|
I tillægget 'Nogle
Bellman-illustratorer ..' til juni 1996-nummeret af Meddelelser
fra Selskabet Bellman i Danmark argumenterede jeg i en sidebemærkning
for, at det lidt dunkle og i Sverige gennem årene ret omdiskuterede
udtryk 'Bacchi skrud', som forekommer i sidste strofe af Fredmans Epistel
82: 'Hvila vid denna källa', kan betyde eller have som medbetydning
thyrsosstave (med fallisk symbolværdi) eller endog mere
direkte fallosser.
Der stod som følger:
".....
Ikke alle kommentatorer er meget for at fortælle, at slutlinierne i
næstsidste strofe i 'Blåsen nu alla': 'Hjertat klappar, pulsen går,
/ Han slår.' oprindelig lød: 'Hjertat klappar, Pulsen slår, / Han står.'
- 'varvid pronomenet knappast har pulsen som korrelat', som Lars Huldén
skriver (både i sin komplette, kommenterede FE-udgave fra 1964-65 og
i kommentarerne til et FE-udvalg fra 1971).
Og 'Bacchi skrud', som Frejas æt skal belønnes med, omtalt i sidste
strofe af 'Hvila vid denna källa' i linierne lige før oplysningen om
Ullas sidste 'bryllup' - kan det ikke foruden vinløvs- og vedbendkranse
og den slags (og vinrus) også være thyrsosstave? - og man ser jo nok,
hvad de kan minde om! (hvad der måske også var meningen med dem). Eller
er en mere direkte vej til samme betydning mulig? Dionysos/Bakchos/Bacchus
var også en fallisk frugtbarhedsgud. I festoptog for ham blev frembåret
store fallospæle og mindre fallosstænger; deltagere i optogene, såvel
som skuespillere i de komedier, der var en del af festlighederne for
ham, var udstyret med fallos-attrapper. Det ville ikke være søgt at
hævde, at fallosser var en væsentlig del af hans 'skrud' ( i betydningerne
'udstyr' og 'pragt').
Det kan undre, at slet ingen endnu (mig bekendt) på tryk har bare overvejet
en sådan forståelse. Det var næppe sådan, at udtrykket helt bastant
og håndfast skulle have netop denne og kun denne betydning (med eller
uden mellemled); men jeg tror ikke, at det var Bellman ukært, at associationsgnisterne
sprang, så at en sådan betydning eller medbetydning var til stede som
mulighed."
I det følgende gengives de supplerende argumenter og skærpede betragtninger,
som var optaget i december 1996-nummeret af Meddelelser fra Selskabet
Bellman i Danmark (nr. 11):
Skeptiske læsere vil muligvis kunne finde på at indvende, at den kreds
af forestillinger, der på Bellmans tid var forbundet med Bacchus, ikke
omfattede og ikke kunne omfatte betydninger som foreslået ovenfor. De
følgende oplysninger kan måske bringe på andre tanker.
Lennart Breitholtz har som led i arbejdet med sin lange artikel
Bellmans, Movitz´ och Bacchi Tempel (Samlaren, 1956) undersøgt,
hvilke mytologiske fremstillinger der kan eller må have været
kendte for Bellman eller personer i hans omgangskreds. I mange af fremstillingerne,
fortæller Breitholtz (s. 18), beskrives det mildt sagt brogede
folkeliv, som udspillede sig under de antikke Dionysos/Bacchusfester.
Her omtales også som indslag i de rituelle festligheder optog,
hvori man frembar kultgenstande. En af fremstillingerne nævner
en vinkrukke, en vinranke og en kurv med mystisk (andre fremstillinger
antyder et uanstændigt) indhold; næstsidst i optoget gik
en gruppe fallosbærere og til sidst bakkantinderne. Breitholtz
skriver derefter: 'Phallos-bärandet omtalas i så gott
som alla handböcker och måste ha varit allmänt be-kant
bland de bildade på Bellmans tid.'
