PER ANDERSEN: FRA HVIDE TIL HUNDEVAD

Korrektioner, tilføjelser og kommentarer.

Steen Thomsen's forside  >  Til Hjerndrupgård-siden  >  Til Spørgsmål og problemer -siden  >  Rettelser til FRA HVIDE TIL HUNDEVAD

Post: steen.thomsen snabel-a mail.danbbs.dk


Udarbejdet den 15. april 1996 af Per Andersen
 

Følgende korrektioner, tilføjelser og kommentarer til det i 1993 udgivne hefte "Fra Hvide til Hundevad" er blev til på baggrund af en omfattende dialog med en række slægtsforskere, der alle har beskæftiget sig med specielt de tidlige slægter beskrevet i heftet. Jeg er således stor tak skyldig til bl.a. K. Arbjørn, Henrik P. Jensen, Erik Christensen, Ejnar C. Larsen og Bodil Clausen.
 
 

Side 8f

Asser Rig bør mere rettelig kaldes Asser Riig = Asser Rüg, idet han var høvedsmand på Rügen.
 

Side 25, Anetavle for Iversdatter Saltensee

Iver Tagensen Saltensee er død 1262 og ikke som angivet 1268.

Generelt holder de nederste slægtsforbindelser i anetavlen ikke.

Carl Langholz, som oprindeligt er kilden til oplysningerne, har bekræftet dette. Følgende forhold anses for mest sandsynlige:

Lage Gudmundsen Litle og Ingeborg Andersdatter Ulfeldt er korrekte, men de havde næppe en datter med navn Cæcilia Lagesdatter.

Ifølge Fru Gro's Testamente var Iver Tagesen Saltensee gift med Margrethe Gunnesdatter Wind og ikke nogen Cæcilie Lagesdatter.

K. Arbjørn: Har forsøgt at eftervise Cæcilia Lagesdatter og et ægteskab mellem Iver Tagesen Saltensee og denne. Han har dog ikke fundet nogen dokumentation for dette.

Konklusion: Dermed falder slægtslinien fra Saltensee tilbage til Hvideslægten væk som anført i slægtstavlen.
 

Side 41f

Alle forekomster af "Segemod" skal være "Segebod".
 

Side 45, Anetavle for Juel- og Krummedigeslægterne

Som ovenfor anført, er der næppe slægtskab mellem Niels Vognsen og Saltensee.

Der er uenighed om Peder Juel's herkomst.

Carl Langholz: Han mener, at Peder Juel kan være en søn af Iver Nielsen på Hjerndrupgård, og at denne er søn af Niels Vognsen. Desuden mener han, at Niels Vognsen kan være en efterkommer efter Hvide-slægten.

Ernst Verwohlt: Bekræfter i Heraldisk Tidsskrift, marts 1988, at Vognsen slægten nedstammer fra Hvide-slægten gennem datterdatteren til Skjalm Hvide, Ingerd Pedersdatter, viet anden gang med NN Vogn. Dennes søn skulle have været Niels Vognsen, nævnt 1203.

K. Arbjørn: Peder Juel's herkomst er usikker. Han var broder til Eiler Jul, der besad Astrupgård i Brøns, men for hverken Peder eller Eiler ses mellemnavnet Iversen. Der er heller ingen forklaring på, hvorfor Peder Juel skulle kalde sig Juel i stedet for Vognsen, hvis han var søn af Iver Nielsen på Hjerndrup.

At der kan være en slægtssammenhæng mellem Vognsen og Juel slægterne fremgår dog af, at Niels Vognsen og kaldte sig Niels Vognsen Juel (Bobe). Juel og Vognsen har også samme våben.

Det har fået K. Arbjørn til at foreslå, at Niels Vognsen, der i 1300 nævnes til Tveden i Jylland og som er efterkommer af Niels Vognsen nævnt 1203 er identisk med Niels Juel, ridder i Jylland og nævnt 28.05.1285 i Kongens råd i Nyborg. Denne Niels Vognsen/Juel havde sønnen Vogn Nielsen, der var justitiarius for Valdemar og nævnt i 1347 og 1358. Han foreslår desuden, at Peder Juel, borgmesteren i Flensborg, kan være i familie med denne Niels Juel/Vognsen.

