Trykt (forkortet) i Slægt og Data 2000.3
At man kan bruge Internettet til at surfe på er velkendt. Og at man kan brænde 117 timer af, hvor man sådan set bare er blevet underholdt - det er vist også velkendt.
Når man har aner der er indvandret, står man som regel med panden mod muren: Hvordan kan man komme videre? Hvordan fungerer arkiverne i Sverig/Tyskland/Polen... Hvor henvender man sig? På hvilket sprog? Er man nødt til at rejse, eller kan noget klares pr post? Norge, Sverige, Ísland kan man til nød finde ud af hjemmefra, men hvad stiller man op med Tyskland, Polen for slet ikka at nævne Amerika?
Med Nettets søgeværktøjer og e-post er det pludselig blevet radikalt nemmere. Nu kan vi lede over hele jorden, og skrive på engelsk om ikke andet. Siden jeg for 1½ år siden lagde 8.000 personer på min hjemmeside - og anmeldte den til søgemaskinerne AltaVista og HotBot - har jeg fået et halvt hundrede e-breve fra amerikanere der havde genkendt et enkelt sjældent navn. Og selvom det kun har været en lille smule jeg kunne hjælpe dem, har de været meget taknemmelige.
Jeg har også haft rigtig gode resultater med danske kolleger. Herom en anden gang, for det jeg vil berette om her, er de udenlandske resultater jeg har opnået.
Min tip-tip-oldefar Johann Heinrich Müller (1769 - 1836) bliver skræddermester i København i 1799 og opgiver at han er fra Stralsund. Det lyder jo meget godt, men reelt står man med panden mod muren: Hvem siger at han er fra byen selv, og ikke et sted ude på landet 50-100 km væk? Müller er et almindeligt navn, herhjemme er Møller blandt de 10 almindeligste, det er vel ikke anderledes dernede? Og Johann Heinrich - ja det kan enhver tysker jo komme og hedde. (Og hvad værre er: Mange af dem gør det gudhjælpedem!)
Nå men en dag da jeg havde spildt 116 timer på Nettet, lavede jeg en søgning på Stralsund, og fandt frem til Stadtarchiev Stralsund. Det kunne vel aldrig skade at spørge dem, om de overhovedet havde nogen interessante arkivalier, eller de mon var blevet bombet til konfetti under 1' og/eller 2' Verdenskrig. Så jeg sendte mine oplysninger på skrædderen, og spurgte (uden særlig optimisme) om der var noget at komme efter.
Der gik et par uger, og jeg havde afskrevet den sag og glemt den
igen. Så kom der pludselig et e-brev fra arkivaren at han nu var hjemme fra ferie, så der ville snart kommet svar. En uge efter kom der svar:
"Som jeg kunne se af vedlagte, var der sådan set ingen grund til at komme til Stralsund - medmindre jeg havde lyst til at se deres smukke by."
Og hvad betød så det? Jeg fik åbnet det vedlagte som var et billede. Det viste sig at være en indskanning af et kartotekskort fra deres register til kirkebogen, og det viser Johann Heinrich Müller's dåb! Spørg lige, om jeg lettede fra stolen.
Tidspunktet passer rigtig nydeligt med hans aldersopgivelser her i byen, så der er god chance for at det faktisk er min skrædder. Så til foråret skal jeg en tur derned og finde mere, kartotekskortet gav jo kun faderens navn ....
Det skal først være til foråret når vejret er godt, for jeg skal også ud på landet, når jeg nu er der. Skrædderen er på min mors side, på min fars side har jeg en tip-5-oldefar von Obelitz på godset Millienhagen, og de steder ligger kun 30 km fra Stralsund. Sommetider står man altså med et tilfælde der næsten ikke kan være tilfældigt.
