Annonceret i Heraldisk Nyhedsbrev nr 53, sep 2019.
Beskrivelse af våben - adelige, borgerlige, fyrstelige etc - sker i en egen terminologi.
Alle fag har deres terminologi eller fagsprog, somme er mere forståelige for ikke-fagfolk end andre.
Terminologien til blasonering rummer adskillige faldgruber for den uindviede læser,
og der bruges en del ord, der er udgået af det almindelige danske sprog.
Her er en gennemgang af problemfelter, misforståelige udtryk, anbefalinger mm.
Teksten her er et debatoplæg, IKKE en total lærebog i blasonering.
Teksten fylder ca 50 sider A4, så sæt dig godt tilrette i læsestolen.
Teksten her er opdelt i kapitler > afsnit > termer.
Behandlingen af hvert term (fagudtryk) slutter (oftest) med en anbefaling.
Kapitlet: Øvrige Termer er en alfabetisk liste. De termer der er behandlet i kapitlet Basale Termer, er medtaget alfabetisk, med henvisning.
Indledning - Programerklæring
Om terminologi og fagudtryk
Heraldikkens ansigter udadtil
Programerklæring
Basale termer
Højre - Venstre - Dexter - Sinister
Delinger
Krumme delinger, hagekors mm
Snit og Mønstre
Nummerering af felter - generelt
Nummerering af felter ved dexter skrådelinger
Placering og orientering af figurer
Farver - tinkturer
Sprogstil
Et våben, våbnet, flere våben - eller våbenet og våbener ?
Øvrige termer - alfabetisk
B
D
F
G
H
I
J
K
L
M
N
O
P
R
S
T
U
V
Z
Ø
Å
Litteraturen - Forkortelser
Bemærkninger
Slutning
Terminologi (fagsprog) har altid termer (fagudtryk) som er ukendte for den uindviede lægmand.
- Snedkeren siger gericht, vi andre siger dørkarm.
- Cykelsmeden siger klinge, vi andre siger 'det store tandhjul', og bruger klinge om den forreste del af en kniv.
- Matematiklæreren vil multiplicere med 7, vi andre nøjes med at gange med 7.
- EU-administratoren siger præambel, vi andre kan nøjes med en indledning.
- Lægen siger ventrikel, kun få udenfor faget ved at det betyder mavesæk.
Lægelatin er nok det mest radikale eksempel på fagsprog. For at slippe for misforståelser går de helt udenom det sprog de ellers taler (fx dansk) og bruger latinske ord, som så er defineret helt præcist - og endda er internationale. Det er jo klart nødvendigt, når dobbelttydige eller upræcise ord på modersmålet kunne koste menneskeliv. Ulempen er, at det er komplet uforståeligt for menigmand.
På fransk og især på engelsk er heraldikkens fagsprog til blasonering lige så kompliceret som lægelatinen. Achen skriver i Heraldikkens 15 glæder om det engelske - som bruger franske ord:
"Det (fagsproget) blev et privatsprog med den hensigt - har man ofte indtrykket af -
ikke så meget at være forståeligt for de kyndige, som at være abslut uforståeligt for de ukyndige."
Termer i ethvert fagsprog skal være præcise - det er det man har fagsprog til. Så begreber der ikke eksisterer udenfor faget, har ofte deres eget ord. Det bliver så uforståligt for den udenforstående, men det er begrebet jo også - indtil det bliver forklaret. Eksempel: Heraldisk højre. Hvis begrebet er så enkelt, at det kan forklares med få og velvalgte ord, kan man slippe for den uforståelige term. Men hvis begrebet er hyppigt brugt, kan den forklaring godt blive bøvlet at gentage.
Begreber der også findes i den almene verden, men er afgrænsede til en mere snæver betydning indenfor faget, må også have deres eget ord, eller en vending der præciserer, så man ved hvad man taler om: Er det nu den brede eller den snævre betydning af ordet?
Så de ord der skal udnævnes til fagtermer, skal udvælges med omhu, men det er jo sjældent det der sker, når fagsproget vokser med faget, år for år, som et træ i skoven. Det værste der kan ske, er når et ord fra almensproget anvendes (uden forklaring) i en betydning der er snævrere - eller helt forskellig - fra almensproget. Det bliver ikke uforståligt, det bliver - meget værre - misforståeligt. Ord med flere betydninger kaldes homonymer, og dem har vi en del af i heraldikken.
Kort sagt: Sære ord er arrogant tale fra fag-ekspertens elfenbenstårn, og homonymer er en pestilens og indforstået kodesprog fra elfenbenstårnet. Begge dele er helt velegnede til at holde nybegyndere ude af faget.
Enhver terminologi må følge med tiden. Det kan ikke nytte at holde fast i termer, som er gået ud af det almene sprog - de er jo blevet til kodeord.
I store fag, og i fag hvor der er behov for at skelne mellem fagfolk og fuskere (altså de ufaglærde der forsøger at undergrave branchen), dér er der mere rimelighed i at have en terminologi der er vanskeligt tilgængelig. Sundhedsfagene er igen eksemplet: Her kræves ordenlig uddannelse, så termininologien hjælper til at begrænse problemet med kvaksalvere.
Heraldisk interesse opstår når man har set nogle våbenskjolde. Det kan være på bygninger, i kalkmalede skjoldefriser, i bøger, i adelsstamtavler, på vinflaske-etiketter, på exlibris eller andre af de mange steder hvor heraldikken præsenterer sig. Og når den udenforstående har set nogle våbenskjolde, og er begyndt at interessere sig for emnet, hvad er så det næste han/hun støder på: Blasoneringer. Fx i Achens Danske Adelsvåbener, eller i Adelsaarbogens (DAA)s slægtstavler.
Her vil skolelærer P Egepind bryde ind og sige: Jamen han/hun bør sandelig først fatte en lærebog i emnet og sætte sig ordentligt ind i det. Og det er ideelt set rigtigt, men virkeligheden er jo, at det gør han/hun først langt senere i processen.
Så heraldikkens ansigter udadtil er - i rækkefølge:
1 - De våben man ser.
2 - De blasoneringer man læser.
3 - DAA, Achen, Wikipedia, andre lexika.
4 - Lærebøger.
Man kan anse emnet 'terminologi for blasoneringer' for et nørdet speciale, velegnet til vise disputter på studerekammeret eller endda på møder mellem lærde fagfolk, og det er det - også. Men det er altså også det sted, hvor vi møder den interesserede novice (nybegynder), og spørgsmålet er da: kommer vi med vores blasoneringer ham/hende i møde? Eller er vi lidt besværlige at forstå? Eller meget? Vi skulle jo nødig skræmme nogen novicer til at løbe skrigende bort.
Termer som lægmand misforstår, fordi de i fagsproget betyder noget andet end i almindeligt sprog - det er altså en uting. Overdreven brug af sære termer og fremmedord (xenologomani) er noget svage sjæle bruger for at se fagligt stærkere ud, det er også en uting. I god formidling af videnskabelige resultater bør man anvende termer som er forståelige og eksakte for fagfolk, og også gerne forståelige for lægfolk - det er ganske enkelt dårlig videnskablig formidling at anvende termer der er vildledende for almindelige læsere.
Dansk blasonering bør være enkel og let at forstå - også for de uindviede - men selfølgelig uden at gå på kompromis med præcision og korthed.
Er dansk/nordisk heraldik nu et stort fag, der har problemer med fuskere? Næh. Vi er i den anden ende af skalaen: Et lille fag, der gerne vil have flere til at interessere sig og nyde heraldikkens 117 glæder.
Jeg antager at de fleste kommer ind i heraldikken samme vej som jeg selv: sideværts. Man ser nogle skjolde, møder en blasonering hist og en anden her, man starter ikke med at læse en lærebog. Der har været en del gange, hvor jeg i Adelsaarbogen har læst en blasonering med indforståede termer som: Skjoldet delt ... Og hvor min reaktion har været: Jatak hr Thiset, hvad vej er det delt, på langs, på tværs, på højs, på skrå eller på skrå? Det er den slags situationer som kan skræmme folk væk fra faget, så skal vi ikke bare styre udenom dem?
Så med denne tekst er jeg ude på at ajourføre og demokratisere og venliggøre og fremtidssikre vores heraldiske terminologi. Og jeg er parat til at hive forhindringer på møddingen når det synes nødvendigt. Ellers er jeg en stor tilhænger af traditioner, og nyder at svømme i ord og stemning 'anno dazumal'. Og kontinuiteten skal repekteres, man skal ikke lave småforbedringer - det bringer kun forvirring. Men jeg mener at det er vigtigt at vores sprog er letforståeligt - også om et par generationer.
Det jeg her har gang i, er Bessermachen - i reneste aftapning. Og Bessermachen kan sagtens være irriterende. Så kære læser: Hvis du er på vej op i det røde felt, så husk lige på at dette er et debatoplæg.
At højre er venstre og venstre er højre i den heraldiske terminologi, er fornufts-udfordrende og fortvivlende, men skaden er sket for små 900 år siden, så det er lidt sent at ændre på.
Det er det værste eksempel vi har i faget på tvetydigt og indforstået kodesprog fra elfenbenstårnet. Og det bliver ikke nemmere af, at skribenter i reglen har brugt ordene 'højre' og 'venstre' uden at præcisere at det er 'heraldisk højre' og 'heraldisk venstre'. Og når de så anvender højre og venstre udenfor våbnet, (fx til dets placering på en ligsten eller på et epitafium eller i en frise) så bliver det helt uklart hvad der er ment.
Achen anbefaler i Heraldikkens 15 glæder at bruge dexter og sinister, og mener at de termer er såmænd ikke sværere at lære end styrbord og bagbord. Her vil landkrabber og folk med medfødt højre-venstre-forvirring være aldeles uenige, men alligevel vil jeg tilslutte mig Achens anbefaling.
