I mange af Bellmans viser er der hentydninger til forbud af den ene eller den anden art, sommetider lidt forvirrende, idet Bellman, så at sige, fulgte med tiden og forbuddene i tidens løb skiftede, blev ophævede eller gjort strengere.
Da en Bellman-vise altså hyppigt var dagsaktuel, kan tidspunktet for dens tilblivelse ofte ses af indholdet, som i nedenstående eksempel:
Bacchus og Venus
God dag, kære søster, sa’e Bacchus engang
Til Venus, Gudinden, så vakker;
Da hun med en spølkum blandt Guderne sprang,
med kaffe og fløde, med sukker og tang;
Er alt vel, min søster? Jeg takker !
Du selv, kære bror? Også tak for i går.
Skal selv jeg min kaffe tillave
Med mælk eller uden? – Nej, søster, den tår
Smid den blot ad H. til; mit forslag: vi får
En snaps, som kan varme min mave.
Se hunde, som slubrer, se killinger di’,
For mandfolk det duer slet ikke.
Jeg blæser på kaffen, den er Barbari,
Hver time skal nydes, med hvad jeg kan li’,
En krydder-snaps vil jeg nu drikke.
En skål, kære søster, hver ærlig kam’rat,
Så langt som til Kina ved muren,
Fra uro-betjente til Preussens soldat,
Jeg elsker og tugter, jeg er bureaukrat.
Hæld op, lad os få af miksturen !
Visen er fra ca 1767/68, – på et tidspunkt, hvor det var forbudt at importere, – ja endog blot at drikke kaffe, mens brændevin var tilladt, hvad Bellman næppe lod sig sige to gange.
Igennem 1700-tallet blev der med mellemrum udstedt en række importforbud. Årsagen var en meget dårlig handelsbalance som man forsøgte at forbedre.
De første importforbud mod luksusvarer kom i 1720 efter Karl XII’s ruinerende krige. Samtidig indførte man et system med angiveri, hvor angiveren fik del i den idømte bøde.
Populære var forbuddene naturligvis ikke, og i 1735 strammedes loven op med en forordning om bødestraf mod den, der blot satte spørgsmålstegn ved dem.
Der var ikke totalforbud mod import; man tillod enkelte, billige vine (rhinskvin, moselvin, enkelte franske, spanske og portugisiske vine), men ved rigsdagssamlingen i 1756, hvor partiet, der blev betegnet som ‘Hattene’, havde magten indførte man forbud mod fine vine og mod indførsel af kaffe, kakao og sydfrugter. Disse forbud blev igen ophævet i 1762. Der var også forbud mod hjemmebrænding, et forbud, der ophævedes mellem 1760 og 61, men genindførtes på grund af kornmangel. Det bestemtes, at alle større eller mindre løse destillationsapparater skulle afleveres på rådhuset til forvaring. Ingmar Simonsson fortæller, at der afleveredes 170.000 brændevins-pander og 30.000 ‘hatte’, som brugtes når panderne var indmurede, men at samtidige beregninger viste, at hjemmebrændingen trods forbuddet forbrugte 250.000 spannmål korn, formentlig årligt. (Et spannmål er ca 73,5 liter). Imellem 1756 og 1760 var importen af vin og brændevin steget til det dobbelte.
På rigsdagen i 1766, overtog ‘Huerne’ (‘Mössorna’) magten efter ‘Hattene’. Dermed sluttede det, der betegnes som ‘Frihedstiden’, hvor man ved subsidier (via Manufakturhuset, hvor Bellman var ansat) og høje toldmure havde søgt at stimulere industrien. Manufakturhuset blev nedlagt, og i stedet for toldmure indførte man importforbud, der nu gjaldt kaffe, chokolade, andre søde lækkerier, arrak, punch, (men ikke almindelig brændevin !), de fleste vintyper, slæb og garneringer på kvindetøj, fløjl og silke, udenlandsk porcelæn, franske guvernanter, dyre ligkister og ligklæder, løbere, hejdukker og lakajer over et vist antal. Desuden forbød man tobaksrygning for alle under 21 år, og rygere skulle betale særskat.
Kaffeskænkene, som ejerne af kaffehusene hed, fik ved importforbuddet frataget deres næring, men de fik kompensation i form af tilladelse til at sælge øl og destillere brændevin med salg for øje. Råvarerne var jo svenske, og ejerne fik nu titel af mundskænke. Thermopolium Boreale var et sådant kaffehus, og af epistel 9 (fra 1770) ses, at spiritustilladelsen blev udnyttet mere end fuldt ud: ølkanden står på stolen, – Jergen Puckel drikker store mængder snaps, og Fader Berg skal have af den krydrede Hoglands vin.
