Vivat Winther!

29. 7. 1796: Barsel i Fensmark præstegård. En begivenhed SBID har grund til at mindes ved 200-års dagen. Af en eller anden grund fremkalder Chr. Winthers navn ofte en trækken på smilebåndet. Et hovedværk som "Hjortens Flugt" provokerer en overbærende mine hos mange. Det er ganske uretfærdigt over for værket og over for den som digtede det. Det står stærkt den dag i dag. Modernisterne har i årtier foretrukket hans gode ven Emil Aarestrup, nemlig som den der pegede frem mod moderne lyrik. Aarestrup og Sophus Claussen har været de eneste man rigtig har kunnet være bekendt at læse i vore dage. Ved at fravælge Winther har man snydt sig selv. Hvad man naturligvis har lov til. Winther kendte Bellman. Han kunne ham. I 1825 var han gået i eksil i det fjerne mondæne Lyngby, lige over for Sorgenfri slot. Herfra bad han en bekendt om at måtte låne Bellmans epistler fra universitetsbiblioteket. Det må have været 1816-udgaven, for førsteudgaven fra 1790 var temmelig slidt, og Chr. Molbech havde sørget for at biblioteket fik nyoptrykket, da det kom. I 1843 skrev han til komponisten A.P. Berggreen at han savnede en melodiudgave af Bellmans sange, om han måtte låne komponistens. Det var nemlig ikke lykkedes ham at opdrive et eksemplar, hverken hos boghandlere eller i antikvariater. Hvad der kom ud af det lån, kan vi ikke se af hans produktion. Måske endte han ved den lejlighed med at vælge den norske folkemelodi han og hans venner altid tyede til, når de skrev festsange: Å kjøre vatn å kjøre ve'. Måske ville han bare synge og spille Bellman for hin ene han var ved at skrive en hel digtsamling til („Til Een"). Måske var han blevet så forskrækket over den kritik han oplevede i 1835 omkring samlingen „Nogle Digte". Særlig fik han læst og påskrevet af Homers danske oversætter Chr. Wilster, og ganske særlig for at have brugt Bellmans vers og metode som forlæg. Det er i hvert fald en kendsgerning, han holdt op med at skrive Bellmanpasticher. Så godt som. Man kan nemlig finde spor, selv om de er svage. Han skrev en hyldest til de svenske frivillige der kom til hjælp under de slesvigske krige. Hvem kan skrive om en svensker eller Sverige uden at nævne Bellmans navn eller antyde hans digtning? Danske digtere har aldrig kunnet, fra Benny Andersen og bagud, over Seedorff Pedersen, Valdemar Rørdam og Drachmann til, ja, just præcis: Winther. Så erotisk dampende, så amorøst opstemt er foråret aldrig skildret som i Winthers „En Vise om Vaaren". Det er, trods det overbærende smil Winthers navn fremkalder, stærke sager; solen og våren går ordentlig til den, og det er ikke hverken første eller sidste gang hun jomfru Vaar stod brud, som i Ep. 82. Hun ved nok hvad det går ud på, jomfru eller „jomfru". I billedet af Jomfru Vaar er der stærke mindelser om Bellmans forliebte portræt af Ulla Winblad i Ep. 36. I Selskabet har vi prøvet at synge „Sneen dækker Mark og Mose" pa melodien til Ep. 34. (4.2. 1996 i Bakkehuset). Det er en spøg, men det belyser trods alt hvor tæt på Bellmans metode Winther kunne gå. Fredmans sång nr. 5 b har givet melodi, ikke bare til menuetten af Elverhøj, men også til et par væsentlige digte fra Winthers hånd, i en bordsang ved afskeds-middagen for bellmanianeren Henrik Hertz i 1833, og to år senere til en festsang „Til Damerne" i Studenterforeningen. Der er ikke et ord om Elverhøj, men mange hentydninger til Glocks overfart med Charons båd i et bogstaveligt Herrens vejr. En svensk kritiker (O.P. Sturzen-Becker) har set tydelige Bellman-spor i Winthers „Træsnit" fra 1828. Det kan en nylæsning af dem bekræfte. Både den lollandske natur og den sanddru menneskeskildring, lige langt fra Greuel og fad idyl, kunne være af lært fra Bellman. Hovedværket i Winthers Bellmaninspirerede ungdomsdigtning er imidlertid det lange fortællende „Vandring og Opdagelse", dateret til 5. juli 1833 og trykt i „Nogle Digte" 1835. Heri fortælles om en vandring på tomandsfod fra landstedet „Fuglsang" ved Prinsessestien i det nordlige Lyngby, ud langs moseskoven til Frederiksdal ved Furesøen, videre langs stranden op til Kaningården og Luknam ved Næsseslottets park, tilbage gennem landsbyen Virum til Lyngby. Opdagelserne er så særligt det ukendte område inde over sognegrænsen til Søllerød. Altsammen på melodien til „Kortspelet på Klubben", Ep. 42. Melodien egner sig til at stikke på; den er heller ikke ueffen til en rask spadseretur en blæsende sommersøndag langs Furesøen. Dette digt danner grundlag for en monograf i som forventes udkomme i 200-året, så interesserede må læse mere dér. Winther var en af vore musikalske digtere; han spillede violin, klaver og orgel, han sang bas i kor og kvartetter, han komponerede selv. Han var ophavsmand til en samling ret grovkornede drikkeviser; ingen af dem har hidtil kunnet føres tilbage til et Bellmanforlæg. Han var en af litteraturhistoriens store erotikere, dybt betaget af alt i skørter, og lige så uheldig som sin ældre svenske kollega; begge skulle de ret højt op i alder, før der blev realiteter ud af anstrengelserne. På alle tre punkter ligner årets fødselar altså sin forgænger. Digterisk minder han om ham i den topografiske præcision, Bellman i Stockholm og Mälardalen, han primært i det sjællandske landskab, i den friske og fordomsfrie persontegning, og desuden i det Ingemann næserynkende kaldte deres „libertinage" og „fadaiseligheder". Kärlek och Bacchus helgas min skål, for begge guddommeligheder gennemilter Winthers digtning. Der er god grund til at smile med Winthers vers. Det er værst for den læser der lukker sig selv ude.