Dexter og sinister er latin for højre og venstre, lægerne bruger dem for at præcisere, at det er patientens højre og venstre og ikke iagttagerens. Og ideen med at bruge de ord i heraldikken, er at den uforberedte læser bliver nødt til at slå dem op, så fejltagelser og misforståelser - forhåbentlig - undgås. Altså: Forvirringen fejes væk med fremmedord, i stedet for at bruge misforståeligt hverdagssprog.
Jeg bruger dem kun på våbenskjolde og hjelmtegn, men ikke på deres omgivelser: Ligsten, epitafier, friser etc. Det er der mange der har gjort gennem tiden og litteraturen, men det er altså hverken logisk eller nøvendigt, og det kan være totalt tvetydigt.
Nogle tyske skribenter sniger sig helt udenom denne skrupforvirrende terminologi: De skriver om for og bag i skjoldet. Her skal man lige placere sin ridder på hans hvide hest og give ham skjoldet på venstre arm, så rider han til venstre (altså almindeligt venstre for dig og mig), så skjoldets dexter side (den heraldisk højre, dvs almindeligt venstre) er forrest. Jamen kunne han ikke ride den anden vej? Nej, for så kan vi jo ikke se hans skjold.
Højre (heraldisk)
Anbefales: Dexter. Evt 'heraldisk højre'. Ikke 'højre' alene, det er tvetydigt. Anvendes kun indenfor skjold og hjelmtegn, ikke udenfor (ligsten, frise etc).
Venstre (heraldisk)
Anbefales: Sinister. Evt 'heraldisk venstre'. Ikke 'venstre' alene, det er tvetydigt. Anvendes kun indenfor skjold og hjelmtegn, ikke udenfor (ligsten, frise etc).
Delt
Også en tvetydig og indforstået term: Ja vist er det delt, men hvordan? Kun erfarne fagfolk ved, at der menes 'delt lodret'. Og det bliver jo ikke bedre når vi i Danmark bruger ordet modsat af vore naboer svenskerne og tyskerne: 'Delat' og 'getheilt' betyder tværdelt. Når naboerne har et skjold der er lodret delt, så er det 'kluven' resp 'gespalten'. Til gengæld er vi enige med franskmændende, spaltet hedder 'parti' dvs delt (i to parter), mens tværdelt hedder 'coupé', dvs skåret eller overskåret.
Et andet problem med 'delt' er, at fagsproget bliver berøvet en generel term. Man kan ikke nu sige at noget er delt, og dermed mene 'delt i en eller anden retning', man er nødt til at sige/skrive 'spaltet, tværdelt eller skrådelt' eller lignende langkluntet formulering.
Achen har set problemet og i Danske Adelsvåbener skriver han 'delt lodret'.
Anbefales: Spaltet el kløvet el 'delt (lodret)'; 'delt' alene kan ikke anbefales.
Skrådelt, sinister skrådelt
Endnu en tvetydig og indforstået term: Ja vist er det skrådelt, men hvilken vej: / eller \ ? Kun den indviede kender konventionen om at dexter skrådeling er det hyppigste, så det specificerer man da ikke. For novicen er 'dexter skrådelt' stadig tvetydigt: Jamen skal jeg tegne nedefra dexter og op, eller oppe fra dexter og ned?
Desværre kan en tekst let blive besværlig at læse, hvis man altid skal skrive 'Skrådelt fra dexter hjørne', 'dexter-skrådelt' må også anbefales.
Anbefales: Skrådelt fra dexter hjørne, dexter-skrådelt - skrådelt fra sinister hjørne, sinister-skrådelt.
Firdelt - Kvadreret
'Firdelt' betyder ikke '4 delinger' eller 'delt 4 gange', det ville jo give 5 felter: [ 1 | 2 | 3 | 4 | 5 ].
Det firdelte våben har 4 felter, men kun to delinger, så termen er temmelig selvmodsigende.
'Kvadreret' er en entydig term for heraldikere, men misforståelig for lægmand: Aha, deres skjold er kvadratisk - eller i hvert fald firkantet!
'Korsdelt' er en entydig term. Desværre bruger Thiset den i betydningen: I skjoldet et udfyldende kors. (Overskrift i DAS II afsn L.XXI). Det er nu ikke særlig korrekt, men overskrifterne i DAS II er ikke blasoneringer. At blasonere et våben sådan finder Grandjean 'absolut forkasteligt', og der er næppe nogen der vil protestere.
Firdelt i kors - har samme ulemper som firdelt.
Anbefales: Korsdelt.
Krydsdelt
Krydsdelt bruges af Thiset og er passende parallelt til korsdelt.
Firdelt på skrå - har samme ulemper som firdelt ovenfor.
Anbefales: Krydsdelt.
Overdelt og underdelt
Brugt af Henry Petersen i DAS I i sammenhængene 'tværdelt og overdelt' og 'tværdelt og underdelt'. Med den indforståede betydning: Tværdelt og øvre felt delt (lodret), resp nedre felt. (Blasoneringerne i DAS I er ikke præcise).
Under-IND-deling er velkendt, når noget kan indddeles i flere niveauer, men hvad betyder underdelt? Og overdelt?
Raneke bruger 'delad och överkluven' i samme betydning.
Grandjean refererer den svenske brug, men nævner ikke Henry Petersens (høfligt).
Anbefales: Bør ikke bruges.
Gironneret - stjernedelt
Dem har vi ikke her til lands (om Rosenkrantz'es yngre skjold kan kaldes gironneret er en diskussionssag).
Rosenkrantz - det yngre våben.
Gironneret betyder 'kors- og krydsdelt', eller om man vil 'stjernedelt i 8 felter'. Udenlands fås stjernedelte skjolde med alt fra 5 til 12 felter - med undtagelse af 11.
Anbefales: Stjernedelt i X felter. Kan specificeres med 'en deling når Y hjørne', eller 'en deling går lodret op/ned'.
Viftedelt
Vi har enkelte slægter med viftedelte skjolde, dvs delinger der udgår fra samme punkt i skjoldranden: 'Karise-slægten' og Darre i Norge.
'Karise-slægten', Jon Bosens variant.
Tinkturer ukendte.
Darre - norsk.
Anbefales: Viftedelt x gange fra y side - eller fra z hjørne.
Her ser vi på delinger der krummer (hvirvler er sjældne) - og det der ligner: Kors med krumme arme, hagekors, etc.
Raneke bruger i SMV termerne medsols og modsols. Men man kan ikke læse om han mener at armene krummer mod solen (eller uret) dvs drejer mod venstre, eller han mener at figuren roterer mod solen/uret med slæbende arme - så krummer armene mod højre.
'Ingemund Ingvaldssons ätt',
spejlvendt variant .
Og Per Nittengryn kan endda diskutere om arme/delinger der krummer mod solen/uret, gør sådan når man går fra centrum og ud, eller når man følger dem fra kanten og ind - så krummer de jo den anden vej. Det er altså ganske tvetydige termer. Især i et hvirveldelt skjold bliver det absolut uklart.
Anbefales: ... arme/delinger der fra centrum krummer/knækker mod almindeligt højre/venstre.
Skure
Det ord er forlængst gået ud af det danske sprog, ikke en kinamand i kongeriget aner hvad det betyder - undtagen heraldiske fagfolk.
En skure betød oprindeligt noget skåret, etymologisk er det samme ord. Derfra gik det over til at betyde noget gentaget (fx: han blev ved og ved i samme skure), eftersom en udskåret figur ofte var gentaget som et mønster. Og det er den betydning der anvendes i heraldikken: En deling (mellem to felter) der ikke er retlinet, men består af en figur, der gentages flere gange.
Ordet snit er helt synonymt - og har den fordel at det findes i det levende sprog. Der fås bølgesnit, gransnit, kløversnit, savtandsnit, skysnit, sparresnit, tandsnit, tindesnit, og flere.
Anbefales: Snit.
Taskesnit
Dette sære ord som ingen kender, bruges i flere betydninger.
Det må være en tysk undersættelse: Taschenschnitt som retteligen skal oversættes: lommesnit, idet vi ser på skrålommer. På tysk er det et sparresnit, dvs et snit der går skråt op-ned mellem skjoldets sider: /\ .
Grandjean og Prange tegner det som et sparresnit med sider der krummer indad. Grandjean nævner at det gamle Adelslexicon (Lexicon over adelige Familier ...) bruger ordet om det felt der afgrænses over snittet, og slår fast at det kan ikke forsvares.
Thiset har det i NDA: von der Kuhla hvor han blasonerer: 'En af to taskesnit dannet spids', så her betyder det et halvt krummet sparresnit. Det kan heller ikke forsvares.
Tyske Taschenschnitt og Mantelschnitt har rette sider.
Er der iøvrigt nogen der har set en taske i den facon?
von der Kuhla
Skaktavl og Ruder
Skaktavl er et ord der forlængst er udgået af det danske nomalsprog. Det kendes måske af skakhistorikere og sangere der skal synge Tavlebordsduetten fra operaen Liden Kirsten: 'Hør ungersvend sig ikke nej, leg tavlebord med mig!'.
Anbefales: Skaktern.
Rudet bruges om firkanter der står på spidsen, både om kvadratiske firkanter og spidsruder. Hos Raneke: 'svenska medetidsvapen' hedder de kvadratiske skakruder, så har han skråruder og spidsruder. På dansk har jeg kun set ruder.
Når en skråbjælke eller andet skråt afskåret felt kaldes skakternet, viser det sig at være rudet. Et skjold med skråt felt og lodrette-vandrette terner har vi ganske vist ikke herhjemme, men vi ville heller ikke være i stand til at blasonere det præcist, efter hidtidig norm.
Anbefales (firkanter på spidsen): Rudet, skakrudet, spidsrudet.
Nummerering af skjoldets felter, er et emne der er stedmoderligt behandlet i mange heraldiske leksika og lærebøger, både her i Norden og udenlands.
Hovedreglen er at man nummererer i læseretning, dvs fra dexter hjørne, en 'linie' ad gangen. I skjolde med mange felter (flere end korsdelt med midterskjold), kan nummereringen let blive en langhåret affære. Våben der er sammensat af flere slægters våben, kan fx nummereres i grupper (klasser) dvs en slægt ad gangen.
