PUNSCHENS ANADYOMENE

H.C.Andersen 1850
Vi plejer at bringe skildringer af Carl Michael Bellman i poetisk form. Denne gang er det H.C.Andersens lyriske prosa, godt en side af bogen „Reise i Sverrig 1849". Det er et hovedværk i nordisk litteratur; Andersen selv mente at det var det mest gennemarbejdede han havde præsteret, og Selma Lagerlöf lagde den et halvt århundrede senere til grund for sit mest gennemarbejdede værk: „Nils Holgerssons underbara resa genom Sverige".

Andersen stødte også på Bellman på den reise, i det mindste i form af den kolossale bronzebuste på Djurgården. Det viser sig at han kunne sin Bellman hjemmefra. Enhver af dette blads læsere kan finde åbne og halvt dækkede henvisninger til epistel efter epistel. På svensk citerede han Fredmans epistel 1, den første halvdel af den talte monolog, og siden epistel 27. Movitz proberer som bekendt sit valdhorn og vender skråtobakken med tungen i epistel 62, den som også Holger Drachmann indlægger i romanen "Forskrevet" - og som første gang blev indspillet med proprius’ samlede udgave af 82 epistler. Mutter på Tuppen optræder fem numre senere. Find dem.

Som den gamle pædagog redacteuren er, vil han nødig frigive teksten uden behørig ordforklaring; den kommer her.

Anadyomene, „hun der er født af (havets) skum", tilnavn til kærlighedsgudinden Afrodite, af romere og Bellman oftest kaldet Venus. Både øl, champagne og punch skummer som brændingen om Cypern, af både antikken og Bellman kaldet Paphos’ ø; derfra Andersens vittighed.

Anakreon, græsk lyriker f. o. 572 f.v.t., ophavsmand til digtgenren „supa, dricka, ha sin flicka", oversat til dansk 1826 af Andersens forhadte rektor Simon Meisling.

Dithyrambe, en festhymne til vinguden Bacchus (jvf. J.L. Heibergs „Bellman som comisk Dithyrambiker" 1843).

Mænade, „en af Bacchus med begejstret Raseri opfyldt Kvinde" (Jensens latinsk-danske Ordbog 1881), i lyrikken et ofte anvendt synonym for hunkønsvæsener i løftet stemning (og med udslået hår, jvf. engelsk slang).

Oberon, ejer af et tryllehorn med samme egenskab som Bette-Friks fiol i Asbjørnsens og Moes norske folkeeventyr: alle måtte danse til dets toner. For øvrigt optræder Oberon hos Spenser, Shakespeare og Weber, og sagnhistorien ved om ham at han er søn af Cæsar og feen Morgana, hende med fataet, kronet til alfernes konge og gift med Titania, ikke altid lige lykkeligt.

Teniers, David d. Y. (1610-90) flamsk maler med yndede kroscener, en af dem Bellman oftest sammenstilledes med.

Fra: H. C. Andersen,

I Sverrig, Rejseskildring.

– kom ud i Solskinnet, op paa Naboklippen, der løfter sig over Gaarde og Huse; i Klipperevnerne skyde frem de vilde Roser; mellem prægtige Graner og graciøse Birke falde Solstraalerne smukt paa det høie Græs foran Bellmans kolossale Bronzebuste; denne Plads just var den nordiske Improvisators Yndlingssted, her laae han i Græsset, digtede og sang sine anakreontiske Sange; her holdes aarligt i Sommertiden hans Fest. I den røde Aftensol ville vi reise dit Altar, det er en brændende Bolle høit paa Tønden, der er krandset med vilde Roser. Movitz proberer sit Valdhorn, det som i Krostuen var Oberons Horn, og Alting dandsede, fra Ulla til Mutter paa Tuppen, de stampede med Fødderne, klappede med Hænderne og ølkrusets Tinlaag:

» hej kära själ, fukta din aska!«
Et Teniers Billede fik Liv og lever endnu i Sangen. Movitz blæser i Hornet paa Bellmans Plads om den brændende Bolle, og hele Skaren dandser i Kreds, Unge og Gamle, Karetherne med, Vogne og Heste, fyldte Bouteiller og klapprende Kruus; melodisk klinger den bellmanske Dithyrambe, Lune og Lavhed, Veemod – derimellem, om

» – hur ögat gret

Vid de cypresser, som ströddes «

Maler, grib Pensel og Palet og mal Mænaden, men ikke hende, der træder Viinsækken, mens Haaret flyver for Vinden og hun synger Henrykkelsens Sange, nei Mænaden, der stiger fra den bellmanske rygende Bolle, en Punschens Anadyomene, hun med høie Hæle under de røde Skoe, Sløifer paa Kjolen og med flagrende Slør og Saloppe, flagrende, altfor flagrende! Poesiens Roser river hun af sit Bryst og sætter i Ølkandens Tud, klapprer med Laaget, synger om Valdhornklang, Buxer og gamle Skoe, mens vi fornemme Duften af Rosen og see to Menneskeøine skinne, de melde om Menneskehjertets Veemod og Lyst*).

*) Paa Clara Kirkegaard i Stockholm er Bellman begravet, men Ingen veed Stedet, hans endnu levende Samtidige kunne ingen Oplysning give om det.