Blandt de 5 bøger, hvori han har fundet omtale af 'phallosbärandet',
er W.A. Wennerdahl: Lexicon mythico-historicum (1748).
Det vises i artiklen, at der er en til vished grænsende sandsynlighed
for, at adskillige af Bellmans formuleringer i værket „Bacchi
Tempel, öpnadt vid en hieltes död" (1783) er inspireret af
kendskab til ikke blot indholdet, men også formuleringerne i Wennerdahls
bog. Fra denne citerer Breitholtz (s. 18), at der i processionerne deltog
„monge wagnar, fulle med thyrsis, som woro stenglar, omwridna med myrthen,
och löf af winrankor; med kransar, wapn, tunnor, krukor, och allehanda
käril", og at der videre deltog 'flickor med korgar („cistophores"),
samt „phallophores" och „ityphallores", som sjöng otuktiga visor
till Bacchus'. De to sidstnævnte grupper kan bestemmes som 'bærere
af mandlige kønslemmer' og 'bærere af mandlige kønslemmer
med rejsning'; („ityphallores" er formentlig en fejlskrivning af „ityphallophores").
Det er hermed påvist, at der i høj grad var mulighed
for, at udtrykket 'Bacchi skrud' såvel for Bellman som for hans
publikum kunne have fallisk betydning eller medbetydning (blandt
andre mulige betydninger).
I det følgende vil det søges påvist, at den
falliske betydning ovenikøbet er den, der - vel ikke med absolut
tydelighed, men anelsesfuldt fortryllende, så at sige - må
opleves som den mest sandsynlige.
De falliske associationer, der kunne være forbundet med 'Bacchi
skrud', måtte melde sig ikke mindst, hvor udtrykket forekom
i en erotisk sammenhæng. Og det er jo netop tilfældet
her. Hør selv:
Kom hjertats Gud!
At Fröjas ätt belöna
Med Bacchi skrud.
Ändtlig i detta gröna,
Stod Ulla sista gången Brud.
|
Kommentatorerne er enige om, at 'hjertats Gud' er Eros/Cupido/Astrild.
De fleste kommentatorer forstår ved 'Fröjas ätt' de
unge kvinder, som deltager i frokosten i det grønne, og som har
lyst til at hylde og efterligne elskovsgudinden Afrodite/Venus/Freja
ved at dyrke elskovens glæder. Enkelte kommentatorer forstår
ved udtrykket alle tilstedeværende af begge køn med samme
lyst. Ifølge Ordbok till Fredmans Epistlar (1967) er alle forekomster
af 'brud' i epistlerne (undtagen i Epistel 40) 'eufemistiska beteckningar
för den kvinnliga partnern vid tillfälliga förbindelser'.
Skovturen kan formodes at være af en sådan art, at Ulla
næppe er den eneste af kvinderne, der til sidst 'står brud',
ligesom Fredman næppe er den eneste 'brudgom'. (Det siges ganske
vist ikke udtrykkeligt, men er vistnok almindeligt antaget, at det her
er Fredman, som Ulla fejrer sit sidste 'bryllup' med.)
Hvilke genstande eller fænomener kunne da komme på tale
som det, der hentydes til med udtrykket 'Bacchi skrud' som nævnt (hvor 'skrud'
må bruges i betydningerne 'udstyr' og 'pragt') ?
I beskrivelser og billeder af Bacchus selv omtaler og viser datidens
fremstillinger, at guden kører nøgen i en åben vogn
trukket af løver og/eller pantere, tigre og losser og har vinløvs
eller vedbendkrans om hovedet og thyrsosstav eller vinranke i den ene
hånd og måske et vinbæger i den anden.
I det citerede sted fra Wennerdahls Lexicon om Bacchusoptog er opregnet
thyrsosstave omviklede af myrter og vinløvsranker, kranse, våben,
tønder, krukker, skåle, kurve samt fallosser og ityfallosser.
