|
Fra Bellmans tid: I samlingen 'Ungdomsdigte I' forekommer nedenstående digt, som Bellman har skrevet 'før 1765'. Han har været knap 25 år.
Inden da havde Bellman været ansat som ubetalt ekstraordinær tjenestemand i Stændernes bank. Han var gået fallit, havde måttet flygte til Norge fra gælden for at undgå at komme i gældsfængsel. Han måtte dog hjem igen til kreditorerne. og hans kendskab til 'sekretærens forhold' var derfor af særdeles personlig art. I digtet nævnes: -Parykken og den røde kappe, der dækker over sekretærens ønske om at være med på moden. - Et messingværge, der var en del af den militære udrustning, - Navnet Chloris, som hos Bellman betyder, at pigen er 'lettilgængelig', og hun kan meget vel have holdt til i Fru Platens hus. - Hønsefuglene: jærper, urfugle og fasan, som er lækkerier, - men det bliver bare til at strække mel-maden med lidt dyppelse fra kødgryder, et måltid, som kunne fåes i de enklere spisekvarterer i byen, - og lus og lopper, der var en plage, der ikke gav renter nogetsteds, - og hvis ikke hans kone kunne tjene penge ved at sælge vafler og øl, hvor han trods sin stand må hjælpe til, så var det helt galt. - Digtet slutter med at konstatere, at det fine tøj let kan gå fløjten: Det er allerede fortæret. (Digtet har ingen kendt melodi, men kan synges på forskellige: Befal Du dine veje, - Hvorledes skal jeg møde og favne dig min skat? - Du som har sorg i sinde., - På Sjølunds fagre sletter, eller: Jeg ved en lærkerede. Mit gæt er, at den førstnævnte ville have passet Bellman fint!) Her er ikke kun tale om en vittig parodi. Forholdene på Bellmans tid var virkelig vanskelige og for os nok nærmest ubegribelige. Nils Erdmann skriver i sin bog om Bellman (fra 1899): Den, som ville være tjenestemand, kunne komme til at betale 5.000 daler for at studere, derefter betale 6.000 daler for en stilling, - med udsigt til en årsløn på 400 daler. (Embedsmandsløn blev beregnet i daler sølvmønt). I Bellmansstudier fra 1924 skriver Henrik Schück om sekretærens [tjenestemandens] arbejdsforhold: Forfremmelse skete efter anciennitetsprincippet, så man indskrev sig [som ekstraordinær] så mange steder som muligt i den offentlige forvaltning, for ved først givne lejlighed med alderens ret at søge et embede. Som regel arbejdede man kun lejlighedsvis, og fik da penge til lys og en afgift for renskrivning. Forfremmelser kunne ske ved, at man købte sig en stilling af den, der havde den. Løn fik man så, men havde ofte lånt pengene til den såkaldte akkordsum. Ikke sjældent gik en embedsmand af uden at miste lønnen, så efterfølgeren først kunne håbe på den til embedet hørende løn ved forgængerens dødsfald! Schück fortæller således om Professor i astronomi Melanderhjelm (i Uppsala), der i 1796 fik sin afsked med fuld løn. Til hans efterfølger udnævntes observator Prosperin, som så måtte passe embedet på sin observatorløn. Han søgte og fik sin afsked året efter, også på fuld løn, så hans efterfølger, observator Regnér fik ingen løn! Først efter fire år, da Prosperin var død, fik Regnér observatorløn. Han nåede dog aldrig at få sin professorløn, for han og Melanderhjelm døde samme år. Ved et andet tilfælde udeblev en embedsmand fra sit virke i det kongelige antikvitetsarkiv. Der blev klaget over ham, men han meddelte at arbejdet dér blot var tildelt ham, for at han kunne opnå lønnen, og han fandt ikke, at det var noget, han ønskede at ofre sin tid på til gavn for almenvellet. Lønnen var så ringe, at i stedet for at lette ham tilværelsen, så skadede den ham, da arbejdet ville hindre ham i at søge andre udveje til livets opretholdelse. Han havde derfor forpagtet en lille ejendom ude på landet og var derfor forhindret i at passe sit arbejde. Denne begrundelse blev taget for gode varer. Følgen af alt dette var, at arbejdet ofte blev udført af de