Mange
har anholdt at jeg konsekvent skriver islænder. De
fleste af os har lært i skolen, at det hedder altså en
islænding, for en islænder er en hest (eller en
strikketrøje), og det kan man jo ikke tillade sig at beskylde et
menneske for at være. Vel? Her er forklaringen på, at
jeg skriver islænder.
Det er faktisk med velberådet hu, jeg skriver islænder - helt på tværs af hvad dansklærerne har præket. Hvis man skal fortsætte logikken, så må det gælde at:
en person fra Bornholm må være bornholming,
en bornholmer er jo en røget sild
- ja eller et standur
og
en person fra England må være englænding,
en englænder er jo
et dobbelt skiftespor
- ja eller et eksprestog
til Esbjerg
og
en person fra Grønland må være grønlænding,
en grønlænder er jo en slædehund.
og
en person fra Langeland
må være langelænding,
en langelænder er
jo en grillpølse.
Se sådan er det nemt at gøre sig lystig, for den eneste '-lænding' der har hjemret i det danske sprog er 'udlænding'. Alle andre fra et land er '-lændere', som englænder, newzeelænder, swazilænder, sjællænder, langelænder osv. Eneste undtagelse er dem der har en særbetegnelse som jyde, lette eller russer.
Og argumentet om forveksling med en hest holder heller ikke vand: Sådanne forvekslinger forekommer hverken med belgier, frederiksborger, araber, knabstrupper eller shetlænder, så hvorfor med islænder?
Der kan heller ikke hentes noget argument fra det islandske sprog: En islænder på islandsk hedder "íslendingur", og det er samme endelse som alle andre -lændere.
Når nu logikken er så enkel, hvorfor så alt det rod om islænder/islænding ? Er vores dansklærere ramt af solstik ? Næh, men det var der en gruppe islændere der var - eller hvad de nu var ramt af. Måske var det bare et akut anfald af nationalisme og fædrelandskærlighed.
Ihvertfald skrev de til kongen i 1918/19 da Ísland var blevet formelt selvstændigt (dvs havde fået hjemmestyre under den danske konge), om hans majestæt herefterdags ville være så venlig at sige i Ísland og islænding. Christian X var en flink mand, så det gjorde han, men det er da vist eneste gang i verdenshistorien, at eet folk har blandet sig i et andet folks sprogbrug. Da der begyndte at komme debat om sagen, viste d'herrer hvor seriøse de var: De har aldrig meldt sig, og ingen ved endnu hvem der skrev brevet!
Som man kan se, rider jeg her en lille kæphest, og det er jo en fornøjelse at ride sine kæpheste. Men faktisk har dansklærerne givet sig forlængst. I den gamle Retskrivningsordbog med retskrivningsregler af 1955 finder man både islænder og islænding og islænderinde - men ingen islændinginde. I majonæse-ordbogen fra 1986 står der ganske klart:
islænding (person)
islænder (person; hest; trøje)
Så idag har vi frit valg.
En islænder kom ridende på en hvid islænder, side om side med en anden
islænder med en nærmest grå islænder over skuldrende, og på en sort
islænder. Bag dem red en sort islænder, med en hvid islænder over
skuldrene, på en anden sort islænder.
Indlagt på WWW: juni 2002.
Rettet nov 2002.
Revideret aug 2004.
Revideret apr 2005.
Revideret mar 2006.
Revideret dec 2006.