Udgivet i Heraldisk Nyhedsbrev nr 56, jun 2020.

Steen Thomsen:

Skjalm Hvide levede på Sjælland (-1062-1102-), dvs i præheraldisk tid. Han var en af Danmarks mægtigste mænd og var i nært samarbejde med kongehuset. Hans sønner stiftede Sorø Kloster, og senere er flere af efterkommernes våben blevet kalkmalet på klosterkirkens vægge. Det blev til en imponerende skjolde-frise med ca 100 skjolde.

Frisen blev rekonstrueret 1515 af abbed Henrik Christiernsen (Tornekrands) og 1869-73 af Kornerup, der havde fået en professor-titel, men i reglen udførte 'korrigerende' restaureringer, dvs genskabte tingene som de burde have været - efter hans tids viden og smag. Dermed er den historiske kildeværdi af den nuværende frise ikke ret stor. Vi har Abildgaards farvelagte tegninger af frisen fra 1756, dvs tiden mellem rekonstruktionerne.

I frisen fra 1515 er Hvide-slægtens våben tværdelt 5 gange af sølv (hvidt) over blåt, og belagt med en tykmavet fugl med krumt næb og 5-7 krumme tværbånd, blå bånd på sølv fugl, den står på en tue. Kornerup fandt våbnet med fuglen i en ældre udgave under flere lag kalk i kirkens nordre korsarm, så det er ikke abbed Henrik der har designet dyret.

Fra segl kender vi skjoldet med de 5 tværdelinger, også med flere eller færre tværdelinger, og skravering/damascering antyder at modsatte tinkturer (farver) også blev brugt. Våbnet blev også brugt af flere kvindelinier.

Men der er ingen segl der viser fuglen, den ses kun i Sorø - til gengæld er den i 6 eksemplarer i frisen fra 1515. Dr Henry Petersen har en 54 siders kritik af Kornerups rekonstruktion, hvor han skriver at en stribet fugl i et tværdelt skjold er uden lige i Middelalderens heraldik, og en absurditet, særlig hvad tinkturerne (farverne) angår. Han mener at den har et papegøjeagtigt udseende, og kalder den "den stribede jagtfalk" i anførselstegn.

Der er nu ikke meget lighed mellem en elegant jagtfalk - en af himlens hurtigste fugle, og så det tykmavede fjerkræ med gabende papegøjenæb, som Kornerup fandt under hvidtekalken og tegnede. (De skraveringer han brugte har ikke meget at gøre med heraldiske farve-skraveringer). Med lidt mindre høflighed kan man kalde dyret: "den fangestribede papegøje".

		Jagtfalk. Fra Wikipedia.	Den fangestribede papegøje. Kornerups tegning fra Sorø Kirke. Fra dr Henry Petersens artikel.

Men hvad er det nu for et dyr? Due? Papegøje? Falk? Anden rovfugl?

Heraldisk zoologi har aldrig været noget nemt fag, så selv for een der har set på fugle i ½ århundrede, og kan artsbestemme de fleste i felten, er det ikke let at afgøre, hvilken art fjerkræet fra Sorø tilhører. Men så en dag hvor jeg ledte efter noget helt andet i Salmonsens Leksikon (som udkom for et sekel siden) fandt jeg det! En hastig sammenligning mellem Kornerups tegning og billederne her nedenfor vil overbevise de fleste om at her har vi fuglen. Læg specielt mærke til næbbet og de abnormt store fødder.

		Didunculus strigirostris.
		Tegnet af Gustav Mützel (1839 - 1893). Fra engelsk Wikipedia.	Hoved. Fra Salmonsens Leksikon.

Det ER en due. På lokalsproget hedder den manumea, på de fleste andre sprog hedder den 'tandnæbbet due' (i passende oversættelse). På latin didunculus strigirostris, hvor didunculus betyder 'lille dronte', for den er en af de nærmeste fætre til den uddøde dronte; strigirostrus betyder nok smalnæbbet. Krumt tværstribet er den dog ikke, men det må vi så se som en heraldisk smagløshed, og ikke et zoologisk feltkendetegn.

Tandduen er en endemisk art, dvs den forekommer kun eet sted på vores lille planet, og der er ingen tegn på at den har været andre steder. Det giver til gengæld et problem med geografien, for dens danske navn er tanddue, tidligere Samoa-due. Og Samoa-øerne ligger i Stillehavet NØ for New Zealand, i en afstand fra Sorø af 15.400 km, det vil sige omtrent ved Sorøs antipode. Den findes endda kun på de to øer Upolu og Savaii, og den er ikke ret talrig.

Hvordan den i Middelalderen har forvildet sig fra Samoa og den halve jord rundt til Sorø-frisen, det skal jeg ingenlunde kloge mig på. Men at den ikke - uanset art - hører hjemme i et dansk våbenskjold i Middelalderen - det er sikkert og vist.

Kilder:
- Salmonsens Konversations Leksikon. Anden Udgave. 26 bind. 1915-1930. Bd XX under Samoadue.
- Henry Petersen: Skjoldefrisen i Sorø Kirke. Et kritisk bidrag til dansk Heraldik. Aarbøger for nordisk Oldkundskab. 1883. Ialt 54 sider.
- Poul Grinder-Hansen: Søren Abildgaard (1718-1791). Fortiden på tegnebrættet. Nationalmuseet 2010. Tegning nr 116.
- Wikipedia, den engelske udgave.
- Lademanns Dyreleksikon. 1972-80.
- Danske navne på Alverdens fuge. Dansk Ornitologisk Forening m.fl. 2008.