De store vinhandlere (ikke de almindelige værtshusholdere) og apoteker kunne imidlertid få eksklusive importlicenser til udenlandske vine. Man kommer uvilkårlig til at tænke på Bellmans beskrivelse af Ulla Winblads ægtefælle, Norström, der elegant løser sit eget problem: havnetolder, gift med Ulla; faderen gartner i den dauerske have; har ingen stemme, spiller intet instrument, indforskriver selv sine vine.
Sortbørshandel og smugleri blev udbredt. Den, der havde penge, manglede ikke noget.
Luksusforordningerne gjaldt, som nævnt, også import af silke. Det fortælles om Ulla Winblad (i Bellmansstudier nr 5 fra 1931), at hun i 1767 stod tiltalt for at have båret en rød silkekjole (‘sidenarspelisse’). Betjent Edström havde grebet hende i ‘Gamla Stan’ i den gade, hvor hun boede. Edström rapporterede, at hun var arbejderske, og hun måtte derfor ikke, i lighed med ‘kvindfolk og tjenestepiger under 40 år’, gå med sådant tøj ifølge luksusforordningerne. Straffen var 20 daler sølv, et anseligt beløb, samt et ophold i gabestokken. Det lykkedes hende imidlertid at skaffe sig en attest på, at hun ikke var en almindelig fabriksarbejderske men ansat i silkeproduktionen, samt at hun desuden var tjenestejomfru i fabriksejerens hjem. Derved fik hun ret til at anvende silketøj. – 4 år efter skrev Bellman epistel 28, om dengang samme Ulla Winblad blev forulempet i Yxsmedsgränd (hvor hun boede), klædt i en kullrig vidd af många stubbar, bjäfs och granlåt och flärd. Men i dess fjät såg jag två gubbar med långa svärd.
Der var sandelig forskel på folk, og forskellene strakte sig vidt, – hvorved staten fik yderligere et økonomisk problem.
Begravelser blev efterhånden nærmest udstyrsstykker hvor man prøvede at overgå hinanden og også overskride grænserne for, hvad man ud fra sin rang og stand kunne tillade sig. Landets ressourcer blev derved ødslet bort, – og de forskellige stænder klagede over, at andre trængte ind på deres rettigheder.
Kirken var også utilfreds med forholdene, den ville udforme begravelserne som et opbyggeligt skuespil for at befæste de efterladte i den kristne livs- og samfundsopfattelse. Det skulle være enkelt, og det var derfor et problem, at familierne brugte utroligt mange penge på gravkor. der skyggede for højaltret og på epitafier, der ledte blikket bort fra korset og prædikestolen.
Bellman parodierer en begravelse i nedenstående digt, hvor "Bacchus er død i armod og nød"; derfor skulle hans begravelse have haft et særdeles beskedent præg: Uden klokkeringning, maksimalt 3 ledsagende vogne, uden en ridende ‘prestav’ (= person med en flor-omvunden stav, også den kaldet 'prestav'. Siden 1731 kun tilladt ved adelige begravelser), og uden det store følge (som selvfølgelig her er fylderikker) med hatte, parykker og kapper og med udslået hår, som tegn på sorg.
Fuhrman, som til hest leder begravelsen, var vinhandler, dygtig forretningsmand, absolut ikke dranker, han var formentlig med i visen pgr. af sin metier og som en, der absolut ikke ville have været med ved en fattiglus’ begravelse.
Fredmans Epistel Om Bacchi begravelse (fra 1767) lyder sådan:
Vor Bacchus er død
i armod og nød,
men stolt til begravelsen slægten man bød
Som til et kalas
med klokker og glas.
Man ringed og ringed, hver dame fik plads.
Fra alle slags kår
kom folk til hans gård.
Kor: Fra alle slags kår.
Et følge så stolt:
Herr Fuhrman så boldt,
red forrest med staven og råbte så: Holdt!
Med megen alarm
i sorg og med harm
nu fulgte ham tjenere,- nabo, dig varm!
Dit glas med likør
drik ud, før Du dør!
Kor: Dit glas med likør.
Poeter dér går
med båren; hér står
et par kælder-mestre med udslået hår.
Derefter to lys,
så kommer med krus
en skatteforvalter med tavle og rus.
Et følge så flot!
Drik, drik, men kun småt.
Kor: Et følge så flot!
Og fremad de skred:
Som første geled
den aldrende Smitten, så ensomt han red.