Min sønderjyske Thomsen-familie har slået sine folder på Ísland i 4 generationer. I 1875 udvandrede en enke med 7 børn fra Seyðisfjörður til Amerika, og siden var der ikke noget nyt fra dem, udover at enken døde i Winnipeg i 1909. Familielegenden mente at de var taget til Seattle ovre på USAs vestkyst, men på Frederiksberg Bibliotek faldt jeg tilfældigt over en bog med biografier over islændere i Amerika, og her var der efterkommere efter en af døtrene Maria Thomsen (1863 - 1951) i Elfros, Saskatchewan i Canada - midt på prærien.
Jeg har for nogle år siden haft en canadier til at finde alle Thomsen'er i Saskatchewans telefonbog - der var 10 - hvorefter jeg skrev til dem. Det kom der ikke noget brugbart ud af. Så søgte jeg lidt på nettet, og fandt Saskatchewan Rootsweb/Genweb (De har forøvrigt et herligt elsdyr nederst på deres netside). Jeg plantede flux en forespørgsel på deres efterlysnings-spørgsmål-svar side, det var jo nemt nok, og det skete der ingenting ved. Overhovedet ikke.
Senere oprettede de en opslagsservice: 'Jeg har følgende bøger, og vil gerne slå op for dig'. Dér stod en Rita Chernoff som havde en historiebog fra Elfros-distriktet! Jeg sendte hende det jeg havde på efterkommerne, og hun svarede straks: Der er gevinst, lad mig lige få din fodpost-adresse. Og 2 uger efter fik jeg et mindre bjerg af fotokopier ind ad døren, foruden et kort over staten, så jeg kan se hvor det foregår! Hermed endnu en tak til Rita.
De 10-20 efterkommere jeg havde, voksede nu til 80, og der var en del hyggelige historier og 'kød på personerne'. Og historiebogen var kun 15 år gammel, så nogen af dem måtte vel leve endnu? Fat i Saskatchewans telefonbog - men denne gang på nettet, og søge og lede. Og det lykkedes at finde 5 af de efterkommere, som jeg så skrev til. Sommeren gik og intet svar. Ikke fra een af dem.
I august kom forklaringen: De havde da lige koordineret arbejdet, og returnerede materiale til en næsten komplet efterslægtstavle efter Maria Thomsen. Den ligger nu til korrektur derovre og bliver vel udgivet her først i det nye år. Der er nu godt 200 personer.
Endnu har mine fjerne canadiske fætre og kusiner ikke svaret med noget nyt om Maria Thomsen's søskende, men jeg håber stadig, for nogen af dem har snakket med hende - hun døde først i 1951 i en alder af 88.
Se det var et par givtige historier, men der er da også skuffelser. Min tip-2-oldemor Maria Friberg (ca 1779 - 1853) påstår i folketællingerne at hun er fra Ystad i Skåne. Jeg har udvekslet arbejde med en svensker med danske aner, og jeg fandt en masse af hans, mens han fik en lang næse i Ystad. Også her har jeg annonceret på et par efterlysningssider uden at der er sket en snus.
Nå der er mange skåninger på nettet så det kommer vel en skønne dag, og ellers må jeg vel over broen og se hvad arkivet i Lund kan klare.
Nordmændene har et par meget levende nyhedsgrupper, og her var der hurtigt svar angående familien Busch i Tromsø-egnen i 16xx-17xx, bare ikke noget jeg kunne bruge. Heller ikke mine norske Loss'er har jeg fået gevinst på. Til gengæld har jeg kunnet bidrage til nogle nordmænd angående slægten Gaarder.
Desværre er slægtsforskerne i Schleswig-Holstein ikke rigtig kommet igang med Nettet endnu, så alle os der har aner i grænselandet har ikke fået nogen at skrive til endnu. Jeg skrev til biblioteket i Niebül (15 km S for Tønder) og bad om adressen på lokalavisen, så jeg kunne annoncere efter efterkommerne til overamtsdommer August Thomsen (1804 - 1872), men biblioteket svarede ikke.
Så moralen er, at der er gevinster og skuffelser. Naturligvis. Men jeg kan altså stadig få kriblen i maven når jeg ser på mine gevinster: Det havde ganske enkelt ikke været muligt uden det Internet!