke noget ubehag, kun tanker som begyndte at komme mens man lå stille dér i røret. Herefter var det afsted for at få taget blodprøver. Vel tilbage på afdelingen, fortalte sygeplejersken at lægen havde lavet en aftale med en onkolog, om at komme og tale med mig senere på dagen. Jeg havde altså et par timer jeg skulle slå ihjel.
Jeg gik ud af hospitalet og kiggede op mod himlen. Det øsregnede i øvrigt den dag. Jeg nød at få vinden i ansigtet, jeg trængte til at blive blæst igennem. 3 kvarter gik jeg frem og tilbage, flere gange begyndte tårerne at presse sig på. Men jeg havde ikke LYST til at græde…ikke endnu. Der var stadig noget som skulle ordnes.
Jeg ringede op på min afdeling og spurgte om min afdelingssygeplejerske var der. Det var hun, så jeg gik derop med det samme, lukkede døren til hendes kontor og fortalte det som det var. At jeg havde kræft og derfor ville være sygemeldt på ubestemt tid. Også her kunne jeg mærke tårerne presse sig på, sjovt nok hver gang ordet "kræft" kom over mine læber. Min afdelingssygeplejerske var rigtig sød og sagde at det skulle jeg nok komme igennem. Vi snakkede lidt frem og tilbage og jeg sagde at hvis resten af personalet begyndte at stille spørgsmål, skulle hun bare være ærlig og sige det som det var. Jeg ville selv komme op på et senere tidspunkt når jeg vidste mere, og snakke med dem.
Da jeg kom tilbage var onkologen på vej. Dvs., der kom både en onkolog og en hæmatolog, hvis speciale er lymfekræft. Jeg fik kun talt med ham, da de mente at det var dette jeg fejlede. Vi fandt et lukket rum og han begyndte at informere mig. Jeg sagde fra start at jeg ville have alle kort på bordet…og de skulle være åbne. Jeg ville vide 100 procent hvad jeg havde med at gøre. Det accepterede han og jeg husker en del af hvad han sagde. Sikkert fordi jeg også skrev ned samtidigt. For det første vidste de ikke præcist hvilken type kræft det var, det skulle yderligere vævsprøver og undersøgelser give svar på. Men alt tydede på at det var lymfekræft og den gode nyhed var, at det kan helbredes fuldstændigt.
Jeg spurgte til chancerne. Han sagde fifty-fifty, men i den statistik ligger at langt de fleste ældre dør og langt de fleste unge overlever. Jeg havde altså alderen med mig. Blev det opdaget i tide? Det var straks være. På CT-skanningen havde man fundet hævede lymfeknuder ved maven og den ene side på mavesækken var også forstørret. Og så var der jo det 12 cm. lange sår jeg havde i spiserøret. Det er allerede stadie 3 eller 4, og selv jeg vidste at jo hurtigere man opdager kræften, jo bedre er helbredelsesmulighederne. Det var altså ikke så godt. Men i det mindste blev det opdaget. Og han sagde jo fifty-fifty, med større chancer pga. min alder. Vi snakkede frem og tilbage, lidt om kemoterapi og planen for næste uge, hvor jeg skal have lavet endnu en gastroskopi, en øre-næse-hals undersøgelse, flere blodprøver samt en knoglemarvsbiopsi.
Det var med denne kovending i mit liv, at jeg gik ud fra hospitalet og ringede til mine forældre. Heldigvis var de hjemme og jeg kunne sagtens komme og besøge dem. Min mor hentede mig på Roskilde Station og spurgte et par gange hvad de havde fundet ud af. Jeg svarede afværgende, med tårerne bankende på bagved og sagde at jeg ville vente til vi kom hjem.
Vi var knap nået inden for døren og de gamle havde sat sig ned, før jeg brød sammen. "Jeg har kræft" var der eneste jeg kunne fremstamme. Men hvor var det en lettelse endelig at tude. Samtidigt syntes jeg det var så synd for mine forældre, jeg ville ønske jeg kunne skåne dem for en så syg søn. Efter flere tårer fra alle tre, kunne jeg samle mig nok til at fortælle noget mere. Vi snakkede lidt om det og konklusionen var: "at det skal vi nok klare i fællesskab"…og det tror jeg på!!! Senere tog jeg op til min søster for at overbringe hende den dårlige nyhed. Flere tårer og glæde i at se min dejlige 4-årige niece igen. Igen kom vi frem til det samme: "Det overvinder vi"…og det gør vi!!!
De gamle kørte mig helt hjem, jeg havde lyst til at være alene. Jeg følte en kæmpe trang til at surfe på internettet og få så mange oplysninger frem som muligt. Underligt, med tanke på at jeg fik diagnosen 12 timer tidligere.