Så fulgte så fin
den tro Kolmodin,
med sørgeflor svøbt om karaffel til vin.
Drik, nabo, vær glad.
Vort liv som et blad.
Kor: Drik, nabo, vær glad.
Nu Stenberg kom hen,
så to opsynsmænd,
de ældste i tjensten; af vejen, min ven!
Tolv vogne man så,-
med fulde, der lå,
med flasker, parykker og kapperne på.
Så herlig en flok!
Drik ud, her er nok!
Kor: Så herlig en flok.
Nu savnet, begrædt, vor Bacchus så net
dér hviler og sover
blandt digternes æt.
Skriv da på hans grav:
Han leved og gav.
Men il så fra graven til Fuhrman med stav.
Herr Fuhrman, God da ‘!
Rhinsk vin skal vi ha’!
Kor: Herr Fuhrman, God da’!
De økonomiske problemer medførte indførelsen af valutariske bestemmelser, der skulle øge kursen på den svenske krone (i forhold til ‘Hamburger Banco’, som var den tids D-mark).
Resultatet blev alvorlig pengemangel, en situation, som Bellman beskriver i Fredmans sang nummer 13, (Klubben) som er fra 1768. Visens indledning er en dialog mellem en politikus og en drikkebroder, der gerne vil låne penge, men med kursen ‘al pari’ var kreditten meget stram. Bellman skriver:
Det var ret kuriøst: I går aftes sad vi og talte om Finans-værkets nuværende tilstand, siden kursen er blevet reguleret al pari. Nogen påstod, at Du nok holder Bank og lå ved Munkens trapper,- jeg lirkede mig op til dig efter passende tilladelse; in bona fide gi’r jeg dig min ejendom i pant; Du vil, men jeg kan intet; [i.e. yde sikkerhed]. Jeg kan, men Du vil intet; skulle Du bare på grund af den manglende evne skubbe mig ud af Lossen og ned ad de trappeløse [i.e. dårligt vedligeholdte] trapper?
I Lossen, min frænde, kom få dig en tår!
Fioler og piger her meget formår;
i vinduer, glugger, i vinkler og vråer:
en kjortel, en bådsmand -
dér elskov, de får.
Jeg tænker slet ikke på gæld og finans,
blot skilling og flaske og jeg får en dans.
Min nabo, min bank, hvert kneb og fidus,
mig rager en fjer,
har jeg øl i mit krus!
I 1769 må ‘Huerne’ tilbagegive regeringsmagten til ‘Hattene’, og med tiden blev forordningerne ikke håndhævet så strengt, og et forsøg på at genindføre forbud mod hjemmebrænding mislykkedes. Bellman kunne trøstigt digte til vinens pris, som i dette eksempel fra 1768/69, til melodi som epistel 70:
Druerne hænger tungt imod marken,
kom og pluk dem, hvert et barn!
Ringeste hyrder, selve monarken,
fængsler jeg i søde garn.
Den, der fængsles, bliver herligt svimmel:
:/: i syv’ne himmel :/:
Saften
læsker, læsker mine små.
Al slags bekymring skal jeg snart døde,
kom og pluk så, mine små!
Her har jeg druer rosenrøde,
her er andre, hvide, blå.
Når de perses, hjertet vinder kraften;
:/: ja, druesaften :/:
læsker,
læsker, læsker mine små..
Kom lad os danse, saften skal rinde;
kom og pluk så nat og dag!
Dronning og hyrde, konge, hyrdinde,
smag på mine livs-behag.
Hjertet hidses, blodet raser, suser,
:/: safterne bruser, :/:
læsker,
læsker, læsker nat og dag.
Der bliver imidlertid misvækst i både 1770 og 1771, Der bliver imidlertid misvækst i både 1770 og 1771, og efter statskuppet indfører Gustav III brændevinsforbud, det vil sige forbud mod at fremstille brændevin, idet den blev fremstillet af korn, og, siden 1746, i mindre grad også af kartofler. Men korn og kartofler skulle bruges til føde. Da han til gengæld ophæver luksusforordningerne, har importeret brændevin kunnet fåes helt legalt. Der er rent faktisk aldrig noget tidspunkt, hvor man ikke har kunnet købe/drikke brændevin, og det brændevinsforbud, som nævnes i epistel 58 er et forbud mod hjemmebrænding. Der har heller ikke været forbud mod ølbrygning, selvom der anvendtes korn til det.