Henrik P. Jensen foreslår, at Justitiarius Vogn Nielsen og Iver Nielsen på Hjerndrup var brødre samt at Iver Nielsen var far til Peder Juel i Flensborg. I øvrigt er Henrik P. Jensen enig i, at der ikke er stærke indikationer af et slægtsskab gennem Niels Vognsen og Saltensee-slægten.

Konklusion: To ting synes givet. Vognsen-slægten kan føres tilbage til Hvide-slægten, og der er nært slægtskab mellem Vognsen og Juel. Det synes sandsynligt, at Peder Juel i Flensborg nedstammer fra Vognsen-slægten og dermed fra Hvide-slægten. Henrik P. Jensen har et bud på dette slægtsskab, der dog ikke er bevist.
 

Side 46, Mette Krummedige

K. Arbjørn: Mener ikke, at Mette Krummedige var gift anden gang med Hartvig Sehested. Det kunne i stedet være en søster til Segebod Krummedige. Andre modsiger dog dette.
 

Side 51, Thomas Pedersen Juel

Erik Christensen: Sætter spørgsmålstegn ved, om Thomas Pedersen Juel på Fyn havde nævnte datter, der blev gift med Boye Jensen fra Kollund.

Andre synes dog at bekræfte, at dette kan være rigtigt, blandt andet K. Arbjørn og Jørgen Wind. K. Arbjørn har Sv. Brandt Knudsen som kilde til Thomas Pedersen Juel viet med Bodil Nielsdatter, datter NN Thomasdatter viet med Boye Jensen. Hvad Sv. Brandt Knudsen bygger dette på vides ikke.
 

Side 58, Marina Boye

Eneste kilde til oplysningen, at Boye Jensen i Kollund havde en datter Marina, gift med birkefoged Matz Asmussen, synes at være H.V. Gregersen. Oplysningen kan derfor ikke regnes som sikker.
 

Side 60f

Sdr. Vilstrup rettes til Vilstrup (sognet hedder Vilstrup og består af Sdr. Vilstrup og Nr. Vilstrup).
 

Side 67

Fjelsted rettes til Fjelstrup (1. spalte).
 

Side 68

Forskellige kilder nævner forskellige dødstidspunkter for Johannes Boysen. Vesten, der som i bogen anfører 1588 som dødsår, er ikke nødvendigvis korrekt. Dahl skriver i "Haderslev Bys Præstehistorie", at Johannes var født i Haderslev den 16.01.1559 og han døde som borgmester i Flensborg den 16.10.1630. Knud Gethers bog om Flensborg nævner dødsdagen til 09.01.1649, hvilket synes at være det korrekte idet Fritz Rogh i "Auswertungen von Leichenpredigten" nævner den dødsdato sammen med alderen 90 år mindre 7 dage.
 

Side 84, Asmus Arnkiel

Erik Christensen: Måske født før 1480.
 

Side 89, Sara Christensdatter

Carl Langholz: Skriver i Sønderjysk Månedsskrift, 1980, at Sara Christensdatter først var gift med Troels Nissen på Hjerndrup (ca. 1565-1625) og derefter Peder Jensen Vandel. Ganske vist anfører P. Rhode, at hun var datter til Nis Truelsen på Hjerndrupgård, men Peder Wandel skriver i sin selvbiografi, at hun hed Sara Christensdatter (siger Langholz). Hun er derfor sandsynligvis svigerdatter og ikke datter til Nis Truelsen. Det betyder, at hun var gift med Troels Nissen.

Desuden anføres, at hun sikkert var datterdatter til Jørgen Boysen og Sara Meier. Herfor anføres, (1) at navnet Sara var sjældent og (2) at andre i slægten var gift med efterkommere til Jørgen Boysen.

Ejnar C. Larsen: I Personalhistorisk Tidsskrift 1995:1 nævner han, at Sara Christensdatter "vistnok" var enke efter Troels Nissen i Hjerndrup da hun blev viet til Peder Jensen Vandel. Det nævnes også, at hun "måske" var datterdatter til Jørgen Boysen. Som kilde anføres Carl Langholz.

Erik Christensen: Et tingsvidne fra 02.12.1634 anfører både Troels Nissen og Sara Christensdatter som salige, altså døde (P.K. Hofmansen: Gaarden i Soed med Langmose og Beyerholm). Peder Jensen Vandel kunne derfor have været gift med en sønnedatter til Troels Nissen (Ca. 1565-1625), Sara Nisdatter. PA: Sidstnævnte er næppe rigtigt på grundaf aldersoplysningerne.