Anbefales: Hvis nummereringen er kompliceret, så lad være at lave numre eller bruge rækkefølge. En del af dine læsere vil alligevel misforstå.
Her har vi et område hvor Danmark går enegang i forhold til resten af verden, og jeg har ikke set sagen beskrevet på tryk.
(Våben der er skrådelte fra sinister hjørne, sådan: / , er ikke noget problem, nummerering begynder i dexter hjørne, så øvre felt har nr 1: 1/2 eller 1 over 2).
Når skjoldet er skrådelt fra dexter hjørne, sådan: \ , hvilket felt 'ejer' så hjørnet? og dermed retten til at være nr 1? En matematiker vil svare: Ingen af dem eller begge to, hjørnet er det punkt hvor de mødes. Så nummereringen her kan kun ske efter en vedtagelse eller vane, og der har vi i Danmark sagt: Dexter felt først, mens alle andre har sagt øvre felt først - ligesom i de sinister skrådelte skjolde.
Litteraturgennemgang
- Raneke 'svenska medeltidsvapen' omtaler det ikke, men nummererer 2\1, dvs international regel.
- Siebmachers grosses Wappenbuch bd B1: Wappenbilderordnung. Tavle 98 (mfl) nummererer 2\1. Nummerering af våben der er flere gange skrådelte, siger værket ikke noget om.
- Rolland: Illustrations to the Armorial Général by J-B Rietstap. Bd 1 planche C viser klart at alle skrådelte våben nummereres ovenfra, uanset antal skrådelinger og uanset om skrådelingen er fra dexter eller sinister hjørne: 2\1.
- Lexicon over adelige Familier i Danmark, Norge og Hertugdømmerne, 1787-1813 (det gamle adelslex) blasonerer skrådelte skjolde med øvre og nedre felt, ikke med numre. Men hvis skjoldet blot skal have tinkturer (skrådelt fra dexter af sølv og blåt), så nævnes det øvre først: 2\1 - dog ikke konsekvent.
- A Thiset i Danmarks Adels Aarbog (DAA) 1885: Banner: Skrådelt af Rødt og Sølv, og illustrationen viser at det er: 1\2.
- Henry Petersen: Danske adelige Sigiller fra det XIII og XIV Aarhundrede. 1897. Foto-optrykt 1977. (DAS I). Her nummereres felterne konsekvent, 1\2. (Se fx nr 307, 350, 355, 403, ... 862, 976).
- A Thiset & PL Wittrup: Nyt Dansk Adelsleksikon, 1904. (NDA). Her blasoneres tinkturerne i rækkefølgen 1\2 (dog er Wardenberg blasoneret 2\1, det er nok bare en fejl).
- PB Grandjean: Dansk heraldik. 1919. Her er en tegning s 56: 1\2. Han tager ikke stilling til skjolde der er flere gange skrådelt.
- PB Grandjean blev opmærksom på problemet, men var ikke i tvivl om at vi - naturligvis - har ret: I sin artikel om fransk blasonering, har han et eksempel der viser at på fransk er øvre felt i dexter-skrådelte våben, nr 1. Derefter skriver han: 'Som bekendt er første Felt efter Reglen underste-højre'.
Kilde: Poul Bredo Grandjean: Fransk heraldisk Terminologi. PHT 1922. s 1-20. Eksemplet står s 3 lin 6-3 fra neden.
- Achen: Danske Adelsvåbener. 1973. (Achen). Achen har fået øje på problemet, men jeg har ikke set at han har skrevet om det. I blasoneringer af skrådelte våben bruger han X over Y.
Når det gamle adelslexicon fra 1787-1813 følger international standard - stort set - og DAA og DAS I og Grandjean konsekvent følger den danske, så må den danske særregel være indført i 1800-tallet, formodentlig ved en fejltagelse.
Konsekvenser
Hvis Grandjean var gået et skridt videre, og havde set på våben der er flere gange skrådelt, ville han have set at den danske regel er upraktisk og inkonsekvent. Ved skjolde med flere dexter skrådelinger er det uklart om der skal nummereres fra dexter hjørne hen ad overkanten (efter hovedreglen), eller man skal begynde nederst på dexter kant og gå op og hen - helt modsat hovedreglen. Det sidste vil give numre nedefra og op, det første vil give noget rod.
|
|
|
||||||
|
Nummerering efter dansk regel, plus hovedregel. |
Nummerering efter dansk regel alene, modsat hovedregel. |
Nummerering efter hovedreglen (international): ovenfra. |
Konklusion
Den danske regel er en fejl, den må skrottes. Og herefter kan vi ikke nummerere dexter skrådelte våben - det bliver tvetydigt: Hvilken regel er brugt?
Anbefales ved alle skrådelte våben: Brug X over Y i stedet for rækkefølge eller nummerering.
Ofte er det nødvendigt at præcisere 2 ting om almene figurer i skjoldet: deres placering og deres orientering eller drejning.
Eksempel: I NDA er Ferke blasoneret: 3 ruder på skrå. Er de placeret på skrå (dvs som en skråbjælke) eller er hver rude drejet på skrå? eller begge dele? På skrå den ene vej eller den anden? Et kig på Storcks tegning siger: Begge dele, dexter-skråt.
Skråt og på skrå
Som nævnt er det kodesprog, kun den indviede ved at det betyder denne retning: \ og ikke: /.
Anbefales: Specificer med dexter-skrå(t) og sinister-skrå(t).
Placeret og drejet
I eksemplet med Ferkes skjold, var det uklart om betegnelsen gjaldt rudernes placering i skjoldet og/eller deres drejning. I ethvert tvivlstilfælde må det specificeres, så teksten bliver klar og entydig: 3 ruder, drejet og placeret som dexter skråbjælke. Den svenske våbengruppe 'Tre Rutor' har: 3 ruder, placeret som dexter skråbjælke og drejet på tværs. Man bør ikke skrive 'i dexter skråbjælke', for det er alt for let at forveksle med 'i en dexter skråbjælke' eller 'en dexter skråbjælke belagt med ....'. 'Som dexter skråbjælke' er svært at misforstå.
Anbefales: Brug 'placeret' og 'drejet'. 'Som bjælke' (etc), når løsdelene ikke er indlagt 'i bjælke'.
'I bjælke', 'bjælkevis' etc
Raneke bruger i SMV 'i bjælke' når figurerne står ved siden af hinanden, og 'bjælkevis' når figuren er drejet så den er bredere end den er høj. Og ligeså med 'i pæl' og 'pælvis', 'i balk' og 'balkvis' og 'i ginbalk' og 'ginbalkvis'. Det svarer til anvendelsen i fransk og engelsk blasonering.
Grandjean anbefaler ...vis, men anvender mest ordene om placering (s 107-08), andre gange om orientering (s 115). Her må der skelnes klart.
'I pæl', 'i balk' etc er nogenlunde entydigt og forståeligt, men man ikke kan se at der ikke er nogen pæl, balk, etc, så de er forvirrende for den ukyndige. Pælvis, balkvis etc er rent kodesprog, uforståeligt for novicen, for det er ikke klart at ordet betegner orienteringen. Dertil er de to udtryk nemme at forveksle, og dermed langsommelige at fortolke, så dem vil jeg ikke anbefale. Der er ingen grund til at plagiere fransk og engelsk tradition, når den bliver mindre forståelig - jfr Achens ord ovenfor.
Anbefales: Ikke.
Anbefales: tal jævnt dansk:. 'Ved siden af hinanden', 'under hinanden', 'med snuden mod dexter', 'med spidsen mod sinister' 'stående', 'liggende', og tilsvarende.
Anbefales ikke: Udtrykket 'side om side' er kortere end 'ved siden af hinanden' og lige så præcist, 'jævnsides' er endnu kortere, men de er begge på vej ud af sproget, derfor 'Ved siden af hinanden' - det forstås af ethvert barn i Andeby - også om 70 år.
Trepas og firpas
Lunges liljer og von Bauditz'es horn og Steensens pile er placeret i trepas. Firpas svarer til: 'Placeret i andreaskors med forenden indad/udad'.
Lunge.
Det er ord jeg godt kan lide, de er præcise og kendte i det nordiske og det tyske sprogområde. Men de er for lidt kendte, og der er ikke grund til at tro at det bliver bedre med tiden, så dem vil jeg alligevel ikke anbefale. I stedet
Anbefales i.st.f trepas: Tre X ind fra hvert sit hjørne med bunden (resp: spidsen, snuden, etc) mod midten.
Anbefales i.st.f firpas: Placeret i andreaskors med Y mod midten.
Modvendt(e)
Termen anvendes flere gange af Thiset, og hver gang spørger jeg mig - vendt mod hvad? Det går endda når der er to modvendte ting - ting som har en forside. Fx to modvendte ansigter, det kan ses som to profiler vendt mod hinanden. Men når vi kommer til 'et modvendt løveansigt' så viser det sig at doktorer og faghistorikere idag misforstår. Thiset mener 'vendt mod dig' eller 'en face' eller 'set forfra'.
Sjovt nok er 'to rygvendte xx' lettere at forstå - i hvert fald for mig.
Grandjean bruger det ikke men har 'indadvendte', 'udadvendte' og 'set forfra'.
Termerne kan kun bruges om figurer der har en veldefineret og kendt forside. 'To horn vendt mod hinanden' er uklart - eller værre.
Anbefales: Vendt mod hinanden, indadvendte, rygvendte, udadvendte, forfra. Men kun hvis figuren har en indiskutabel forside.
2,1
Når samme figur er gentaget flere gange i skjoldet eller i feltet, kan deres placering være specificeret som fx: 2,1.
Det er igen indforstået kodesprog, omend det ikke er så svært endda at afkode det. Men det koster kun lidet besvær og tryksværte at skrive '2 over 1' i stedet. Er der flere rækker, som fx Bülows 14 kugler, kan man skrive '4 over 4,3,2,1'. Det er ikke smukt sprog, men dog kønnere end '4 over 4 over 3 over 2 over 1'.