(Citatet fortsætter: 'Slutligen säges man i tåget ha
sett „en trupp utklädda, som Fauner och Satyrer .. „' Om dem, der
var klædt ud som satyrer (disse mænd kunne være nøgne
på nær et lændeklæde af gedebukkeskind med en
påsat rejst fallos), oplyser Wennerdahl andetsteds i sin bog,
at „thesse förmente Fauni eller Satyres sökte up wackra Herdinnor
uti Skogarna, när tilfälle war; tå somliga wiste sig
benägna, at föröka Slechtet; men andra lupo undan hem".)
Om fejringen af Bacchus beretter Wennerdahl bl.a., at „när Högtiden
ingick, samlade sig tilhopa Männer och Qwinnor, nästan nakne,
med kransar på hufwuden, och med utslagna hår".
Således underrettet og indført i en vis 'stemning' vil
vi spørge nærmere: Hvilke af alle de genstande, som er
omtalt ovenfor, og som kan siges at være dele af Bacchus' 'skrud',
er der så god og bedst mening i at anråbe elskovs-guden
om at belønne elskovens dyrkere med?
Er det løver, tigre, pantere og losser? Næppe. Er det vinbægre,
vinkrukker, tønder (med indhold) og allehånde kar og skåle?
Næppe; selskabet har allerede nydt herlig drikkelse (og mad).
Er det thyrsos-stave? Næppe i bogstavelig betydning; hvad skulle
man stille op med dem?
Er det da vedbend- og vinløvskranse og -ranker, i bogstavelig
betydning og/eller i overført betydning som vinrus eller dennes
henrykkelse, sådan som de fleste kommentatorer har villet opfatte
stedet? Tager vi det bogstavelige først, vil det utvivlsomt være
yndigt med løvkranse om håret på kvinderne og måske
også kønt på mændene (mens i hvert fald flere
end få ranker kunne tænkes at blive til gene!). Tager vi
det overførte, er vinrusens lyksalighed sikkert ønskværdig
for deltagerne i udflugten i det grønne, såfremt tilstanden
ikke er til hinder for de afsluttende aktiviteter. Men hvad enten vi
tager den bogstavelige eller den overførte betydning eller dem
begge på en gang, er de ønskværdige foreteelser så
noget, som det er nærliggende at bede elskovsguden om?
Næppe. Skulle man bede ham om en ruslykke, måtte det snarere
være elskovens.
Tilbage står (!) så fallosserne (og thyrsosstavene i tilsvarende
overført betydning). Giver det da god mening i den aktuelle situation
at anråbe netop elskovsguden, elskovsgudindens søn og hjælper,
om at belønne netop elskovens dyrkere, også kaldet elskovsgudindens
efterslægt: 'nymferne' eller de elskovslystne af begge køn,
med netop fallosser - det er at sige: med, at mændene - hensigtsmæssigst
(om end ikke uomgængelig nødvendigt) for både kvinder
og mænd under de nu forestående elskovsudfoldelser og med
henblik på opnåelse af elskovsrusens lyksalighed - udstyres
med opstemte mandlige elskovslemmer?
Som man vist ikke har undgået at gætte, er det efter min
opfattelse denne forståelse, der blandt de anførte mulige
giver allerbedst mening, og i hvert fald så god en mening, at
det (som før sagt) kan undre lidt, at ingen tidligere tilsyneladende
har skrevet om den.
Det synes påvist, at denne falliske betydning er den mest
sandsynlige i sammenhængen.
I øvrigt skal ovenstående ikke udelukke andre mulige
forståelser, der ligesom denne kan opleves for sig eller i samspil
med andre. Det er jo f.eks. stadigvæk smukt-yndigt-kønt
at se assembléets medlemmer for sig med vinløv om hår
og i vinrusens løftelse.
Jens Lund
 |