Erik Christensen: Finder ikke noget belæg for, at Sara Christensdatter skulle være datter af en Christen fra Øsby. Han ser heller ikke noget bevis for, at Sara Christensdatter skulle være en datterdatter til Jørgen Boye. Han finder dog slægtskabsforholdet sandsynligt.

Henrik P. Jensen: Anfører, at hustruen til Peder Jensen Vandel som regel betegnes "Sara, datter af Niels Truelsen på Hjerndrupgård". Men den Sara, der var datter til Nis Truelsen (den yngre) levede 1635 til 1697 og var gift med sognepræst Jens Jacobsen Buch i Skanderup, så hende kan det ikke være. En datter til den ældre Niels Truelsen (ca. 1530-1595) ville være 50-60 år i 1630 ved indgåelse af ægteskabet med Peder Jensen Vandel. Det må derfor undre, hvorfor den da 28-årige Peder gifter sig med en ældre datter fra Hjerndrupgård. Tilsvarende undrer aldersforskellen, hvis Sara var en enke efter Troels Nissen og altså en svigerdatter snarere end en datter til Niels Truelsen (ca. 1530-1595).

Henrik P. Jensen anfører desuden, at slægtskabet fra Sara Christensdatter tilbage til Boysen-slægten bygger på en række antagelser, som ganske vist kan være korrekte, men som der ikke er meget belæg for.

Konklusion: Det synes givet, at Peder Jensen Vandel blev gift med en "Sara" fra Hjerndrupgård. Det er øjensynligt ikke datteren til Niels Truelsen den yngre, altså en sønnedatter til Niels Truelsen (ca. 1530-1595). Derimod kunne det være enten en datter til denne Niels Truelsen eller svigerdatteren gift med Troels Nissen (ca. 1565- 1625). I begge tilfælde ville hun have være gammel ved giftermålet med Peder Jensen Vandel, men det er nu set før, også uden at der var tale om en større medgift eller fordel ved ægteskabet.

Jeg har ikke haft mulighed for at checke det tingsvidne, som Erik Christensen refererer til, men hvis det er rigtigt synes endnu en mulighed at stå åben: Troels Nissen (ca. 1565-1625) var gift med en Sara Christensdatter (der kunne være efterkommer efter Jørgen Boysen). Hun er imidlertid død inden 1630, og den "Sara", som Peder Jensen Vandel bliver gift med dette år er i stedet en datter af Troels Nissen og Sara Christensdatter. Denne datter kunne være født omkring 1600 og kunne være navngivet efter Sara Meiger. Anledningen til dette kunne tænkes at være Sara Meigers død, men dette er kun spekulation da vi ikke kender Sara Meigers dødsår.

Under alle omstændigheder er slægtslinien afhængig af sammenhængen fra en "Sara" på hjerndrupgård og tilbage til Jørgen Boysen. Denne slægtslinie må på basis af de foreliggende data siges at være mulig og navnet "Sara" er et argument for dette. Men nogen rimelig sandsynliggørelse foreligger ikke.
 

Side 89, Philipsdatter Fabricius

Henrik P. Jensen: Nævnte Philipsdatter Fabricius gift til Stubbomgård synes sandsynlig men ikke bevist. Bygger på følgende fakta: Anna Jørgensdatter Boysen var gift med Philip Jacobsen Fabricius. Eftersom Ivar Clausen (ca. 1600-1661) på Stubbomgård får sønnen Jørgen Boysen og datteren Anna Iversdatter tyder navnene på, at han er gift med en datter af Anna Jørgensdatter Boysen og Philip Jacobsen Fabricius. Tidsmæssigt er der også god overensstemmelse i denne teori.
 
 

Side 89, ?? Ifuersdatter

Henrik P. Jensen: At der er slægtsskab mellem Stubbomslægten og Beyerholm bygger på navnelighed og synes sandsynlig. Men den er ikke bevist.
 

Side 91

I citatet ændres "nedbrændt af de kongelige" til "nedbrændt af de kongelige ryttere".
 

Side 92

Næstsidste linie: Ret "Haderslev" til "Åbenrå".
 