Bülow.
Fast på delingen / skjoldranden - fremkommende - opvoksende - voksende - opstående - fremvoksende - frembrydende - kommende
'Fast på X' er et usædvanligt udtryk som ikke findes i hverdagssproget, men det er jævnt dansk, og det er umiddelbart forståeligt. Så lad os bare holde fast på det.
Raneke bruger i stedet 'fremkommende' ofte uden at præcisere hvad figuren kommer frem af. Det er mindre beskrivende, man kan komme frem fra et skjul, men kan noget komme frem af en deling? Prange behandler 'opvoksende'. Begge dele kan udtrykkes med 'fast på X'.
Grandjean skelner mellem ordene fremkommende - opvoksende - opstående - fremvoksende - frembrydende - kommende. De betegner alle 'fast på delingen' men af ordvalget skal man se om det er ½ dyr, eller hoved+hals, om det kommer nedefra eller fra siden. Totalt uforståeligt kodesprog!
Anbefales: Fast på delingen; fast på Y skjoldrand, fast på Z (bjælken etc).
Styrtet - opvendt - nedvendt - opadvendt - nedadvendt
Ikke en kinamand i Danmark ved at 'styrtet' engang betød 'på hovedet' - nota bene: Ikke drejet 180 grader, men spejlvendt op-ned. Det er en længst forældet germanisme som ikke er værd at samle på. Lægmand vil mene at 'styrtet' betyder 'styrtet ned', så figuren ligger i småstumper i bunden af skjoldet. 'På hovedet' dækker fint, mens 'omvendt' er mere uklart og lettere kan misforstås som 'drejet 180 grader'. Igen kan termerne kun bruges om figurer, hvor op og ned er veldefinerede og alment kendte. 'En sparre på hovedet' er klart, mens 'en pil på hovedet' ikke giver nogen mening. Lige så lidt som 'en styrtet 7-takket stjerne', eller 'en styrtet uldsax', eller 'en nedvendt måne'.
Grandjean anvender ikke 'styrtet', han nævner det som en tysk term, men bruger nedadvendt.
Thiset bruger gerne 'nedvendt', idag er det ord udgået af sproget, men nedadvendt findes endnu. 'Opvendt' har jeg ikke set. Men opadvendt og nedadvendt kan som sagt kun bruges, hvis det er alment kendt, hvad der er op og ned på den nævnte figur. 'En nedvendt uldsaks' giver ikke mening, for den har spidserne nogenlunde vandret når den er i brug og når den ligger i skuffen, men nedad når den hænger på sit søm. Her må præciseres: Med spidserne nedad.
Følgende genstande har ikke et veldefineret op-ned i hverdagssproget: blade, grene (poppel contra gran contra hængepil), handsker, hummerklør, hænder, muslingeskaller, måner, nøgler, pile, stjerner, uldsakse, våben (de fleste), økser.
Anbefales: På hovedet, nedadvendt. Men kun hvis figurens op og ned er indiskutable.Ellers: med spidsen ..., med stilken ..., etc.
Liggende
Her må forstås liggende vandret. Grandjean og Prange bruger det om kors og fletværk/gitter i betydningen: liggende på skrå. Et andreaskors blasonerer Grandjean som et liggende kors. Det er helt vildledende.
Anbefales: Liggende når figuren ligger vandret.
Anbefales: På skrå når en symmetrisk figur (kors, fletværk/gitter) står på skrå.
Anbefales ikke: Jævnsides, 'side om side', 'placeret i X skråbjælke', 'Skrå(t)' alene, trepas, firpas, modvendt(e), 'i bjælke' etc, 'bjælkevis' etc, styrtet, omvendt, 2,1.
Farver
Igen har vi fat i et dobbelttydigt ord - et homonym. For Per og Poul er gult og hvidt jo også farver.
Men vi har brug for de to begreber: 'farverne' og 'metallerne', for ellers kan vi ikke udtrykke den heraldiske farveregel: Altid farve mod metal, aldrig farve mod farve eller metal mod metal. I givet fald vil reglen degenerere til: Der skal være ordentlig kontrast.
Så temmelig modstræbende vil jeg frafalde ændringer her.
Anbefales: Farver - i den sædvanlige heraldiske betydning der exkluderer hvidt og gult.
Hvidt og gult - sølv og guld
Allerede Lex.adel.Fam har for mere end 200 år siden frafaldet de internationale termer sølv og guld og indført hvidt og gult. Thiset og Achen ligeså. Det har jeg ikke nogen markante meninger om, jeg skriver: 'Sølv (hvidt)' i tekster der vender sig mod lægmand og 'sølv' i faglige tekster. Og guld i alle tilfælde, det er svært at misforstå. Jeg vil dog liige anføre, at med 'hvidt' og 'gult' er det lidt svært at forklare hvad 'metaller' er for noget.
Anbefales: Hvidt, gult, sølv (hvidt), sølv, guld. Frit valg - 25 øre.
Thiset blasonerer konsekvent 'indefra og ud' eller om man vil: 'figur før feltets tinktur'. Eks: En guld stjerne i blåt. Han er så konsekvent at han blasonerer hjertekjoldet før hovedskjoldet i sammensatte (greve)-våben. Det anbefaler Grandjean så i Dansk Heraldik; von der Recke mener i sine bemærkninger til bogen at det er ulogisk, og Grandjean er enig.
Englænderne blasonerer i rækkefølgen: placering - figur - tinktur - felt. Franskmændene starter med feltets tinktur.
For mig må det overordnede princip være: Det skal være let forståeligt, så 'i blåt en guld stjerne' er lige så godt.
Grandjean anbefaler at man nævner bifigurer før hovedfigurer: En af tre gr. Kløverblade (2,1) omsat s. Kedelkrog i h. Det bliver bagvendt og bøvlet. Det vigtigste må først og pynten senere: En sort kedelkrog omsat af 3 grønne kløverblade i sølv felt (Knuth).
Det er en ældgammel tradition, at en blasonering skal formuleres i een sætning, og sådan er det stadig på fransk og engelsk. Vi genfinder princippet i kancellistil, hvor det var en triumf, når man kunne svare på et brev - med fuldt referat af ansøgningen - i een sætning, ihvorvel samme da eo ipso måtte strække sig over een ja tidvis to eller endogsaa tre haandskrevne Sider, dog sjældent flere.
Det må være på høje tid at sende kancellistilen på museum, den kan passende stå i samme sal som elfenbenstårnet.
Grandjean anbefaler at bruge så få kommaer og andre interpunktationstegn som muligt. Achen anvender nu og da parenteser - mest til at beskrive varianter. For mig at se mister vi ingenting ved at tillade både kommaer og parenteser.
Anbefales: En blasonering skal være letforståelig og udfyldende, gerne kort, det er tilladt at bruge både kommaer og parenteser og punktummer.
I militær terminologi er skjold og hjelm forsvarsvåben, og de beskrives, opbevares og anvendes sammen med angrebsvåben. Her gælder at et våben er et våben er et våben, uanset bemaling og pynt foroven. Den alternative bøjning er vel indført for at at skelne angrebs- og forvarsvåben fra symbolske våben(skjolde). Etymologisk (sproghistorisk) er det altså samme ord.
Set med mine øjne er det ganske parallelt til at sige at maler Klat har malet væggen, men Rembrandt har malt portrættet. Altså at ordet 'male' skal bøjes svagt eller stærkt, afhængigt af penslens bredde. Og det er efter min mening noget krukkeri og et grammatisk misfoster. Men der findes måske saglige argumenter for den heraldiske parallel?
Litteraturgennemgang:
Lex.adel.Fam (1787-1813) bruger Vaabener.
Anders Thiset (1850-1917) brugte i NDA (1904) Vaabnet og flere Vaaben (s XI), men i DAA har han både brugt de korte former og Vaabenet.
Poul Bredo Grandjean (1880-1957) brugte i sin artikel i Personalhistorisk Tidsskrift 1919: Vaabnet.
Men i sin vigtige bog Dansk Heraldik - også fra 1919: Vaabenet.
Ernst von der Recke har skrevet den 15 sider lange artikel i Salmonsens Leksikon (anden udg) 1921. Han brugte sin egen variant: Vaabner.
Achen brugte våbenet/våbener, både i Danske Adelsvåbener (1973), og ellers.
Senere forfattere bruger i reglen de lange former våbenet/våbener.
Slår man op i Kalkars ordbog, får man sig en overraskelse.
Otto Kalkar:
Ordbog til det ældre sprog (1300-1700).
1881-1907. Flere tillæg og genudgivelser, sidste trykte udgave 1976.
På Nettet.
Under opslag på 'Vaaben' finder man et citat fra 1578 hvor flertalsformen af (flere) anevåben er wabenn. Men ingen gamle citater af en bestemt form.
Man finder også ordet Vaabenet - men ikke som citat fra et gammelt skrift, derimod som Kalkars egen tekst. Og det handler ikke om et våbenskjold - men om en kårde. Et eftersyn i ældre retskrivningsordbøger vil måske afsløre at det bare er 17/1800-tallenes bøjningsform for våben af alle arter? Og at man har misforstået og troet at den form betød en skelnen?
ODS behandler Dansk fra 1700 til 1950. Den skriver at våben i flertal hedder våben, artiklen er fra 1952.
Ordbog over det danske sprog.
På Nettet
Det er kodet således: flt.d.s. (spec. i bet. 4) - som efter forkortelseslisten skal udlægges: Flertal det samme, specielt i betydning 4 (som længere nede viser sig at være den heraldiske). Der menes nu nok at der er en speciel afvigelse i heraldisk betydning.
Citater:
Klevenfeldt har i 1700-tallet skrevet: Seyerlige Vaabener.
PA Heiberg skriver omkring 1800 i et skuespil i anledning af duel: Jeg vælger Vaabenene.
Reinhold: Militairtechnisk Ordbog 1838 bruger: Skydevaabene.
