Trykt i Uglen og Lyren nr 37, april 1998.
'Little innocent Lamb' i Marshall Bartholomews udsættelse var i
mange år et af vores slagnumre - et stykke synkoperet
negerspiritus og en sikker publikumstræffer. Men, hånden på
hjertet: hvor tit har det lam danset let og swingende over
engen, og hvor tit har det klampet omkring i gode tunge danske
træsko? Her kommer en lille nostalgisk beretning.
Udgangspunktet var godt: Edvard Strandskov havde dresseret det genoprettede Lillekor, så vi godt kunne være os selv bekendt. Denne aften (7 dec 1977) skulle vi optræde i Lyngby Stadionhal for handelsstandsforeningen Lyngby Optimisterne.
Optakten var til gengæld ildevarslende: Jeg havde spist i hallens cafeteria, og da jeg gik derfra, ud i den klare vinteraften, tog pokker og stormvejret ved døren, og 4 kvm hærdet glas blev med et brag forvandlet til en dynge sukkerknalder spredt i et rosenbed.
Og sådan blev det ved. Vi optrådte for nogle hundrede mennesker, der sad midt i desserten og ikke var ganske ædru længere. De pludrede fornøjet med hinanden, og lod sig på ingen måde forstyrre af vores sang. Arrangørerne ville vise deres solidaritet med os, og skruede forstærkeranlægget op, så vi sang om kap med tilbagekoblingshyl i egen privat toneart. Toppen på det hele var, da entertaineren Jørgen Storch midt mellem to numre stak en besked op til Edvard. På en paptallerken havde han skrevet: Gud signe dig Norge (en linie i 'Når Fjordene blåner'), og han forestillede sig åbenbart, at vi lige kunne hale dén ud af ærmet, og at det ville redde forestillingen. Vi undlod fuldstændigt at forsøge - selvom vi faktisk havde prøvet et par gange på den, men den er altså for vammel. Vi gjorde vores program færdigt og kom ud af vagten.
Der stod vi så, og sagde 'hva nu', for den oplevelse trængte lissom til at blive skyllet ned, og aftenen var ung endnu. I.P. (Jens Peter Andersen) kendte et listigt værtshus, Sct Peder i Hellerup, hvor de spillede jazz om onsdagen, og der drog vi så ned, de fleste af os.
Vi landede i spredt fægtning, så ingen rigtig opdagede at vi hørte sammen. Et mandtal ved vores store runde bord viste at vi var 12: 3 på hver stemme, og der sad vi så og restituerede os med en pilsner og udsøgt jazz fra en lille trio. Det hjalp bravt på stemningen, og det trængte vi og den til.
Da trioen holdt pause, spurgte vi pænt om lov, og oplod så vores røster, med det vi nu kunne i samme genre: Little innocent Lamb. Vi kunne den, og var godt sammensunget, og med inspirationen fra jazz-trioen i ørerne, fik vi den til at swinge. Synkoperet, dansende og let, sådan som den egentlig skal synges (men som jeg ikke mindes vi har gjort det, hverken før eller siden).
Ingen havde forestillet sig at der sad et lille men fuldttonende mandskor i skænkestuen, så folk var ved at tabe flasker og glas ud af hænderne af forbløffelse, og det lille lam gik rent ind og gav stor applaus. Jeg har oplevet meget godt i sangforeningen, men det her blev en af mine største musikalske oplevelser: En tilfældig onsdag aften på et ydmygt værtshus. Jeg blev aldeles euforisk af det, og det kan jeg stadig blive, når jeg tænker tilbage på: den aften da det lille lam rigtig swingede.