|
Første jobtilbud
I læser lidt om Hyltebjerg skole senere.
Jeg skal fortæller lidt om mit første jobtilbud
på
Espergærde Gymmenasium
Børnene elsker mig.
Børnene elsker mig, der er også teenagere. Jeg kan huske
alle steder jeg har været på arbejdet. Jeg var meget bange
for teenagere, det var fordi jeg troede at de måske ikke kunne lide
mig. Fx om sommeren kom der mange børn med deres forældre
i Fælledparken fra forskellige steder, mange af dem var indvanderes
børn, de kunne godt lide mig og legede med mig, jeg var og er også
glad for dem. Men dengang, troede jeg at det måske kun var indvandrenes
børn der kunne lide mig, det kunne danskernes børn også.
Jeg kan godt huske dengang jeg var arbejdsløs, jeg fik et brev fra
SID og de sagde, jeg skulle i jobtilbud. Jeg kunne ikke forstå hvad
det var for et job.
Bagefter mødte jeg en mand som har været i jobtilbud før.
Jeg sagde til ham, at jeg havde fået et job som hed jobtilbud, og
spurgte hvad det var for noget. Han spurgte, hvor jeg skulle arbejde henne.
På gymmenasium. 'Ha, ha, ha. Ved du hvad Seedy, du må aldrig
gå der hen, der kommer kun teenagere på gymmenasium og de vil
ikke kunne lide dig.' sagde han. Så jeg blev meget bange for at gå
på arbejde.
Så bagefter, ringede jeg til SID og sagde at jeg ikke kunne lide
det job, så hvis de kunne finde et andet job til mig. De sagde, hør
nu her Seedy. du skal på arbejde ellers får du ingen penge.
Det sagde SID. Så begyndte jeg med at arbejde som pedelmedhjælper
i 7 måneder. Der var ca. 800 skoleelever på skolen. En måned
senere, kunne jeg godt se at min chef var glad for mig, og også hans
chef, lærerne og skoleeleverne. Nogle elever troede jeg var 18 eller
19 år gammel. De sagde til mig at jeg kunne komme og feste med dem.
Jeg sagde ja, så blev de meget glade for mig. Der var ikke kun for
dem, der var også skolemedarbejderne.
Skal vi holde feste
 
Jeg kan husker at før jeg var færdig med jobtilbuddet,
holdt vi fest. Mig, min chef og medarbejderne, vi gik i byen og spiste
middag, bagefter gik vi på værtshus for at drikke og danse.
På værtshuset havde vi det godt. Så 2 uger senere da
jeg sagde farvel til dem alle sammen, var det meget svært for mig
at sige farvel til eleverne og medarbejderne.
At kende danskere.
Nu, ville jeg gerne prøve at komme til danskere i samfundet.
Det var lige meget hvor og hvordan. Derfor, arbejdede jeg på forskellige
folkeskoler som pedelmedhjælper kun for at kende dem og møde
mange forskellige mennesker, derfor har jeg også været på
mange forskellige kursus på forskellige skoler. Jeg har også
været på hundrede værtshuse og cafeer i
næsten hele Danmark, for at lære lidt om danskere og deres
kultur.
Mærkelige spørgsmål
På værtshusene fik jeg mærkelige spørgsmål.
Nogle spurgte mig direkte, de spurgte hvor jeg kommer fra. Nogle spurgte,
hvad jeg lavede her, og hvorfor jeg kom til Danmark. Nogle sagde ingenting,
når de så blev fulde, begyndte de at sige daw og skål,
så bagefter spurgte de hvad jeg lavede her. Så skulle jeg svare
på alle deres spørgsmål ellers blev vi uvenner. Nogle
gange blev jeg lidt træt af dem og af at svare på alle de spørgsmål.
Så gik jeg hen til andre steder. Når jeg kom der hen, så
kom nogen og sagde dav, hvor kommer du fra? Så sagde jeg 'åh,
nej, nu igen.' Så gik jeg andre steder igen. Bagefter fandt jeg ud
af, det var fordi de gerne ville i kontakt med mig, derfor spurgte de mig
om hvor jeg kom fra, og hvad jeg lavede jeg her i Danmark. Nu, ved jeg
at det er på den måde de kommer i kontakt med udlægninge.
Jeg personlig kan godt lide mennesker, det er lige meget hvad for nogle
mennesker. Jeg kan også godt lide at snakke med alle mulige mennesker
det er lige meget om det er alkoholikere eller gamle mennesker, jeg synes
de er søde, fordi de fortæller mig alt når de bliver
fulde, der er også en ting jeg godt kan lide at høre fra dem,
man kan høre alle mulige historier og spørgsmål. Derfor
jeg kan godt lide at snakke med dem. Jeg fik et spørgsmål
fra en gammel dame, hun spurgte, hvor sover du henne i Afrika, sover du
oppe i træerne eller hvad?
Jeg svarede nej, hvorfor? Fordi hun havde hørt om at i Afrika
sov vi oppe i træerne, derfor spurgte hun mig om jeg også sov
oppe i træerne. jeg svarede nej, jeg sover i et hus ligesom dig.
Ligesom mig, nej, det passer ikke, sagde hun så. Og bagefter
sagde hun, skål Seedy. Så lige pludselige huskede jeg på
min mormor, fordi hun også fortalte mig, at jeg skulle passe på
med hvide mennesker, fordi hun havde hørt at hvide mennesker var
anderledes end os. Derfor synes jeg at gamle menneskerne er søde.
De har næsten de samme spørgsmål som børn.
Jobsamtale på Hyltebjerg Skole
 