Et hovedværk om 2' verdenskrig: Krigen 1929-1945 har: Alle Vaabener undtagen Flaaden.
Så så sent som 1947 kunne fagfolk stadig bruge de lange former om militære våben.
KorpusDK er en tekstsamling på 56 millioner ord - uspecificeret hvad der er samlet ind. Den ses på ODSes netsted. Her ses våbenet brugt 15 gange mellem 1985 og 2000, de to gange om heraldiske våben, de 13 om militære våben eller mordvåben.
Den Danske Ordbog er nugældende retskrivningsordbog og ligger på samme netsted. Her ses våbenet og våbener om heraldiske våben.
Så der er flere meninger om sagen, nogen klarhed er ikke lige til at uddrage.
Som nævnt savner jeg en fornuftig forklaring.
Og der bør vel også være en forklaring på, at det kun er ordet 'våben', der behandles sådan i bestemt form og flertalsform:
- Bør det ikke - helt parallelt - hedde: en hjelm, to hjelmer ?
- Og et skjold - to skjolder ?
- Og hvorfor skal ordet ikke specialiseres i netop grundformen (ental ubestemt), det er jo den der bruges mest ?
Jeg glæder mig til at læse/høre de sprogligt saglige argumenter.
I den alfabetiske liste er alle de ovenfor behandlede termer optaget - med henvisning til det pågældende afsnit.
Bag i skjoldet - Bagkant
- se Basale Termer > Højre - Venstre - Dexter - Sinister
Bjælkevis
- se Basale Termer > Placering og orientering af figurer
Blasonering
Blasonering betyder våbenbeskrivelse. Blason er fransk og betyder våben, så blasonering er 'at våbne'.
Buk
Adskillige slægter fører en helt uspecificeret buk i skjoldet - ifølge NDA og DAA.
Og hver gang må man så spørge sig: Gedebuk? Råbuk? Stenbuk? Husbuk? Fladbuk?
Ofte kan spørgsmålet afklares ved at se i Storcks tegninger, eller i seglværkerne DAS I og DAS II.
Anbefales: Præcis specifikation når det er muligt - også af bukke.
Bølge
Prange erstatter 'strøm' med 'bølge'. Grandjean skriver at de to termer er anvendt i flæng, og anbefaler Strøm. En strøm kan Per og Poul let se som en bæk eller å, der snor sig let ned gennem engen. En bølge vil vi snarere se som en bølge der bryder (knækker over), så jeg er ganske enig med Grandjean.
Anbefales: Strøm.
Delinger
- se Basale Termer > Delinger
Delt
- se Basale Termer > Delinger
Deri
Brugt af Prange til at betegne at en figur er lagt på en deling, så delingen kan 'ses igennem' figuren. Hans eksempel er her omsat til Arenfeldt: Delt deri en dobbeltørn.
Det er helt uklart kodesprog, og heldigvis ganske overflødigt: Hvis delingen kan 'ses igennem' figuren, vil figuren have to tinkturer: Spaltet af rødt og sølv, belagt med en tohovedet ørn af modsatte tinkturer.
Arenfeldt.
Anbefales: Ikke.
Dexter
- se Basale Termer > Højre - Venstre - Dexter - Sinister
Drejet
- se Basale Termer > Placering og orientering
Farver
- se Basale Termer > Farver og tinkturer
Firdelt
- se Basale Termer > Delinger
Fjederham
Slægten 'Krognos' (som aldrig har hørt det navn) påstås at føre en fjederham. Hvordan ser en fjederham ud? Den må vel have både hoved og hale og vinger, og så en tom krop, så helten kan tage den på? I 'Krognos'es skjold ses en vinge.
'Krognos'.
Anbefales: ikke.
Flakt ørn
De færreste kender ordet flakt, som bare er en stærk bøjning af flækket. De fleste der alligevel bruger udtrykket, mener 'en ørn med udbredte vinger'. Men den flakte ørn (ty: Doppeladler) er en ørn med to hoveder. Og hovederne er hele, det er ikke et flækket hoved. Jeg synes det er et farverigt udtryk, så det ærgrer mig at konstatere at det er forældet, at det er uklart, og at det bliver brugt forkert.
Below.
Anbefales: Dobbelthovedet ørn, ørn med to hoveder, dobbeltørn.
Fletværk
- se Gitter (som jeg ikke anbefaler).
Flugt
- se Ørneflugt
Flyvefærdig
Jo, fuglen er klar til at flyve, men hvordan ser det ud? Ikke en kinamand (der ikke er indviet) kan tolke det til: Stående og med halvt/helt løftede vinger. Det er jo en stilling man aldrig ser, for den står kun sådan i en brøkdel af sekund. Før tegneren har tegnet eller du har fotograferet - så er fuglen fløjet.
Skovgaard.
Anbefales: Stående med løftede vinger - stående med halvt løftede vinger.
Foran i skjoldet - Forkant
- se Basale Termer > Højre - Venstre - Dexter - Sinister
Gavl
En gavl på et hus ser sådan ud: /\ . Men der menes jo en trappegavl i gotisk stil. Og når 'trappegavl' ikke er specificeret nærmere, vil enhver vel se en svævende trappegavl for sig.
Grandjean gør imidlertid klart at trappegavl ikke betyder en trappegavl, men et trappegavl-snit (!) som må ses som en deling, dvs en heraldisk figur, mens den svævede trappegavl er en almen figur. Desuden anvendes ordet om en udfyldende trappegavl (!!) Og miseren er kalkeret direkte fra fransk og tysk.
(Oh ve, oh ve, oh W)
|
|
|
||
| Boysen | Hundermark |
Kirstine Pedersdatter (-1412-1431-) gm Aage Steeg [I] (-1384-1401-) til Ølsemagle |
Oven i hatten har Thiset været lidt uheldig i blasoneringen af våben med gavle og gavl-snit:
| Boysen (brevadel) | En opstående Tinde |
| Hundermark | En fritstående tindet rød Murgavl i hvidt |
| Pele | En fra Skjoldefoden opstående tindet Murgavl |
| Proven (Prouen) | Tværdelt ved en tindet nedvendt Murgavl |
| Tramme (Trame) | Tværdelt ved en Murgavl |
| 'Øster Lindet-slægten' | En Murgavl der står op fra den nederste Skjoldrand |
Det er dog ikke korrekt at kalde trappetrinene for tinder, en tinde har to lodrette sider, det er jo murstykket mellem to skydeskår.
Ordet murgavl er tysk import, men en gavl er jo en mur, så gavl er nok.
Og der er ingen skjoldefod i Peles eller Øster Lindets våben.
(Jamen ingen er fuldkommen, hverken du eller jeg eller Thiset).
Anbefales: 'En svævende trappegavl' - 'tværdelt ved et trappegavl-snit' - 'tværdelt ved et trappesnit op-ned' - 'delt lodret ved et trappegavl-snit med toppen mod dexter'.
Anbefales ikke: Gavl, murgavl, tindet gavl, trappegavl i betydningen trappegavl-snit.
Gironeret
- se Basale Termer > Delinger.
Gitter
Prange vil bruge det ord i stedet for fletværk (eng: Fret, fr: Fretté).
Anbefales: Fletværk.
Hagekors
- se Basale Termer > Placering og orientering af figurer
Hjortevie(r)
Et ord der forlængst er gået ud af sproget.
I jægersproget taler man om et gevir når det er helt, det består af højre og venstre stang, og på stængerne er der ender (ikke takker).
I hverdagsdansk hedder det også et gevir, mens een stang kaldes en hjortetak. Per Nittengryn kan gerne hævde at en stang med 6 takker ikke er 1 tak, men sådan siger man.
Rani.
Anbefales: Ved een stang: Hjortetak eller 'halvt gevir'. Ved to stænger: Et gevir med/uden pande.
Hvirveldelt
- se Basale Termer > Krumme delinger
Højre
- se Basale Termer > Højre - Venstre - Dexter - Sinister
I bjælke, i pæl, i stolpe, i skråbjælke, etc
- se Basale Termer > Placering og orientering af figurer
Ibsskal
Kun folk der er fortrolige med pilgrimsrejser til St Jacobs grav i Santiago de Compostela i Galicien, ved at dér kunne man få et pilgrimstegn, der forestillede en muslingeskal, som man kunne sy på tøjet, og dermed prale af sit pilgrimstog. Og de færreste ved at navnet Ib er en form af Jep og kælenavne til Jacob. Kort sagt: kun få forstår ordet ibsskal.
Anbefales: Muslingeskal.
Jord
Almene figurer i skjoldet kan stå på jorden, ofte på grøn jord, vi har kun få eksempler herhjemme. Prange noterer at jord ikke skal regnes med som en figur i skjoldet.
Det er der knebent belæg for hos Grandjean s 107, men det er ikke nævnt under Jord s 147-48.
Jeg har set flere slægter, som i tidens løb har taget en jord ind i skjoldet (fx von Plessen), men jeg har ikke set nogen hvor jorden kommer og går under fødderne på figurerne.
Jeg vil mene at jord som figur er god nok.
Katarinahjul
- se Møllehjul
Kile
- se Spids og Kile
Korsdelt
- se Basale Termer > Delinger
Krydsdelt
- se Basale Termer > Delinger
Krydsfod
Et besynderligt ord, kreeret af Thiset i NDA til Hans Kröpelins våben (gentaget af Prange):
Hans Kröpelin:
Skjoldehoved skakternet sort-sølv,
i guld felt et smalt rødt andreaskors
med en ekstra bjælke mellem toppene.
Anbefales: Nej, slet ikke.
Kvadreret
- se Basale Termer > Delinger
Liggende
- se Basale Termer > Placering og orientering af figurer > Liggende
Lodret
- se Basale Termer > Placering og orientering af figurer
Læderkniv
(Den har vi ikke i danske våben).
Ordet kommer vist fra tysk Ledermesser.
Det er et redskab med en bred krum klinge, og eet håndtag midtpå, omtrent som en grønlandsk ulo. En kniv bruger man til at skære med, dette redskab renser man skind med, dvs skraber dem rene for fedt mm på indersiden.