Side 113

Matrikuleringen var færdig 1688 og ikke som anført 1788.
 

Side 114

Venstre spalte: "Vestrup" rettes til "Vejstrup"
 

Side 121

Frederik den 5. skal være Christian den 5.
 

Side 130

I oversigten nævnes Erich Jensen Hundwad (død 1604) som "gårdmand i Bæk". Han ses i 1564 på gården Hundevad, men boede ved sin død i Bæk - dog ikke på engård, men nok på det landboel, der 1540 blev mageskiftet med Kragelund. Han har formentlig boet på aftægt i Bæk, idet ingen af gårdene i Bæk synes at have tilhørt ham.
 

Side 136

Kresten L. Knudsen var i familie med Hundevad-slægten som følger: Kresten L. Knudsens mor Cathrine Lauritsdatter Aarø var datter af Lauritz Aarø, hvis søster Anna Aarø var Jørgen Hundevads mor. Dermed var Jørgen Hundevad og Cathrine Aarø var fætter og kusine.
 

Side 152

E. Juhlers artikel i Sønderjysk Maanedsskrift 1942 er side 152f og ikke 122f.
 

Afsluttende konklusioner

Det er helt givet, at slægtslinien fra Hundevad-slægten tilbage til Hvide-slægten som anført i bogen ikke er korrekt. Det er derimod muligt at opstille en alternativ slægtslinie, der dog har et par svage led i de tidlige generationer. Desuden er et par led ganske vist sandsynliggjort, men dog ikke bevist.
 

Følgende er den alternative slægtslinie:


Skjalm Hvide (ca. 1040-1113)
|
Cæcilie Skjalmsdatter viet til Peder Thorstensen af Pedersborg (død 1175)
|
Ingerd Pedersdatter viet 1 til Ulf (død 1157) viet 2 til Vogn, jysk stormand (Verwohlt)
|
En række sønner, bl.a. biskopperne i Århus samt: Niels Vognsen til Stenshede (-1203-) (Verwohlt)
|
Vogn Nielsen (bl.a. Bobe, Albrechtsen, DAA, Trap)
|
Niels Vognsen til Tveden (-1300-) (do.) (= Niels Juel, ridder i Jylland, nævnt 1285 i Kongens Råd i Nyborg (K. Arbjørn))
|
| (spekulation)
|
Iver Nielsen [Juel?]               Vogn Nielsen, justitiarius for hertug Valdemar
Hjerndrup (ca. 1300-)         1326 pantsætter 3 fogedrier i Flensborg, Leck og Tønder
|
| (spekulation)
|
Peder Juel, borgmester i Flensborg (ca. 1330-1380) Stammer fra Leck (K. Arbjørn)
|
Thomas Pedersen Juel, godsejer på Fyn (ca. 1370-1444)
|
?? Thomasdatter (ca. 1400-??)
|
| Synes sandsynliggjort
|
Jens Boysen (ca. 1420-??)
|
Boye Jensen, gårdmand i Kollund (ca. 1445-)
|
Lorentz Boye, sognepræst i Vilstrup (ca. 1484-1547)
|
Jørgen Lorentzen Boye, provst i Haderslev (ca. 1515-1569)
|
Jørgen Jørgensen Boysen, provst i Haderslev (ca. 1558-1610)
|
Anna Jørgensdatter Boysen (ca. 1585-) viet til Philip Jacobsen Fabricius, diakon i Øsby
|
| Synes sandsynliggjort
|
?? Philipsdatter Fabricius viet til Ivar Clausen, Stubbomgård (ca. 1600-1661)
|
Anna Iversdatter (ca. 1645-1723) viet til Rasmus Jørgensen Arnkiel (1636-1712)
|
Bodel Rasmusdatter Arenkiel (1673-1735)
 

Resten af slægtslinien uændret som i bogen. Bemærk, at slægtslinien helt undgår den meget kontroversielle Sara Christensdatter.
 
 
 

PER ANDERSEN

Indlagt på WWW: jan 2002

Steen Thomsen's forside   >   Til Hjerndrupgård-siden   >   Til Spørgsmål og problemer -siden   >   Rettelser til PER ANDERSEN: FRA HVIDE TIL HUNDEVAD  >  Top

Post: steen.thomsen snabel-a mail.danbbs.dk