Drachmanns forhold til Bellman

Litteraturhistorien mener at Drachmann lærte Bellmans sangværk at kende hos købmand Erichsen i Rønne. Det skete på den måde det ifølge Grundtvig lyder dejligst: i pigemunde. Vilhelmine skal have sunget både sig selv og Bellman ind i Drachmanns hjerte. Selv bekendte Drachmann - i 1899 - at den hellige ild opflammede ham mægtigst, da den kabaretsangerinde han kaldte „Edith" sang Fredman for ham, „Du, som til Hælvten er Barn af det Rige,/ Der hvor kun en Bellman kan fødes og dø". Vel, også ved de lejligheder har det altså lydt dejligt i pigemunde - som nota bene ikke er flertalsform, men den gamle dativ ental. Man må altså ikke tro at Grundtvig partout ville have et helt kor af pigebørn lige som i fjernsynets „før søndagen"! Man kunne godt have troet om den gamle Drachmann, marinelægen og skandinavisten, Holgers far, at han havde dyrket den svenske digter i sin vennekreds, så den vordende danske digter havde mødt Fredman og Ulla og Mollberg i barndomshjemmet. Men det vides altså ikke. Derimod ved man at da Drachmann var blevet digter, så kunne han sin Bellman. Og sang ham af hjertens lyst, hvis man skal fæste lid til hvad han, Drachmann, skrev i sit mindedigt om kollegaen og Bellman-kenderen, den nu helt glemte lyriker og romanberetter Sophus Schandorph: „og „Bellman" skal tone igen, den Tone, du elsked og kendte som faa – min vin-glade, sang-kære Ven" (Fra digtsamlingen „Broget Løv 19o1") Også sammen med Edith har han sunget i vilden sky „disse perlende Sange", det skriver han selv, så det får nok stå til troendes. Det er i en kærlighedserklæring og et samlivskoncentrat til denne Edith han fortæller om det. På en sørejse over Nordsøen falder han over et gulnet bind med Bellmandigte, han digter over oplevelsen og giver versene titlen „Bellman blandt Skærene". Men det handler mest om damen. Det forhindrer ham ikke i at tegne et billede af Bellmans værk som nok skal kunne måle sig med hvad Tegnér og Ingemann og Atterbom har haft at sige om det. Epistler og sange er sammenholdt af selve livet, og derfor rummer de både jublen og gråden, den sidste frempibler tyst under den første, og det hele præges af en dobbelthed i klangen som „fremlokker Sukket, mens lystigst han rimer -" Forklaringen er en velment og interessant ros fra en digter til en anden: „Bellman søger ærligt i Sjæls-Dybet ind". Både udtrykket „ærligt" og formuleringen „Sjæls-Dybet" giver anledning til eftertanke. Ikke mindst har man jo foreholdt Drachmann at han ikke selv er særlig god til at gå i dybden, at hans egen sjæl oftest befandt sig der hvor den volder bukseskrædderen problemer. Påfaldende kan det forekomme, at Drachmann tilsyneladende har taget så lidt ved lære af dansk litteraturs store svenske læremester. Der er, sagde Vilhelm Andersen i sin tid, meget mere Kingo i digtene. Andre danske lyrikere har taget Bellmans metode til sig: Hertz, Heiberg, Bødtker, Aarestrup for at nævne nogle meget iøjnefaldende, Schade mere i stemning end i form. Man kan diskutere „Den Spillemand snapped fiolen fra væg". Deri finder man ballet som i Epistel 9, 13, 62 og mange til. Man finder mødomstabet („men da var den ene bedrøvet"..), også i den nordsjællandske landsbyidyl fandtes en Jeanne som tabte sin rubin. Efter min mening er det ikke Bellmansk. Derimod findes der i en af Drachmanns seneste noveller, den der hedder „Den blaa Grotte", indlagt et digt som lægger sig lige op ad den Bellmanske metode, den man bedst kan karakterisere som radioreportagen: „nu sker der det og det, og jeg ved godt at tilhørerne ikke selv kan se det, så jeg forklarer lige hvordan her ser ud, lugter, lyder, hvem der kommer og går og hvordan de ser ud („dronning Elisabeth i plettet kjole"), nu kommer spillemanden