Anbefales: Skindskraber.
Iøvrigt er der en glidende overgang mellem figurerne a) skindskraber og b) ildstål og c) rokke (skak-tårn).
Marekors - pentagram
Ordet Marekors er forlængst udgået af det levende sprog, det står end ikke i fremmedordbogen, men dog i Salmonsens Leksikon (Bind 11 fra 1924):
En mare er en afart af en heks, hun har specialiseret sig i at sætte sig på folks brystkasse om natten og skræmme os: Mareridt. Hvis man tegnede eller indskar et marekors i loftet eller på døren, så kunne hun ikke komme ind.
Penta betyder 5, og penagrammet var allerede i den græske oldtid et velkendt symbol for hemmelighed, fuldkommenhed og kosmos. Marekorset tegnes i kontur (heraldisk meget usædvanligt), som dog er så bred, at den kan have en tinktur.
Der er ikke mange, der kan forklare forskellen mellem pentagram og pentagon (alm 5-kant), så jeg anbefaler ikke 'pentagram' selvom det er helt præcist.
Skave.
Anbefales: 5-stjerne i sølv (hvid) kontur med spidsen ned/op.
Medsols
Betyder: Samme vej rundt som solen eller urets visere.
Anbefales: ikke.
- se Basale Termer > Placering og orientering af figurer
Modsatte tinder
Grandjean (s 96) og Prange beskriver at en bjælke (etc) kan være tindet på begge sider, og kalder det modsatte tinder. Grandjeans beskrivelse og Pranges tegning viser tinder der netop ikke står overfor hinanden, idet de to tindesnit forløber helt parallelt. Det er jo en misvisende term, og det er nok en fejl. I France er modstående tinder faktisk modstående. Kilde: Rolland planche B nr 17.
Tindebjælke, tinkturer lidt usikre.
Ikke modstående tinder, men forskudt placering.
Anbefales: ... med tinder på begge sider (placeret forskudt) - ..... (placeret overfor hinanden).
Modsols
Betyder: modsat vej rundt som solen eller urets visere.
Anbefales: ikke.
- se Basale Termer > Placering og orientering af figurer
Murgavl
Er der forskel på en gavl og en murgavl? Findes der andre slags gavle, eller er 'mur' en overflødig specifikation?
- se Gavl.
Murhage
'Kelstrup-slægten's våben er beskrevet som 2 murhager under hinanden. (NDA, DAA).
|
|
||||
|
'Kelstrup-slægten', tinkturer ukendte. |
Musteke våben, tinkturer ukendte. |
Møllehjul - retterhjul - vandhjul
På almindelig dansk betyder møllehjul et vandhjul, mens vi på heraldisk mener et tandhjul.
Den lille holsteinske slægt Porsfeld klarer problemet på salomonisk hvis: Hvorfor gøre det til et enten-eller? Vi kan da
både-og! Der er bevaret segl med begge varianter (DAS II nr I.VII.26-28).
Den lille skånske slægt Bing [II] kan et andet forbytningsnummer: Magnus Bing førte 1274 et vognhjul med 5 eger; Mogens Bing førte 1405 et møllehjul. Et hjul er et hjul er et hjul - eller hur? Kilde: Raneke SMV s 572.
St Catharina blev martyr, hun blev henrettet med et hjul. Retterhjulet blev brugt langt op i tiden, både til tortur, og når forbryderen skulle radbrækkes, før han blev henrettet. Det var et stort tungt hjul med spidse takker, som bøddelen løftede og lod falde ned over hans rygrad. Vi har det ikke i danske våben, men de indvandrede slægter Hummersbüttel og Wedel(l) førte det. Hummersbüttel er uddød, Wedel(l) har pacificeret til et møllehjul (tandhjul).
|
|
|
||||||
|
Krumpen: møllehjul (tandhjul). |
Porsfeld (farver ukendte): møllehjul (vandhjul). |
Hummersbüttel: Retterhjul eller St Katarina-hjul. |
Måner - og deres orientering
Den heraldisk halvmåne er ikke en halvmåne.
En almindelig (og en astronomisk) halvmåne er en halvcirkel, altså D-formet.
En nymåne er den heraldiske måne sådan set heller ikke, den astronomiske nymåne er næsten usynlig, kun lige en smal krum streg på morgen- eller aften-himlen. Nymånen på hverdagssproget er lidt bredere og nærmer sig stærkt den heraldiske måne.
Astronomen ville kalde den heraldiske måne for 'måne i 1'kvarter' hvis den har facon som et spejlvendt C, og 'i 3'kvarter' hvis den er C-formet.
Men hverken logikken eller astronomien forhindrer folk i at sige halvmåne, og mene heraldisk måne, fx siger vi Røde Halvmåne, når vi omtaler Røde Kors organisationen i de muslimske lande, og månen i flere arabiske landes flag kaldes også halvmåne.
Logisk og astronomisk set ville det være bedre at tale om nymåne i stedet for halvmåne, men når vi nu er i den heldige situation at den heraldiske måne er velkendt under navnet halvmåne, så lad os holde os til hverdagssproget. Uden smålig skelen til at sproget er lidt ulogisk - det sker jo, selv i de bedste texter.
Anbefales: Halvmåne.
'Månen har den farve, måner skal have!' Vist så, men hvad med dens stilling? I stort set alle de slægter, der har en halvmåne alene i skjoldet, har medlemmerne briseret skjoldet ved at dreje månen. Jeg tror at enhver tænkelig stilling er udnyttet. Så hvad kalder vi dem?
Raneke bruger i SMV tiltagende og aftagende. Det er astronomisk præcist, men det siger ikke menigmand noget idag, og første og tredje kvarter kendes endnu mindre.
Både Thiset og Raneke bruger 'liggende måne', gerne i betydningen rygliggende. Men liggende kan jo betyde på ryggen eller på hornene. Liggende dyr ligger på maven, så ligger liggende måner vel på hornene? Så 'liggende' er utilstrækkeligt.
Raneke bruger opgående og nedgående for måner med hornene op hhv ned - jamen jeg beklager, det er helt intetsigende: Nymåner, halvmåner og fuldmåner går jo også op og ned.
Kotte.
Anbefales: En måne med hornene op / ned / mod dexter/ mod
sinister / mod XX hjørne / en rygliggende måne.
Nedadvendt
- se Basale Termer > Placering og orientering af figurer > styrtet
Nedvendt
- se Basale Termer > Placering og orientering af figurer > styrtet
Nummerering af felter
- se Basale Termer > Nummerering
Nymåne
- se Måne
Opadvendt
- se Basale Termer > Placering og orientering af figurer > styrtet
Opspringende - springende
Det er grumme vanskeligt i praksis at skelne mellem oprejste og springende dyr, og indenfor samme slægt kan dyret nok ses i begge stillinger, det må ligge indenfor tegnerens/gravørens friheder. Prange definerer opspringende som: 'Betegnelse for et oprejst dyr, der er stærkt foroverbøjet'. Det dyr har jeg godt nok ikke set. En bedre definition kunne være: 'Et opspringende eller springende dyr står i en stilling mellem oprejst og stående'.
Opvendt
- se Basale Termer > Placering og orientering af figurer > styrtet
Opvoksende
- se Placering og orientering > Fast på delingen
Overdelt
- se Basale Termer > Delinger.
Placering
- se Basale Termer > Placering og orientering
Pælvis
- se Basale Termer > Placering og orientering af figurer
Påfjer
Det sære ord har jeg ikke fundet i nogen ordbog, men det bruges af lex.adel.Fam og af Thiset, selv Grandjean anser det for alment kendt. Kanhænde det er en uautoriseret forkortelse. Idag er der ingen der aner hvad det er, det hedder påfuglefjer, og der er tale om hanens særligt farvestrålende halefjer.
Anbefales: Påfulgefjer.
Regnbue
Regnbuer er hyppigere herhjemme end udenlands. Vi har dem i 2 varianter (ret- el omvendte farver af naturlige regnbuer), så man må nævne farverne i buen - og specificere om man nævner dem ovenfra eller indefra.
Thiset bruger også 'regnbue' om 'opadbuet bjælke' selvom den er ensfarvet (Rømeling) eller tofarvet rød/blå (Bonde [af Fyn]). Grandjean skriver at det er egentlig med urette. Og jeg vil endda mene at det er forkert brug af ordet, man kan ikke kalde enhver bue for en regnbue.
Algudsen
Anbefales: Trefarvet: Regnbue af rødt, guld og blåt (ovenfra). Ellers: Opadbuet bjælke.
Rokke
Her er ikke tale om en spinderok eller en flad bruskfisk. Ordet har en betydning, der kun forekommer i udenlandsk heraldik.
I dansk heraldik er de to små slægter Dan og Skiernov [II] blevet beskyldt for at føre rokker i skjoldet.
Ordet 'rokke' kommer fra persisk og betegner en skakbrik: Tårnet. Det hedder på persisk 'rukh' som betyder en stridsvogn, på fransk 'roc'. Af det persiske navn på brikken kommer navnet på det specielle træk med ombytning af kongen og tårnet: Rokade. Skakspillets brikker fandtes i mange varianter, idag kender vi kun een, og vores tårn er et middelalderligt borgtårn med skydeskår. Rokken indgår i sydlandsk heraldik (Italia, France) og er en keglestub med rund udstående krave og et par krumme 'ører', jeg skal ingenlunde kloge mig på, hvad det har at gøre med en stridsvogn.
Kilder: Wikipedia (flere sprog), Rolland.
Rokke - skaktårn.
Den jyske slægt Dan fører 3 røde lysestager i sølv. Hvis de er sjusket tegnet eller udhugget, kan de godt ligne sydlandske skak-tårne, altså med lidt god vilje.
Det gamle Adelslexicon (Lex.adel.Fam) beskriver våbnet som 'tre røde rokker af et skakspil'. Det er nok et citat fra før 1650 af Axel Urne (1578-1653) i hans afhandling om Viffert Seefelds 32 aner (PHT 1913. s 222). Både Thiset (NDA) og Achen skriver spillebrikker.
