Trykt i Slægt og Data 1997.3.
Næh, det her handler hverken om badeliv eller svømmehaller, men om hvor let man som slægtsforsker kan tage fejl. Der er uhyggeligt mange muligheder, som jeg her vil illustrere med en stribe eksempler af egen avl.
Vi har alle i familien nogle beretninger eller legender om forfædrene, og i reglen består de af en kerne, der er til at stole på, og noget fejlhusket eller tildigtet som ikke stemmer. Desværre er det ikke til at se hvad der er hvad, så her kan man sagtens gå i vandet.
Et eksempel: Jeg udveksler arbejde med en svensk kollega. Udgangspunktet var et billede, hvorpå hans farmor havde skrevet: "kaptajn Thomsen i København som druknede 1807 under englandskrigen. Han var gift med frk von der Rosen Gunnerus, datter af en stiftamtmand i Bergen." Kollegaen havde desuden datterens navn Regine, og han havde fundet konens fornavn Cecilie Birgitte. Hun skulle efter skipperens død være gift med købmand Bolt, som senere giftede sig med datterens svigerinde Nordemann/Nodermann. Jovist en kompliceret affære, men med så sjældne navne skulle det jo være en smal sag - troede jeg.
Jeg gik igang, men der var ingen skifter 1807 efter en skipper Thomsen. Der var nogen sømænd, men de viste sig at være døde uden arvinger. Så fandt jeg datterens skifte, og fik mistanke om at navnet skulle læses ThoRsen, ikke ThoMsen. Igang med 1807-skifterne igen, men sømændene Thorsen havde heller ingen børn.
Samtidigt viste det sig at Cecilie Birgitte Gunnerus (uden Rosen) døde som enke efter commercesektretær Barch (ikke købmand Bolt), men de var nu gift i 1807, så det kunne stadig hænge sammen. Desværre var vielsen tidligt i 1807, og hun var frøken, ikke enke.
Ydermere var Thorsen ikke til at finde i copulationsprotokollen, så efter et par ugers arbejde var jeg godt træt af den familie - hvorfor pokker skulle de gemme sig sådan?
Så gik jeg igang med kirkebogsregistrene og vejviseren, og så begyndte der at komme facon på det:
Det forbistrede i sagen var altså, at jeg havde valgt at gå ud fra præcis de oplysninger, der ikke stemte, så derfor gik jeg i vandet med et plask.
Fra min egen familie har jeg et par helt tilsvarende eksempler:
Jeg havde en legende om nogle islandske Thomsen'er der udvandrede til Seattle i Amerika. Jeg undrede mig over hvad de skulle helt ovre på USAs nordvestkyst, der var dog en del steder der var nærmere. Det viste sig da også at de drog til Saskatchewan i Canada, hvor der var en islandsk koloni.
Om mine forfædre Lever i København vidste min farfar at berette, at de nok var indvandrede Huguenotter, og altså fra Frankrig. Vist var de indvandrere, men jeg fandt dem i Skt Petri tyske menighed under navnet Lewer.
IGI = International Genealogic Index er et kæmperegister over fødsel og dåb, som mormonerne har opbygget. [Idag: Familsearch på Nettet] I Slægt og Data 1995.1 tog jeg den islandske udgave ved vingebenet for der var mange urimelige fejl i den, blandt andet fordi den er lavet af folk som ikke kender spor til sproget.
IGI er lavet af almindelige mennesker som dig og mig, så selvfølgelig er der fjel i det. Man kan kun beklage at mormonerne ikke har en 'vrager' eller anden vurderingsmand ved indgangen til IGI.
Det danske IGI kender jeg ikke så nøje, men det gav mig en tur i vandet. Min mormorfar Johan Lorentz Petersen skulle være født i 1819, og hans dåb fandt jeg i IGI. Hans navn er såpas ualmindeligt, at der ikke kunne være meget tvivl. Faderen hed Peter Christensen, og moderen Bine Harup Spring.