Min sidste jobsamtale var på Hyltebjerg Skole med Mads Korshøj.
Jeg fik et brev fra SID og De sagde, at De havde job til mig som bud for
sidste gang. Jeg skulle ringe eller gå derop og snakke med skolebetjent
Mads Korshøj. Jeg var meget nervøs og bange, fordi hvis børnene
ikke kunne lide mig. Men det kunne De, børnene var glade for mig.
Min chef var også flink og sød mod. mig. Jeg kan godt husker
dengang jeg var på danskkursus, vi tog på udflugt og besøgte
mange forskellige steder. Alle de steder jeg har været på besøg
var National Museuet, biografer, Folketinget, fabrikker, Folketeateret
og mange forskellige andre steder. Det er vigtigt for mig at have været
alle de steder, fordi det var ikke kun for turen, jeg har også lært
mange ting om danskere og deres kultur, Nogle danskere sagde, Danmark er
lille land, det er også rigtigt, Danmark er lille land, "men,
naturligvis er Danmark navn først på listen oppe i himmelen,
hvorfra man kigger ned på jorden, og passer på menneskene og
dyrene."
Jeg har ikke selv nogle børn, men, det betyder ikke noget for
mig. Hvis børnene godt kan lide mig er det fint. Derfor, beder jeg
Gud om, at passe på børnene og deres forældre. Der er
også en ting, jeg aldrig glemmer i hele mit liv, om Hyltebjerg Skole.
På Hyltebjerg skole havde jeg næsten alt, menneskerne var søde
mod mig. Jeg kunne næsten ikke finde ud af, hvem der var moderen
til børnene og hvem der var læreren. Børnene elskede
Læreren. Læreren elskede børnene. Medarbejderne kunne
godt lide hinanden. Hver dag når klokken var 11,30, gik jeg hen til
skolegården og kiggede på børnene når de legede.
De skreg, hoppede og løb rundt, nogle spillede fodbold. "Utroligt,
når jeg lukker mine øjne, lige pludselig, lige som en drøm,
kan jeg godt se nogle af børnenes fremtid, hvad skal de være
når de blive store"
Spørgsmål?
 
Jeg spurgte min rigtigt gode arbejdskollega, 'hej Michael, hvad synes
du om børnene når de leger?' Ja, ja. Sagde Michael, han kiggede
på mig og sagde ja, ja. Fordi han ikke havde tid at svare mig. Han
havde travlt med Computeren, og han er god til edb. Eller en af mine arbejdskolleger
sagde, åh, de larmer for meget. Så gik jeg hen til mælkerummet
og gav mælk til børnene, nogle kom og hentede deres mælk,
nogle kom kun for hilse på mig, jeg grinede hele tiden
når jeg stod og snakkede med børnene. Fordi, de spurgte mig
om en hel masse som jeg kan godt lide. Nogle spurgte, hvad hedder din mor
Seedy? Nogle spurgte, hvorfor har du sådan en stor næse? Nogle
sagde nej, han har ikke en stor næse den er bred.
Det er svært at sige farvel
 
Mit budjob er slut, jeg skal sige farvel til allesammen. Det var svært
for mig specielt med børnene. Da klokken var 11,45. hørte
jeg nogen der talte på skolens radio, og han sagde. Hallo, hallo.
Det er skolebetjent Mads Korshøj, jeg skal ønske alle sammen
en rigtig god lang sommerferie. Og jeg skal også sige at min medhjælper
som hedder Seedy Touray, skal holde op i denne her uge, han er her ikke
når i kommer tilbage fra ferie. To minutter senere hørte jeg
en forfærdelig larm og skrigeri, det var børnene der løb
hen til mig og sagde farvel. Nogle holdt min hånd, nogle holdt om
mig, det tog ca. 2 minutter at sige ingenting. Så græd vi alle
sammen. Så lige pludselige blev jeg syg. Så gik jeg hjem og
slappede lidt af, fordi jeg skulle komme tilbage igen, vi skulle holde
fest på skole om aftenen.
Vi skulle holde fest med masser af gaver
 
 
Så var der fest, jeg fik utrolig mange gaver af børnene,
lærerne og skolelederen, Jesper. Jeg glemmer aldrig
Jesper, han var meget sød mod mig. Da jeg kom hen til lærerværelset,
så jeg alle sammen hoppe op og klappe ad mig, og de sagde velkommen
Seedy. Ih, så begyndte jeg at græde igen. Så bagefter
kom Jesper, han stod og talte lidt om mig, bagefter gav han mig nogle gaver.
Alle de gaver har jeg stadigvæk derhjemme. Så begyndte vi at
holde fest. Men jeg synes det var en god ide at holde fest, fordi til fest
kan man komme nærmere hinanden. Nogle lærere kender jeg ikke
så meget, men til festen sidder vi sammen og snakker, og danser.
Festen var fantastik god. "Jeg beder Gud om at give et langt liv til
alle mine børn og deres forældre. Og alle mine bekendte, Gud
være med Danmark"
|
Jeg hedder Seedy Touray
jeg er en Gambianer der bor i Danmark.
Jeg har skrevet en ny historie den ligger
her,
klik på den og læser mere om
hvornår blev jeg født.
|
|
|