Af de 6 bevarede Dan-segl viser de 3 klart lysestager, mens to er svære at tolke - det sidste er bare ulæseligt (DAS II nr H.XLV.3-8).
Lysestagerne ses desuden på flere ligsten med våben-anetavler (Abildgaard nr 453, 470, (478), 490, 536), og på et par alterstager i Tolstrup Kirke i Vendsyssel (Abildgaard nr 410). De er skænket af en Dan og forsynet med hans våben, så på lysestagerne ses lysestagerne.
Dan.
Ergo: Dan førte ikke rokker. Rokker (skakbrikker) kendes ikke i dansk heraldik.
Den jyske slægt Skiernov [II] fører tre røde ruder i sølv, ruderne aftrappede med 2 trin. Aftrappede ruder er velkendte i udenlandsk heraldik - herunder svensk, her har vi det ene eksempel på dansk jord, det andet er Posse.
Lex.adel.Fam erklærer at Skiernov fører Rokker. I NDA og DAA skriver Thiset: Murstabler ('rokker'). Han har næppe haft noget kendskab til rokker (ud over dem i fiskeriet og dem i garnproduktionen), for i DAS II placerer han dem i kapitlet Bygningsdele. Achen sætter både 'murstabler' og 'rokker' i gåseøjne.
Hvordan stabler man forresten mure?
Skiernov [II].
Ergo: Skiernov [II] førte overhovedet ikke rokker, det er en misforståelse.
Så i dansk heraldik gælder: rokkerne har gjort deres forvirring, rokkerne kan gå.
Ruder
- se Basale Termer > Snit og mønstre
Sankt Katarinahjul
- se Møllehjul
Sinister
- se Basale Termer > Højre - Venstre - Dexter - Sinister
Skaktavl
- se Basale Termer > Snit og mønstre
Sky
Prange gør klart at naturlige skyer forekommer - på himlen og således også i heraldikken. Derpå definerer han en skybjælke som en sky, sådan er ordet brugt af Thiset (NDA) for slægten 'Beldenak' (slægten er i DAA 1994-96: Kotte omdøbt til 'Maanebjælke').
Sky eller skybjælke? Jeg har ikke set noget fransk eller engelsk der behandler skyer, kun skysnit.
'Maanebjælke' ('Beldenak').
Anbefales: Skybjælke.
Skrådelt
- se Basale Termer > Delinger
Skure
- se Basale Termer > Snit og Mønstre
Sparre
Ifølge Grandjean behøver en sparre ikke at nå helt op, og en liggende sparre behøver ikke at nå helt over skjoldet til modsatte side. I fransk heraldik når sparren aldrig helt op, men det gør den normalt i dansk, nordisk og germansk heraldik. Der er kun få undtagelser, sparre omsat af tre bifigurer når sjældent op.
Kaas [m sparre].
Spids og Kile
I dagligsproget kan noget stå på spidsen, og noget andet kan sættes på spidsen. De to spidser vender hver sin vej. Hvad vej vender den heraldiske spids? Her er vi igen ude i det aftalte kodesprog, hvor novicen står med alle spørgsmålstegnene. For ham/hende er 'en blå spids i hvidt' helt uklart, og 'en rød spids fra højre' er ikke meget bedre. Skal den ses som en kile der bliver hamret ind med den smalle ende forrest, eller som en lyskegle der udgår fra den smalle ende? Jeg var i tvivl, da jeg mødte spidsen første gang for en snes år siden (da havde jeg lært, at heraldisk terminologi er fuld af faldgruber).
Skal det være ordenligt entydigt, må det blive: 'en spids der peger mod X'.
|
|
 |
|
Steeg [I]: I sølv felt en rød spids, der peger ind fra dexter side. |
Finkenov af [Halland]: En helt smal spids der peger skråt ned fra sinister hjørne, den brede ende krummer indad. Tinkturer ukendte. |
'Granslev-slægten': 2 smalle spidser, den øvre peger fra dexter hjørne forbi centrum men lidt under, den anden modsat. Tinkturer ukendte. |
Springende
- se Opspringende
St Katarinahjul
- se Møllehjul
Stjernedelt
- se Basale Termer > Delinger
Stjerner
Heraldiske stjerner er normalt stjerneformede. Stjerner i bomærker består derimod af parallelle linier, så her er stjernens grene ikke tilspidsede, men har fast bredde og ender med en vinkelret afskæring, ligsom et kors (i grundform). De ses idag i 6-grenet udgave på ambulancer. I formindsket udgave: * .
Hvad hedder de? Har de været behandlet i Heraldisk Tidsskrift? Har tegnet på ambulancerne?
Anbefales: Øhhhh.
Stolpevis
- se Basale Termer > Placering og orientering af figurer
Strøm
- se Bølge (som jeg ikke anbefaler)
Stråle
Ordet 'stråle' er blevet brugt i to betydninger:
1) en pil (altså fra en bue), det er indlånt fra tysk, og
2) en smal kile.
Slægten Steensen på Langeland fører 3 indadrettede pile fra hvert sit hjørne.
En linie på Fyn brugte navnet Straale efter pilene i skjoldet.
Steensen (Straale).
Anbefales: Pil - smal kile.
Stub
I DAS II, NDA, og DAA bruger Thiset ordet 'stub' - men ikke om en træstub. Den findes næsten ikke i dansk heraldik (dog Gyldenstubbe (brevadel) og Friis [af Landvik] (norsk)) og den er generelt sjælden. Thiset bruger 'stub' om 1) et afgrenet træ og 2) en afhugget grenstump.
Sådan gør man i fransk heraldik. Men ikke på dansk. En træstub er den nederste del af et træ, og en skægstub står stadig i huden. De afhuggede dele hedder ikke stubbe, frisøren fejer ikke hårstubbe sammen.
|
 |
| Norby [af Skovgårde] | Jude [af Åkarp] |
Styrtet
- se Basale Termer > Placering og orientering af figurer > styrtet
Svanehals
Et hjelmtegn for adskillige slægter er 'to svanehalse der bider i en ring'. Her vil Per Nittengryn jo protestere: En hals kan ikke bide - ergo est det noget sludder. Men selvom vi siger hals, så betyder det ikke at svanen har tabt hovedet, det sidder på halsen hvor det skal.
Anbefales: Svanehals. Hvis brystet er med: ½ svane.
Svævende
- se Udfyldende.
Taskesnit
- se Basale Termer > Snit og mønstre.
Tinde
Vi har mange tinder i heraldikken. Det har man også i bjergbestigning. Men de to begreber har ikke meget til fælles, de heraldiske tinder er dem der ses i udtrykket 'tårne og tinder'.
Prange har en omstændelig definition af tinder. Her er en enklere: En tinde er det stykke mur eller brystværn, der stikker op mellem to skydeskår. En tinde har altså retvinklede hjørner. Den heraldiske tinde kan være aftrappet, en gang, to gange eller 3.
|
|
|
Kaas [m mur]: Dexter-skrådelt af sølv (hvidt) over rødt ved et tindesnit med ½ + 1 + ½ tinder uden aftrapning. |
Daa: Dexter skrådelt af blåt over rødt ved et tindesnit med 3 tinder aftrappet 2 gange. |
Begrebet aftrappede tinder (eller aftrappede ruder) kender Grandjean ikke. Han har tinder og trappegavle, slut.
Når nu vores 12-15 slægter med tindesnit-våben har briseret flittigt ved at ændre på aftrapningen, er det ganske praktisk at have termen aftrappede tinder, selvom den er overlappende med trappegavle. Antal trappetrin vil normalt ikke indgå i en blasonering, men er interessant når man vil beskrive briseringerne.
Anbefales: Tindesnit med X tinder, ofte / ikke set / sjældent med aftrapning.
Thiset bruger termen tindet gavl for en aftrappet gavl eller trappegavl. Raneke bruger tindet rude for en aftrappet rude (Se Skiernov [II] under Rokke). Begge dele må betegnes som sammenblanding af begreber, en tindet rude må vel bestå af 4 skrå tindesnit (som Kaas m mur her ovenfor). Så de kan ikke anbefales.
Tinkturer
- se Basale Termer > Farver og tinkturer.
Trappegavl
- se Gavl.
Udfyldende og svævende
At en almen figur er svævende - det er let forståeligt: den rører ikke skjoldets kanter. Thiset bruger 'fritstående' - det er lige så forståeligt. Det modsatte: At figuren rører 2-3 skjoldrande - er 'udfyldende', det anvendes af Raneke, og det er også umiddelbart forståeligt.
Anbefales: Udfyldende - svævende eller fritstående.
Underdelt
- se Basale Termer > Delinger
Vandret
- se Basale Termer > Placering og orientering af figurer
Venstre
- se Basale Termer > Højre - Venstre - Dexter - Sinister
Vesselhorn
Vesselhorn ses - i vores ende af Europa - kun parvis i hjelmtegn, ikke som figurer i skjoldet.
Vessel er en forvanskning af 'visent', som er navnet på den europæiske bisonokse. Den er nært beslægtet med tamkoen (slægten Bos), og deres horn er ikke væsensforskellige. Så zoologisk er der ikke meget forskel på oksehorn og visenthorn.
Heraldisk er der den forskel at oksehorn går ud i en spids - som zoologiske oksehorn, mens vesselhorn ender med en lille tragt. Tragten kunne ses som et mundstykke på et blæseinstrument, men franskmændene giver os forklaringen: Det er slet ikke horn, det er proboscides (s'et er flertal) - elefantsnabler. Det affærdiger Grandjean som noget nymodens vrøvl.
Her har vi et forbandet problem: Thiset kalder alle oksehorn for vesselhorn. Også dem i Dyres skjold. Prange (s 11, ill 17.) har en illustration med 4 horn hvoraf 1 vesselhorn, underteksten er: 'Forskellige typer vesselhorn'. Mange af vores Middelalder-adelsslægter fører oksehorn på hjelmen, men er altså blasoneret med vesselhorn.