Både Harup og Spring er meget sjældne navne i København, og dobbelt-efternavn allerede før 1800 er meget meget sjældent. Jeg slog dåben efter i kirkebogen (hvad man altid bør gøre når man benytter registre), og han var født 5 mar og døbt 18 apr i Trinitatis. Moderen hed Bine Harup Spring 29, de 29 kunne så være hendes alder. Bine og Harup var med latinske bogstaver, mens Spring var med gotiske. Ved at kigge lidt op og ned ad siden, blev det klart at denne præst ikke skrev aldre, men derimod adresser: De boede i Springgaden 29!
Plask sagde det, og jeg måtte skrive nok en gang til ham der kendte familien Spring i Flensburg, og afblæse hans undersøgelser.
Senere fandt jeg Johan Lorentz' borgerskab i København, og der stod han med fødselsdag 29 apr. Det stemte jo nogenlunde, og man kan vel ikke regne så nøje med fødselsdage i borgerskabsprotokollen.
I FT 1845 havde han sin mor boende hos sig, og nu hed hun Thønnesen. Altså måtte Bine være død og Peter have giftet sig igen.
Først da jeg fik en fjern onkels stamtavle ind ad døren, blev det klart at jeg var gået i vandet igen! Min Johan Lorentz er født 29 apr og døbt 16 jun i Garnisons. Altså to enslydende drenge med mindre end 2 måneders mellemrum, og de er ikke engang i familie!
Når man skal tørre sig efter sådan en vandgang, så luner det altid lidt at tænke på, at selv præsten kan tage fejl, når han skriver kirkebogen. (Egen lykke er godt, men andres ulykke er nu ikke at foragte). Den alder præsten opgiver på de gamle han begraver, skal ofte tages med et gran salt - eller en hel håndfuld.
Min ane Cathrin Marie Bjørns begraves i Ullerup i Sønderjylland i dec 1786 med en alder på 49 år 10 mdr. Hun skulle altså være født ca feb 1737. I samme sogn ses hun døbt mar 1736, så der er vel ikke meget at være i tvivl om.
Men et nærmere studium af barnedåb'er (jamen hvad hedder dåb i flertal?) viste at en ny Cathrin Marie døbes af de samme forældre i mar 1743, altså 6 år senere. Vel, to søskende med samme navn kan forekomme, men det er sjældent i Danmark. Oftest er forklaringen den, at den første er død, og næste barn af samme køn skal da have navnet ifølge opkaldereglerne. Jeg ledte grundigt, begravelsen var der ikke, men jeg fandt kun een Cathrin Marie gift, så hun har kun været 43 år 9 mdr da hun blev begravet.
Når præsten går i vandet, kan det skyldes at han har kigget i kirkebogen - og kigget forkert, dvs ikke fundet hendes rigtige dåb i 1743. Teorien bestyrkes af at hendes børn opregnes ved begravelsen, men nr 5 Hans er lige begravet for knapt en måned siden. Ergo: præsten var ikke så omhyggelig, velkommen i det våde!
Somme tider opdager man hurtigt at man er ved at gå i vandet. I København har jeg en ane Barbara Juul (1767 - 1822). I Olsens registre til vielser fandt jeg hendes 2' mand skipper Johan Jørgen Thrane gift 4 gange. Det så jo voldsomt ud, konerne kunne faktisk dårligt nå at dø så hurtigt, og Barbara levede længe nok til at det lignede bigami.
Ved en af vielserne blev det ganske klart: Skipper Johan Jørgen Thrane i Bredgade 169 bliver gift, og forlover er skipper Johan Jørgen Thrane i Bredgade 169. Plask Hr pastor! Man kan jo ikke være sin egen forlover, og vejviseren afslørede da også at den anden boede i St Kongensgade.
Bare for at se om jeg var vågen, havde skæbnen maget det så, at Barbaras 1' mand også havde en dobbeltgænger! Skipper Hans Thønnesen fås i to udgaver: En i Bredgade (fra Bornholm), og en på Christianshavn (af hollandsk afstamning). De er altså ikke i familie, men Thrane'rne er begge fra Bornholm, og antageligt fætre.
I Rinkenæs i Sønderjylland ledte jeg efter min ane Hans Schütt, og ham fandt jeg hurtigt. Men også her var jeg ved at gå i vandet, og der måtte et større udredningsarbejde til for at adskille tre fætre Hans Schütt, alle opkaldt efter samme farfar.
