Fra sin barndom i Sydsjælland kan Thormod Andersen berette om landsbylivet som det dengang formede sig for en dreng af arbejderklassen, og fra han var otte år måtte han bidrage til sin families underhold. Før sin konfirmation kom han ud at tjene, og siden fulgte arbejdet på gårde og herregårde. 
I 1939 blev han indkaldt, og han var i trøjen da begivenhederne op til og lige efter 9. april fandt sted. På grund af den høje arbejdsløshed under besættelsen søgte Thormod i 1942 arbejde i brunkulslejerne ved Leipzig i Tyskland, og han beretter udførligt om arbejdet og livsvilkårene dernede. 
I 1947 rejste Thormod Andersen til Sverige, hvor han først fik arbejde som kok i en skovbarak og senere ansættelse på knækbrødsfabrikken Wasa. 
Med et glimt i øjet og i et ligefremt sprog skildrer Thormod Andersen i sine erindringer fra perioden de store samfundsændringer der fandt sted. Hårdt arbejde var livsvilkåret, og det beklager han ikke, men forholdene skulle være i orden. 

Ruth Brøndums barn blev født med Klinefelters syndrom, som betyder at kromosomsammensætningen ikke er den for drenge normale XY, men derimod XXY. En ud af 700 drengebørn bliver belastet med dette syndrom, der altså ikke burde være et ukendt fænomen for en læge. Drengen udviste tilmed mindst tre tydelige karakteristika, der burde have fået en klokke til at ringe, men det skete først for den sidste af de mange konsulterede læger. Der findes ikke nogen helbredelse for Klinefelters syndrom, men en tidlig indsats kunne have skabt en anden tilværelse for denne Klinefelter-dreng, der for eksempel blev massivt mobbet i de mange skoler han gik i. 

Professor A.G. Drachmann (1810-1892) skabte sig en spændende og indholdsrig tilværelse og befandt sig ofte i begivenhedernes centrum. Han blev født i små kår, men gennemførte trods alle vanskeligheder sin beslutning om at blive læge. På opfordring af sønnen Holger Drachmann skrev han som ældre mand sine memoirer: En gammel skibslæges erindringer. Her ser han tilbage på sit eventyrlige liv, sin barndom på Frederiks Hospital, sin uddannelse under vanskelige vilkår og sin karriere som læge. For at tjene til sit studium virkede han som skibslæge på togter til blandt andet Dansk Vestindien, zarens Rusland og til Italien og Island. 
    A.G. Drachmann giver en levende skildring af livet om bord på de store orlogsfartøjer på sejlskibenes tid, og han fortæller om sit arbejde som læge på et feltlazaret i første linie og på flere af flådens skibe i krigsårene 1848-1850. 
    Også hjemlige danske og navnlig københavnske forhold bliver skildret, for eksempel A.G. Drachmanns virksomhed som koleralæge i København i 1852 og sociale og politiske forhold i datidens Danmark. 

I skriftet Edith giver Emmy Drachmann (1854-1928) en betagende skildring af sine følelser og oplevelser ved sin mand Holger Drachmanns skæbnesvangre møde med Amanda Nielsen (Edith) i 1887. I november 1891 rejste Holger Drachmann til Hamborg for at slutte sig til sin muse, og beretningen om afskeden fra hjemmet og afrejsen fra Københavns hovedbanegård er gribende og skånselsløst fortalt af hans kone. Skriftet er fra 1913 og har aldrig tidligere været udgivet 

Vejen til livet er en selvbiografisk beretning om en anorektisk piges kamp for at overleve. Vejen til livet består af udvalgte dagbogsoptegnelser fra perioden 25. februar 1985, hvor de første symptomer begyndte at blive synlige for den på det tidspunkt knapt femtenårige pige, til den 4. januar 1991, hvor forfatteren begynder at se fremad med forhåbning. Gennem forløbet følger læseren forfatterens kamp mod den i perioder livstruende sygdom, fremgang og tilbagefald, fortvivlelse og håb, samt forskellige behandlingsformer. Beretningen er meget personlig, og forløbet skildres gennem forfatterens oplevelser med og overvejelser over sygdommen. Trods anoreksien lykkedes det Lone Larsen at gennemføre gymnasiet, og hun er nu færdiguddannet som ernærings- og husholdningsøkonom. 

Paul Hess-Larsen, født 1914, er »garvet« immigrant, og i Som årene gik giver han en levende og engageret skildring af sin opvækst i et arbejderhjem i Ålborg og tilværelsen som nystartet malermester i København under anden verdenskrig. I begyndelsen af 1950’erne emigrerede Paul Hess-Larsen til Canada, hvor han i tæt samarbejde med sin familie opbyggede en blomstrende virksomhed. I Som årene gik beskrives ikke blot emigranttilværelsens genvordigheder, men også hvordan det er at emigrere tilbage til Danmark igen. 

Partikammerat skildrer en halv snes år af forfatterens liv i aktiv politik inden for SF, som hun var med til at oprette efter bruddet med kommunisterne i 1958. Senere deltog Lis Mølbjerg i dannelsen af VS. Lis Mølbjerg har nu som pensionist kunnet tage sig tiden til at genopleve tingene i erindringen, og først for ganske få år siden har hun fået de sidste brikker frem på bordet, hvilket har sat hende i stand til at se sammenhængen i de ting, hun har oplevet. 

