Lorenzo Hammarsköld 1785-1827

I Bellmans levetid både skændedes og hyldedes han af samtidige digtere, og gennem både den danske og den svenske litteratur kan vi følge en strøm af poesier om den store poet. De politiske og kulturelle omstændigheder i årtiet efter Bellmans død gjorde at der var stille om hans stofhob, dåd og navn, men i og med romantikkens gennembrud brød også Bellman-dyrkningen igennem. En central personlighed i denne sammenhæng var digteren, bogudgiveren og biblioteksmennesket Lorenzo Hammarsköld der i sin sonet til ære for Bellman præcist skildrer den romantiske opfattelse af hans særegenhed som digter. Sonetten indgår i samlingen „Svenska skalder" 1806. Ellers synes svenske litteraturhistorikere ikke at der er grund til at beskæftige sig nærmere med Hammarsköld. Med denne sonet har han skaffet sig plads i digtningen om Bellman, og Søren Sørensen har skaffet den indpas i den danske Bellmandigtning ved at tage hans form, sonettens 14 linier med den specielle rimfletning, og hans motiv op. Som man ser, det er romantikken i essens: liv og rus og vers vil sammenslynges. Livsberuset sang du dine sange, De kunne aldrig blive til på anden måde De kom som af sig selv, af rusens kåde Ånde skabt, så ødselt mange. Livet brændte i dig, ville råde For sjælen selv, og se, om du blev bange, Du gik ad egne veje, øde vange Ingen før og efter nåede. Livsberuset sang, når den skal synges, Så må det ske berust af livets hede vine, Så sangen løfter sig. Den må ej tynges, Liv og rus og vers vil sammenslynges Med sangens harmoni, og livet, trods dets pine, Forskønnes af dit digt og sødt forynges.