I Slægt og Data 1996.2 har Erik Helmer Nielsen en artikel om statistik. Her skriver han at hvis et navn er tilstrækkelig sjældent på egnen, kan man være ret sikker på at have fundet den rigtige person, når man møder navnet i kirkebogen.
Her vil jeg godt indskyde en advarsel mod at gå i vandet. Min Johan Lorentz Petersen i København er eet mod-eksempel, mine bornholmske skippere Johan Jørgen Thrane et andet, og mine Hans Schütt'er i Rinkenæs et tredje.
I alle 3 tilfælde er navnene såpas ualmindelige, at almindelig statistik vil sige at jeg har fundet den rette, når jeg finder den første, som Helmer beskriver. Jamen hvad er der galt, kan man ikke stole på statistik mere? Er det da rigtigt at der er 3 slags løgn: sort løgn, hvid løgn og så statistik?
Næh den forklaring er for forsimplet, men der er to problemer. For det første skal man kende sit univers, før man kan lave statistik. Som Helmer klart skriver: Den går kun, hvis man kender sin kirkebog ordentligt, og kan stå inde for at navnet ER sjældent. Men mine eksempler viser at det ikke er nok, og det andet problem er, at statistikkens formler tager udgangspunkt i, at ting er nogenlunde jævnt fordelt og uafhængige. Det er navne absolut ikke - takket være opkaldereglerne. Lad os lige repetere dem:
Grundregler:
Særregler med højere prioritet:
Opkaldereglerne blev jo fulgt temmelig strikt, så i almindelighed må man regne med, at når der findes een person med et givet navn, så findes der også flere, og netop på samme tid og sted. Også selvom det iøvrigt er et meget sjældent navn. Og hvis ikke det er opkaldelse efter bedsteforældrene, så kan det være efter præstens kone eller herremanden eller en anden der skulle slikkes lidt op ad ryggen.
For eksempel i Ullerup nær Sønderborg i 1700-tallet. Her er Anna Eleonora pludselig en massebetegnelse i en enkelt generation.
Ligeså har jeg i Rinkenæs i begyndelsen af 1700-tallet set adskillige piger ved navn Ulrica Anthonett, og endda en dreng Ulrich Anthon. Om de er opkaldt efter herredsfogedens kone, eller hun også er opkaldt efter een endnu højere på strå, det ved jeg ikke, men een ting ved jeg: Her er rige muligheder for at gå i vandet.
Moralen af denne historie skal være, at man kigger grundigt i kildematerialet: Hvordan er kirkebogen generelt ført? Forekommer samme navn på denne tid? Er jeg sikker på at der ikke er en yngre søskend med samme navn?
Og er man blot en smule i tvivl, skal man huske at notere det i sit materiale, så andre kan se hvad der er forholdsvis klippefast, og hvor der kan være mere arbejde at gøre.
En anden tommelfingerregel er at sætte et anslået fødselsår på sine personer, straks man opretter dem. En generation er på ca 35 år, så i de fleste tilfælde er det ret let at gøre. Og det tjener til at man ikke får forvekslet fætre (mine Thrane'r er 28 år fra hinanden) eller farfar og sønnesøn med samme navn. Ifølge Georg Agerby kan der i ældre stamtavler findes mange forvekslinger, som let afsløres med denne simple teknik.
Og så for al del: præcise kildehenvisninger, så man selv (og andre) kan se hvad teorierne er bygget på, og hvor meget der skal revideres når de ikke holder. I USA har de introduceret et nyt slogan: Say NO to junk genealogy, dvs: sig nej til slægtstavler uden kilder!
Denne grundighed skal nu ikke tage al fornøjelsen fra een. Der står jo skrevet: Errare humanum est, dvs det er menneskeligt at fejle. Eller som vores nylig afdøde verdensberømthed Piet Hein har formuleret det:
Ingenting af evigt værd
laves uden viskelæ'r.
Så man må jo huske at leve med både egne og andres fejl. Som pigen sagde: Hellere komme galt afsted, end slet ikke komme afsted.