ekstraordinært ansatte, som så måtte klare sig for de penge, de fik til lys. [Den situation, hvor Bellman som sekretær i Nummerlotteriet havde en vikar, der udførte arbejdet, mens Bellman fik i hvert fald en del af lønnen, er således ikke et særsyn!] Hvad har tjenestemanden så fået tiden til at gå med? Erdmann skriver videre, hvad en af Bellmans foresatte i Manufakturkontoret, økonomen kommissær Kryger, skriver. Kryger var meget optaget af tidens forhold og gav i sit tidsskrift „Den fornuftige Fritænker" i 1767 et billede af en sekretær. Han fremstiller situationen i dagbogsform, og det kunne så måske være Bellmans liv: "Han begynder sin uge om søndagen. Det hænder af og til, at han går i kirke, hvor døren aldrig må være lukket, hvor forsamlingen sover eller sladrer, og hvor han iagttager, hvorledes mademoiselle Vipstjert er den, der har stadset sig bedst op. Men besøget i kirken er en undtagelse. Hans venner har sagt ham 'at for megen religion skader en yngling som vil føre sig frem i selskabslivet.' Om aftenen deltager han i en slædefart til Kål-botten. Den følgende morgen er det mandag. Han vågner og står op kl. 9, besøger sit kollegium kl halv 11, kopierer et ark til det er middag, vender hjem, spiller klaver, læser en stund i Rousseau's Emilie, "Rousseau, denne guddommelige skribent!" lader hente sin mad og forfatter et kærlighedsbrev. Om tirsdagen er han oppe ved 7-tiden og allerede kl 9 i kollegiet. Han har to hatte med,- den ene ligger fremme i embedsrummet, mens den anden følger ham til kaféen, hvor han træffer 'nogle herlige fyre'. Efter et par timer er han atter på arbejde,- og efter en time promenerer han på 'strøget'. Man fortæller ham at der i morgen er picknick. Efter en snaps ["en sup parfait-amour"] på apoteket spiser han i en kro og gør visitter. Hos en vis herr Dobbelhjelm, hvor han bliver, vinder han 900 daler ved spillebordet, ler ad gældsfængslet, hører en smuk koncert og indtager en herlig supé som belønning. Om onsdagen er der så picknick til Lorentsberg. Efter lange diskussioner med skrædder og frisør tæller han sine penge i pungen. De 2000 daler, der er, reserveres til spillepenge, thi skriver han. „Det er ikke honét at skylde væk i spil. 0g den ærlige Hagel kender mig, og jeg ved, at han gi'r mig kredit; hans fordring er jo endnu ikke 4.000 daler." Om torsdagen er han træt og melankolsk, fordi han møder Delén," fyren med den sorte paryk, thi slotskancelliets udsættelse løber ikke længere end til næst-kommende mandag, og jeg frygter for flere bjørne, [kreditorer]. Men ved jeg ikke andet råd, så må jeg erklære mig konkurs,- sådan er det nu engang [c'est le jeu à la mode]. Min gæld er sådan cirka 100.000 daler, hvorimod tilgangen knapt er 500, siden alt mit nips enten er solgt eller pantsat langt over værdien. Kun gulduret er endnu i behold. Tænk hvor mine kreditorer bliver flade!" Om fredagen dinerer han hos en købmand og anstrenger sig forgæves for at låne penge. Om lørdagen vækkes han af 6 bjørne, men ingen slipper ind, for han er syg. Efter at de er gået, iler han ud i byen. Han løber til sine venner - ingen hjælper ham - men sluttelig træffer han en ågerkarl, "den redelige gubbe i Skinnar-viken - i fåreskindspelsen, og denne lånte mig 6.000 daler mod min underskrift, to af mine venners caution for en ordens skyld og lille rente,- to procent om måneden; han trak dem straks fra kapitalen". - - Den unge mand er reddet, slipper for gældsfængslet og har en følelse af at være født på ny. "I næste uge ansøger jeg om at få sammenkaldt alle mine kreditorer, - jeg skal give dem 10 procent." Såvidt kommissær Joh. Fredric Kryger. Et politiske system, med en stænderforsamling, til hvilken borgere, bønder, adelige og præster havde valgret, - men ikke sekretærer, gjorde det ikke nemmere for tjenestemændene at få anstændige forhold. |