Johan Jørgensen Jomtou blev født i Maribo, hvor han senere blev udlært som væver. I 1814 drog han til København, hvor han først ernærede sig som væver og siden fik eksamen som dansk jurist. Han vendte hjem til Maribo som underretssagfører, men som den retsindige og sanddru mand han var, mødte han modstand hos egnens betydende mænd og måtte atter flytte til København. Her ernærede han sig med held som udgiver af ugeblade, hvor han kunne give sin uforbeholdne mening til kende. 
Ved Frederik 6.’s hof var han ikke velset, men kronprinsen, den senere Christian 8., satte pris på ham og benyttede i sin regeringstid hans evner og viden i talrige sammenhænge. 

Beretningen om den lollandske præstesøn, Klaus Henrik Seidelin, der endte som banebrydende bladudgiver og redaktør i København, er i sig selv spændende læsning. Men vi lærer i denne bog ikke kun Klaus Henrik Seidelins begivenhedsrige levnedsløb at kende. Vi møder også nogle af tidens kendte personligheder foruden lollandske almuesfolk og københavnere fra de smalle gyder. Og som baggrund har vi en bevæget tid, præget af den store franske revolution og Napoleonskrigene. 

»Jeg Gerda Nielsen er født den 10. januar 1919 og døbt i Kristkirken på Enghave Plads på Vesterbro i København. Jeg fik navnene Gerda Elin Kristine Pedersen.« 
    Sådan indledes Gerda Nielsens beskrivelse af en tilværelse i lyst og nød og arbejde gennem mere end syv årtier. Skildringen af livsforløbet afspejler ændringer i samfund og levevis som er karakteristiske for dette århundrede. Som en ud af fire børn af farverige, men fattige forældre havde Gerda Nielsen ikke nogen let barndom. Hun måtte tidligt deltage i familiens underhold på en måde der sætter velfærdssamfundet i relief, men med sit lyse sind klarede hun både arbejde og fest i den vrimmel af børn og voksne der har omgivet hende, og som hun skriver om med forstående varme og humør. 
    Gennem skildringer af mennesker og livsformer belyses Gerda Nielsens egen livskraftige personlighed. 

I Mennesker jeg har kendt fortæller Torgny Nielsen løst og fast om sin barndom i Hoby og Opager og om sin ungdom som karl på forskellige gårde på Vestlolland. Han skildrer sine forældre og andre mennesker som har beriget hans tilværelse, samt arbejdet med landbruget i 1930’erne og det sociale liv på forældrenes statshusmandsbrug og på de større gårde, hvor han har tjent. 

I Hvidhårede Damer giver forfatterne Tove Nielsen og Rita Naabye mæle til tolv kvinder, der alle er født i løbet af de første to årtier af det tyvende århundrede. Vidt forskellige skæbner og miljøer skildres i en uformel samtaleform, som drager læseren med ind i stuen og udfolder de mangeartede virkeligheder, som bogens tolv hovedpersoner har gennemlevet. Ved arbejdet med bogen viste det sig at det ikke blot var de i offentligheden kendte kvinder, der var i stand til at yde spændende bidrag; de mere anonyme havde også mange ting at berette, og det er ganske vist, at nogle mennesker kan rejse jorden rundt uden at opleve så meget som én, der tager sig en times køretur hjemme i Danmark. 
Bidragyderne er: 
Maria Crone: Livet er som en pose blandede bolcher 
Marie Olsen: Et godt og rigt liv 
Margrethe Fisker: Skoleforelskelsen der varede 
Grethe Kolbe: Musik for livet 
Marie Lorentzen: Man skal være realistisk 
Gerda Sørensen: Et liv i arbejde 
Nanna Ryhl: Om UFO’er og åndsvidenskab 
Hildur Rybil: På sølvsko gennem livet 
Helene Aarestrup Michaelsen: Kosmopolit af nødvendighed 
Inga Hansen: Stadig noget af en livskunstner 
Grethe Mortensen: Hvor der handles, der spildes 
Eva Knudsen: Drømmen om en far 

Rita Naabye, født 1924, er datter af en nitter på Nakskov Skibsværft. Som forfatter er hun kendt for sit sociale engagement, sin realitetssans og sin humor. 
    I Nitterens Datter skildrer hun med skarpsindighed og lune sin opvækst i et arbejderkvarter, sin skolegang, liv og færdsel i Nakskov og omegn, sommerferierejser til København og mange forskellige og farverige personligheder fra 1920’erne og 1930íerne. 
    Nitterens  Datterhar ikke blot almen samfundsmæssig og kulturhistorisk interesse, men giver også en indlevet og engageret skildring af en tid og et miljø der ellers sjældent belyses i bøger. Nitterens datter kan derfor medvirke til at meget fra vores fælles baggrund ikke går i glemme. 

Ved køb af 3 bøger eller flere direkte fra Forlaget Skovlænge gives 10 % rabat, også ved køb af forskellige titler. Forlaget Skovlænge beregner ikke forsendelsesomkostninger ved salg direkte til private eller institutioner. 
Priserne er forlagets vejledende priser. 
Boghandlerrabatter: 1-3 stk.  20 %; 4-6 stk. 25 %; 7-9 stk. 30 %; 10 eller flere 35 %. Der beregnes forsendelsesomkostninger, dog ikke ved køb af 3 stk., 6 stk., 9 stk. eller flere.