Nå skruva fiolen

Det kan der være god grund til at gøre, skrue på fiolen. Når det er gjort, kast den så til hagen eller tag den mellem knæene hvis det er en fiol af den slags fader Berg stryger i Fredmans epistel 2 og som Herbjørg Wassmo lader sin Dina forføre det halve Nordnorges mandfolk med, kort sagt: en cello. Men helst en violin af til-hagen-typen. Af med vanten, buen i højre hånd, øjnene i en melodiudgave af Bellmans epistler og sange. Spil! Hvad mærker man så? At melodi efter melodi er som skabt til at spilles på netop dette instrument. Fingrene løber næsten af sig selv, de kan slet ikke lade være. Tag en kontra, som man siger til mødets dirigent når der er usikkerhed om hvordan stemmerne står: kig ud i luften, vend ryggen til noderne, lad fingrene løbe af sig selv. Hvad er det for lyde de giver fra sig? Det er Bellmanmelodier, for de er violinmelodier. Carl Nielsens danske sange er i det mindste præget af at han var en stor violinist før han blev dirigent og komponist. De franske 1700-talskomponister Bellman støttede sig til og stjal fra, har helt tydeligt komponeret med violinen under hagen. Vi tager endnu en kontra. Henrik Rung, den danske 1800-talskomponist, var trods digterne Hauch og Heiberg datidens førende guitarspiller. Gå hans melodier efter i sømmene; de er ikke til violin, de kan gå på klaver, for pianister kan alting, men det er indlysende at Rung komponerede med sin guitar på skødet. Guitarmelodier bygger på akkordgrebene, og tag sådan en melodi som Rungs Hvor Nilen vander: se selv, den er tænkt for guitar. Bliv altid mistænk-som når en melodi ender på tertsen! Har komponisten siddet ved klaveret, orglet eller cembaloet, har han ladet fingrene bestemme. Klaverfingre elsker at løbe i trin: c d e f g a h c og ta’ så ne’. Det eller seje, tunge kadence-akkorder. Schuberts lieder er børn af klaveret, Weyses sange ligeså. Det viser sig endog i det rytmiske. Pianister elsker punkteringer, tænk på Lysets engel går med glans, for det er noget fingre kan få tangenter til. Det er ikke til at synge, sangere bryder sig ikke om punkteringer, violinister heller ikke, og slet ikke guitarister, de kan meget bedre med trioler som i Epistel 58’s Klingeli plingeli klingeli plang eller underdelinger som i Epistel 18: satt sig att. Typiske pianistmelodier er Fredmans epistel 78 Knappt Jeppe hann ur (samme som FS 17) eller Joakim uti Babylon. De render op og ned i skalaen: c h a g f e e f g a g f e d e de c osv. FE 78 er lånt fra et Vivace i H.Ph. Johnsons Stycken för piano. Vi har jo i hundrede år diskuteret om og i bekræftende fald hvilke melodier Bellman selv har eller kan have komponeret selv. Han spillede ikke violin, det var Fredman der gjorde det, jvf. Epistel 63 (versene „Vin och flickor och Fredmans stråke/ natten ljuvlig gör") - eller jeg tror Bellman spillede violin, men vi har ingen udsagn fra ham selv eller andre om at han gjorde det. Han trakterede diverse strengeinstrumenter, citrinchen, cister på dansk, eller lut, det er vidnefast. Holder min fornemmelse for sammenhæng mellem instrument og kompositionens melodiske og harmoniske forløb, af og til også dens rytmiske, måtte man altså i de melodier Bellman muligvis selv kan have komponeret, kigge/lytte efter citrinchen eller lut. „Fjäriln vingad" falder naturligt for guitaren, den og „Gubben Noach", de virker som skabt for guitar. Gunnar Hillbom mener at fader Bellman selv er ophav til Fredmans sång 5a og 5c; i hvert fald er de typiske guitarmelodier. Heller ikke det kan bevises, i hvert fald ikke før nogen finder et hidtil ukendt brev i et afsidesliggende godsarkiv någonstans i Sverige hvoraf det måtte fremgå. Men instrument og øre kan antyde en sammenhæng.