Dyre.
Kilder: Grandjean i PHT 1922. Rolland, bd 1, planche F, nr 40.
Anbefales: Vesselhorn - når det er snabler; oksehorn - når det er det det er.
Viftedelt
- se Basale Termer > Delinger
Voksende
- se Basale termer > Placering og orientering > Fast på delingen
Våbenet, våbener
- se Basale termer > Et våben, våbnet ...
Zigzagdelt
Anvendes af Achen til Ulfstand og Grubbe: Zigzagdelt ("ulvetænder").
Anbefales: Ikke. Brug i stedet 117½ kiler ind fra dexter/sinister.
Ørneflugt - Flugt
- ikke en flygtende ørn, heller ikke en flyvende ørn, men en tysk undersættelse.
Flug betyder vinge. 'En ørneflugt' er brugt om en vinge, ja endda om 2 vinger.
Anbefales: X Vinge(r)
Ørneklo
En klo er en negl. Det er en lille ting med samme facon som et kohorn. Men heraldikeren mener hverken kloen alene, eller fuglefoden, næh han mener da et ørneben, det kan enhver jo forstå ik'? Enten det nøgne underben fra hælen og ned, dvs tarse og tæer og kløer (anatomisk er det foden), eller sågar underbenet plus overbenet med fjer på (anatomisk underbenet) (på køkkendansk låret eller underlåret).
|
|
| Vognsen [af Hørbylund]. | Urne. |
Åben trappegavl
Anbefales af Grandjean og Prange. Hvordan ser sådan en ud? Som en åben dør? De bruger den for Holck's 'mursparre', som Thiset blasonerer: En sparre af syv mursten. Sådan.
'Åben trappegavl' er aldeles uforståeligt, faktisk noget vrøvl.
'Stubbum-slægten' har en sparre af fem stående mursten, så stenenes orienteringen må også nævnes.
|
|
| Holck. | 'Stubbum-slægten'. |
Den anvendte danske og svenske litteratur kommer her i historisk rækkefølge, derefter følger den udenlandske.
| Lex.adel.Fam: | Lexicon over adelige Familier i Danmark, Norge og
Hertugdømmerne. 2 bd 1787-1813.
Med våbentegninger. Der er kommet mindst 4 tillæg. Når Thiset refererer til Adelslexicon, er det hertil. Afløst af NDA. |
| DAA: | Danmarks Adels Aarbog. Over 100 bd. Siden 1884. Årgang 1884-1918 redigeret af Anders Thiset (1850-1917). |
| DAS I: | Henry Petersen: Danske adelige Sigiller fra det
XIII og XIV Aarhundrede. Kjøbenhavn, 1897. Foto-optrykt (lidt formindsket) 1977. Er på Nettet fra Det Kgl Bibl (men meget langsom). |
| NDA: | A. Thiset og P. L. Wittrup: Nyt dansk Adelslexikon.
1904. 365 s. Få linier om hver slægt. Der kom løbende rettelsesblade: Foreløbige Meddelelser I-VI. De blev samlet i: Retteler og Tilføjelser til Nyt dansk Adelslexikon. Uden år. VI sider. |
| DAS II: | Anders Thiset: Danske Adelige Sigiller fra det
XV., XVI. og XVII Aarhundrede. 1905. Foto-optrykt (lidt formindsket) 1977. |
| PB Grandjean: | Poul Bredo Grandjean: Dansk Heraldik. 1919. |
| PHT: | Personalhistorisk Tidsskrift, udkommet siden 1880. |
| Prange: | Knud Prange: Heraldisk nøgle til Nyt dansk Adelsleksikon. 1959. |
| Achen: | Sven Tito Achen: Danske Adelsvåbener,
en heraldisk nøgle.
Politiken 1973. Professor Storcks våbentegninger med tekster fra Thisets Nyt Dansk Adelslexikon. 1716 våben. |
| Raneke: | Jan Rankeke: svenska medeltidsvapen. 3 bd. 1982-85.
Plus 6 siders rett.blad mærket 1/85. Plus rett.blad 2/88. Genudgivet 2001 af forlaget Doxa. Våben og oversigts-stamtavler over de svenske slægter - herunder de skånske/danske - også dem der ikke er i DAA! Fyldige kildehenvisninger. Kaj Janzon: Vapenlikhetsfällan. 2015. Indeholder rettelser til Raneke, men ikke om blasonering. |
| Stolt: | Lars C Stolt: Blasoneringsteknik. Artikel i Heraldisk Tidsskrift. Bd 6. 1985-89. s 93-98. |
| Abildgaard: | Grinder-Hansen: Søren Abildgaard.
Fortiden på tegnebrættet. 2010. 672 s. 855 tegninger 1756-1777 af adelige ligsten (gravsten, ofte med våben-anetavler) mm. Her henviser jeg med tegningens nr. |
| Crull: | dr Friedrich Crull: Die Wappen der bis 1360 in den heutigen Grenzen Meklenburgs vorkommenden Geschlechter der Mannschaft. Trykt i: Jahrbücher des Vereins für Mecklenburgische Geschichte und Altertumskunde. Bd 52 (1887), S. 34-182. Bagest er der register over navne og over våbenfigurer. På nettet her: Crull: ...Meklenburg... |
| Rietstap: | Jean Baptist Rietstap: Armorial Général.
1861. 1171 s. Over 105.000 våben fra hele Europa beskrevet (blasoneret) på fransk. |
| Rolland: | V & HV Rolland's Illustrations
to the Armorial Général by J-B Rietstap.
1903/1926. Reprotryk 1967 og 1991. 112.563 våbentegninger efter Rietstaps blasoneringer (beskrivelser). Dertil 7-8 små bd supplementer. |
| Gr.Siebmacher: | Siebmacher's Großes Wappenbuch.
1970-1999 bd 1-35 + A-H. Stort set en repro-udgave af Siebmachers Neues fra 1800-tallet, men i færre bind, geografisk opdelt og dermed mere overskuelig. Ca 110.000 våben. Her finder man beskrivelse af små uddøde slægter, som hverken er i Adelslexikon eller Knescke. Navneregister som dækker både den gamle og den nye/store udgave: Jäger-Sustenau: General-Index zu den Siebmacher'schen Wappenbüchern 1605-1961. 1964. Koderne oversættes her til nyeste udgave: Kodetabel Siebmacher |
DAA og NDA
Anders Thiset skrev klare og præcise blasoneringer (enkelte undtagelser: Murhage, rokke, stub, vesselhorn). Et sekel er svundet, og det kan selvfølgelig ses på sproget i dag.
Anders Thiset (1850-1917) arkivar.
DAS I
Henry Petersens blasoneringer er ikke noget at efterligne, de er ikke præcise. Han nævner ikke altid om en skråbjælke vender den ene eller anden vej, han kan skrive delt og mene tværdelt (expl: nr 615, 617-18). Og han skelner ikke mellem delinger og felter (!) så antal bliver tvetydige (expl: nr 604). Våben med 3 tværdelinger blasonerer han som to bjælker (expl: nr 583).
Jeg har stort set set bort fra Henry Petersens terminologi.
Henry Petersen (1849-1896) arkæolog, dr.phil, direktør for Nationalmuseets 2'afd.
DAS II
Afsnitsoverskrifterne er ikke blasoneringer, de er bevidst upræcise, så hvert afsnit kan rumme flere våben der ligner hinanden.
PB Grandjean
Dansk Heraldik har nu holdt i 100 år. Den er baseret på Thisets NDA og DAA, og på adelspatenter og våbenbreve, og på udenlandsk heraldik.
Poul Bredo Grandjean (1880-1957) Arkivar.
PHT
Dansk blasonering blev diskuteret i PHT 1919 hvor Ernst von der Recke kritiserede PB Grandjean: Dansk Heraldik.
Grandjean replicerede på s 201 med Endnu nogle heraldiske Bemærkninger.
Jeg refererer ikke v.d. Reckes mange forslag - mange er gode, Grandjean var enig i en del - nogle er spidsfindige eller sære. Læs selv.
Ernst von der Recke (1848-1933) dr.phil og forfatter.
(PHT 1919 er Rk 7 bd 4, på titelbladet ses kun trykkeåret 1920).
PB Grandjean: Fransk heraldisk Terminologi. PHT 1922.
Prange
Gennemgår terminologien alfabetisk på s 12-25. Gode illustrationer. Her er enkelte fejl og flere nyskabelser både gode og mindre gode.
Knud Prange (1930-2012), arkivar i Viborg og Kbh, universitetslektor i Kbh.
Achen
Sorteringsordenen i hans nøgle er formodentlig den Storck selv lavede til sine tegninger.
Sven Tito Achen (1922-1986) forlagsredaktør på Politikens Forlag.
Stolt
"Jan Ranekes imonerende verk Svenska medeltidsvapen ger anledning till en del reflektioner rörande den heraldiska nomenklaturen."
Her påpeges lidt modstrid mellem a) blasoneringerne under de enkelte slægter og b) afsnittet Heraldisk terminologi i bd II s 87-91 som udvides med Terminologisk komplettering i bd III 199. (NB: Sidetal med fed).
MMMMMMMMMMMMMMMMM
Ordet af munden og stenen af hånden kaldes aldrig tilbage (gammelt ordsprog). Den trykte bog af pressen - heller ikke.
Det ville være herligt hvis man kunne gennemføre den slags forbedringer som ovenfor er anbefalet, med tilbagevirkende kraft, også i flere sekler. Men sådan spiller klaveret ikke. Vi må leve med gamle blasoneringer i indforstået og misforståelig terminologi. Lærebøger må behandle alle de gamle termer, uanset om de bruges idag eller ej, og så præcisere hvad der anbefales brugt, og især hvad der ikke anbefales. Det vi kan gøre, er fremover at være mere klare i mælet, herunder især:
- spaltet eller delt lodret
- dexter og sinister
- dexter skrådelt
- i skrådelte våben: øvre og nedre felt, ikke første og andet.