ind, øjet er borte, næsen er flækket, nå da da da, ølkanden står på stolen og så videre og så væk. Ib Rehné, Kairo." Det er metoden. Det er sjældent han har brugt den. Hans egentlige brug af Bellman er i virkeligheden langt mere raffineret. Han efterligner ham kun få gange; han indlægger ham. Han citerer ham med stor sikkerhed. Intrigen i den forunderlige og underlige roman „Forskrevet" er at to mænd elsker den samme Edith. Fortælleren har mistet hende, hans rival har også mistet hende. Så brødrene er faktisk faret vild, som det sker, af glasset, men ikke af kroen. Vel hedder hun ikke Anna Greta, og vel er det ikke fader Movitz der skænker i. Men ellers fungerer Fredmans Epistel nr. 35 Angående sin sköna och hennes obeständighet helt som et brændpunkt for det der er sket i „Forskrevet" og det der skal ske. På romanens højdepunkt, der hvor handlingen vender og gør klar til den heroiske og hysteriske afslutning under prøjsernes endelige erobring af København anno, ikke dazumal, men anno werweisswann, da indlægger han nr. 35 én gang til og i fuldt format, men for at understrege trumfen så tillige Epistel nr. 62 Angående sista balen på Gröna Lund. Man skal ikke forvente at få epistlen citeret. Nysgerrige kan selv slå op i deres Fredman, men for resten ventes læseren at kunne sine klassikere, nå! Romanteknisk set er det sjældent forekommende, men ikke uhørt. Næsten genialt. Manden kunne jo selv skrive digte om brudt kærlighed, så gråden pibler frem tyst under jublen. Han kunne selv besynge vin og driverliv og huhej-så-det-går. Han vælger at henvise til to af de epistler der med størst præcision rammer det stadium på livets vej som hovedpersonen befinder sig på. Næsten genialt, som sagt. Sådan var Drachmann. Næsten genial. Holger Drachmann: Bellman blandt Skærene, fra „Den hellige Ild" 1899. Stroferne 2,3,6,7,9,10,11 og 14 udeladt. Melodi: „Klang, mina flickor" FE 77 Edith! mens ude fra Nordsøens Vover Regnvejrsgusen sætter blandt Skærene ind, Og mens min Skipper sin Middagssøvn sover, Blader jeg i Bellmans det gulnede Bind: Vidunder-Verden i Lampernes Skin, Nys havde Edith og alting jeg mistet - Nu har hun selv sig i Drømmerens Sind Ind gennem Bladene listet! Du, som til Hælvten er Barn af det Rige, Der hvor kun en Bellman kan fødes og dø, Du, som for mig er den stolteste Pige Rundt om hele Jordens den sælsomme Ø: Du, som har nynnet saa mangen en Kvæld Sammen med mig disse perlende Sange - Se, vi forenes igen ved det Væld, Kilden til Fest for saa mange! Dog: ikke Vinen, men Livet er Traaden, Den, som sammenholder det luftige Spind; Tyst under Jubelen frempibler Graaden - Bellman søger ærligt i Sjæls-Dybet ind: Derfor de Toner, hvis dobbelte Klang Fremlokker Sukket, mens lystigst han rimer – Det véd just Du, som har viet hans Sang Mer end blot ledige Timer! Edith, vi mødtes, hvor Glæden sad bænket Sommernatten kort mellem Lampernes Skær, Bellman blev sunget, Bourgognen blev skænket Morgenrøden kyssed de søvntunge Trær: Hele Naturen blev vækket derved, Verden blev Klang, da Signalet var givet: Du blev min Sangmø, min Søgen fandt Fred – Jeg var din Sanger for Livet! Sig mig, hvad tror Du en Bellman har prøvet, Kastet ud i Livsbølgens Jubel og Kval, Uden at strejfe af Vingerne Støvet, Uden at fornægte sin Sjæls Ideal? Hjertensgod, højsindet, elskelig-mild Har han dog Blomster langs Vejen lagt øde - Ak, det er derfor den „hellige Ild" Slaar fra hans Støv os i Møde! Længst er han død - men hans Aske vibrerer Bævende, hvor fint-stemte Hjerter er hans, Skjalden - hvis Karikatur figurerer Dér hvor Pøblen træder en platfodet Dans. Sligt kan han taale – han lér kun derad, Men i hans Latter der dirrer en Smerte: Naar han har traadt, for at skabe et Kvad, Tungt paa et blødende Hjerte.