En sorg i rosenrødt

Esaias Tegnérs sång den 5 april 1836 ved fejringen af Svenska Akademiens 50-års dag: Gif plats, gif plats, ty Nordens vingud nalkas och sången svärmer kring hans vigda mund. Hör hur han skämtar, se hur gladt han skalkas blandt nymferna uti den gröna lund. Men ack! hans glädje ligger ej i kannan, ej i idyller som han kring sig strött, hans druckna öga söker än en annan, och märk det vemodsdraget öfver pannan, ett Nordiskt sångardrag, en sorg i rosenrödt. J Djurgårdsekar, susen vänligt öfver den störste sångarns bild som Norden bar! Det finns ej tid som dessa toner söfver, det finns ej land som deras like har. En sång som växer vild, och likväl ansad, bär konstens regel, men försmår dess tvång, till hälften medvetslös, till hälften sansad, en gudadans på gudaberget dansad med faun och Gratie och Sångmö på en gång! (gengivet efter Lars Huldén „Carl Michael Bellman" 1994 hvor den citeres efter „Svensk lyrik" 1967 (- på bokrea 1998!)) Så kom det. Først i nr. 16, ganske vist, vi har ikke villet trætte vore læsere med det banale, det alt for velkendte før. På den anden side: i den videnskabelig-kritiske serie der omhandler andre digteres portrætter af salig Carl Michael, indtager Tegnérs den centrale plads der passer til et jubilæumsnummer i et jubilæumsår: som det 15. litterære Bellman-billede i Selskabets 5. virksomhedsår. Det falder umiddelbart i øjnene at Drachmanns „Bellman blandt Skærene" fra rejsebogen „Den hellige Ild" 1899 - den vi altid synger nogle strofer af ved vore sammenkomster - nedstammer i lige linie fra Tegnérs. Knap så iøjnefaldende, men lige så tydelig er beslægtetheden fra Tegnérs programdigt om kunstens væsen til Chr. Richardts kunstteoretiske kampsang „Derfor kan vort øje glædes" (højskolesangbogen nr. 127) der er taget ud af en kantate om naturen og kunsten og trykt 1868, den vi synger til Carl Nielsens fortryllende bellmansk-klingende melodi. Ligeså stærkt som på poeterne har Tegnérs digt virket på litteraturhistorikere. Ingen kan komme uden om „Gif plats, gif plats", ikke engang Lars Huldén der sandt for dyden har givet plads for sin egen stærke portrættering af lærefaderen i en hel digtsamling om Bellman. „... en sorg i rosenrödt" er blevet et bevinget ord. Det kan ikke undre. Det rammer os alle, de fleste af os så stærkt at vi har meget let ved at glemme den homeriske latter i Fredmans epistlar og sånger for medfølelsen og naturskildringerne. Homerisk? nej, undskyld, jeg ville sige: den bellmansk boblende latter på bekostning af dem alle, lige fra „Christian Samuel Bredström som ligger under bordet" i Ep. 1 og til „krögarn, den basilisken (som) summerar tavlan full i dag". Ikke flere eksempler, ty de äro många. Bellman fik ikke sæde i Svenska Akademien da det blev indstiftet i 1786 af Gustav III til de ädlaste af alla tidsfördrif: vältaligheten och skaldekonsten, att under uppodlande och stadgande af svenska språket utsprida och upphöja äran och minnet, samt sjunga de store mäns lof; men Bellmanskildrerne Kellgren, Leopold og Oxenstierna samt hans ven og velgører Schröderheim (se Fredmans sång nr. 65) sad der. De Aderton hyldede da også den store man med en medalje i anledning af Fredmans epistlar da de udkom i 1790. Tegnér var blevet medlem af akademiet allerede i 1819, året efter støbte de mange bevingede ord i det med rette berømte læredigt „vid Magisterpromotionen 1820" - et af hovednumrene i Roikjers svenske læsebog for gymnasiet. Hans centrale værk er „Frithiofs saga" som glemslen har lagt sig nådigt over. Biskop i Växjö blev han i 1824, i 1840 var han et halvt års tid indlagt på sindssygehospitalet i Slesvig, blev aldrig rigtigt rask og døde 6 år senere. Langt op i dette århundrede taltes han blandt de største svenske digtere. Det gør han ikke mer. Sangen om Bellman dokumenterer både hvorfor han huskedes, og hvorfor han glemtes.