Gustav III havde brug for penge. Hans rådgivere forestillede sig, at en løbende indtægt, fx fra brændevinssalg, kunne betale for en stående hær af professionelle soldater, så 14. september 1775 udfærdigedes forordningen om indretning af Kronebrænderier, hvorved man gjorde forbuddet mod hjemmebrænding permanent. Man oprettede 60 krone-brænderier bl.a. i ombyggede slotte, – 3 brænderier blev anlagt i Stockholm, og salget af snaps begyndte d. 2. maj 1776. Med det for øje anlagde man 3000 kroer overalt i Sverige og Finland !! Import af udenlandsk brændevin blev forbudt, men der var ingen konsumptionsbegrænsninger, blot det var kronens snaps man drak. Efter tre år skal anlægsudgifterne have været hjemme.
I 1778 samledes den første rigsdag efter statskuppet i 1772, og Gustav III havde stærkt brug for al den støtte han kunne få, men i bondestanden var der stor utilfredshed med forbuddet mod hjemmebrænding. Kongen gjorde da den højvelbårne Elis Schröderheim til bondestandens sekretær og Bellman til dens notarius medens rigsdagen var samlet. Schröderheim trakterede bønderne hjemme hos sig selv og Bellman underholdt dem, og det lykkedes disse to at holde bønderne i så godt humør, siges det, at de støttede kongen i hans ønsker. I forbindelse med denne indsats, lod kongen i 1779 Per Krafft d. æ. male det kendte portræt af Bellman med luth.
I epistel 53, som er skrevet efter forbuddets indførelse, kan man se, at en embedsmand, der ‘flittigt efterforskede’, ikke var populær.
Hvem er så han? Han Sjögren hedder,
tolder her ved Danto Bom,
han sig smyger, snor og vrider
mellem vogne, snu og from.
Slynglen i fare!
truende skare,
blodskudte øjne og nedslidte sko,
halve næser, kamp på kro.
Hug ham på skallen, stik på tuden,
smid så skede og gehæng,
knæk så hans kæp,
gi’ ham på huden,
flasken for hans øjne sving.
Han er jo manden,
som hugged panden,
brændevins-panden
i Ormsaltargränd,
på sin hud og blodtud kendt.
I vores kro her, glæden sandes,
og ved døren død og mord.
Her med dit blod skal fusel blandes,
drik en skål her ved vort bord.
Hurtig, kanalje,
sikken batalje.
Stik ham på tuden og bank så hans krop,
knus hans hjerne! Slå! – Nej, stop!
Bellman stopper op før drabet, det hørte ikke til i hans digtning, men fire af kronens betjente blev faktisk dræbt af ophidsede folk ude på landet, – andre betjente var mindre nidkære og tog imod bestikkelse.
Fra 1785 begyndte indtægterne at blive mindre, da folket trodsede forbuddet mod hjemmebrænding i stort omfang. I 1788 indførtes så en forpagtningsordning, hvorefter hjemmebrænding kunne finde sted mod aflevering af korn. Dermed opnåede kongen at mindske vreden blandt bønderne, som han havde brug for mod adelen ligesom ved rigsdagen i 1778, og økonomisk set var det kun et ringe tab.
I 1794 indførtes århundredets sidste importforbud. Blandt andet var silke og kaffe omfattet, hvilket dog ikke hindrede, at hertug Carl drak kaffe hos sin maitresse Charlotta Slottsberg. Gunilla Roempke fortæller, at hertugen en dag i 1795 besøgte Charlotta, i det hus, hvor hun boede. En trappe op i huset fandtes Bergers Kaffehus, og hertugen overrasker her en af kaffehusets piger i færd med at koge kaffe for åbne døre. Hertugen troede, han var inkognito (!) og spurgte pigen, om hun ikke vidste, at kaffekogning var forbudt. Pigen svarede, at "det kan vel ikke være så farligt, når man koger kaffe hos Mlle Slottsberg for hertugens regning." Herefter viste hertugen sig ikke mere i huset, og Charlotte Slottsberg måtte komme til ham.
I juni 1793, hvor det endnu var tilladt at drikke kaffe, er Bellman på besøg hos sin veninde Helena Quiding på Heleneberg. Han beskriver i en lille pastorale (hvori han betegner sig selv som Movitz) en frokost i det grønne, hvor damerne
– siden kaffekopper fik sat
mod deres smukke hager.
Hvor de brændte bønner kosteligt smager,
bedre end de skønneste mandelkager.
Hvad Bellman inderst inde mener om kaffe – og om forbud – ses måske bedst af slutningen af digtet, hvor han skriver:
‘Movitz geck til glaset at calasa’.
