|
Ak! ak! Lystige tider, Jeg om mig med pengene smider. Og på Maskeraden som laps her i staden Jeg danser den skønne 'Charlotta'. Og jeg er da skør, Dum som en dør, Hvis ikke jeg låne tør; simpelthen Låne igen Mens en jøde er min ven. Penne, papirark og blæk dertil Har jeg så meget af som jeg vil Og en kaution, som man tror er stabil. Lundmark, Grim, og så Tharmouth Venter til Juni måned er slut. Fanden stå i jer, så hold jeres trut. Enfin her i kvæld Avec ma petite belle Må jeg svinge Og springe Både glad og gal. Min Dag er i dag Kan hænde at jeg Er bortrejst til Norge ved næste maskebal.. Visen er skrevet foråret eller forsommeren 1763, – i hvert fald før Juni måned! Og alt taler for, at den er skrevet af Bellman. ['Charlotta' er en dansemelodi til hvilken visen er skrevet, 'jøde' står her for pengeudlåner/ågerkarl, Lundmark, Grim og Tharmouth er kreditorer, maskerader med offentlig adgang havde man, det meste af 1763, hver fredag] De ydre omstændigheder er egentlig ret dramatiske: Bellman havde arbejdet i stændernes Bank som ekstraordinær, (altså som ulønnet medarbejder), men havde muntret sig sammen med vennerne og lånt og brugt mange penge. Nu kræves han af en kreditor, en kollega fra banken (måske er det den i visen nævnte Lundmark). Gældsfængslet truer, hvis han ikke kan betale, – og det kan han ikke. Der var en mulighed for at undgå fængsling. Kunne man få sig et pas, og komme afsted til Norge kunne man derfra søge kongen om lejdebrev, som garanterede mod gældsfængsel, (men ikke fratog en at betale gælden.) Og gældsfængslet var ikke tillokkende. Nils Erdmann citerer et skrift fra 1758, 'Tanker om gældsfængslet, fremført af en dersteds boende'. Heri skrives, at arresten 'er et jernbur, hvor man, som Bajazet, let kan slå hovedet i stykker.' Lokalet lignes ved 'en ond hustru, som gør, at man væmmes ved sit eget liv.' Den er ' et pinerum for sjæl og krop' et billede på 'dødens skrækkelige rige'. [Bajazet var en tyrkisk sultan, der efter et slag i 1402, blev fanget af mongolen Timur Lenk og ført omkring på Timurs togt, indtil sin død, i en med jern tilgitret bærestol.] Bellman havde tidligere digtet en vise om det at blive hjemsøgt af slotskancelliets fogeder, nu prøver han det selv. Visen begynder sådan: Goddag, (sagde Sidenström), hør, hr. sekretær, Jeg kommer så dristig, De tilgi'r, jeg be'r! som Blomberg jeg iler med travlhed og jag fra morgen til aften hver eneste dag. Hvordan er det fat? Ingen udvej jeg ser, på stedet i gældsfængsel, hr. sekretær. I slotskancelliet dér skrev de i dag: På herren med møbler skal lægges beslag...... I slutningen af august 1763 forsvinder så Bellman – det er lidt usikkert, om han får et pas eller må forlade landet illegalt, – en af hans kretditorer havde modsat sig bevilling af pas til ham, men Paul Britten Austin skriver, at Rådet alligevel havde bevilget det. I 'Bellman sedd och hörd' angives det imidlertid, at han må rejse uden pas. Han rejser til Frederikshald (nu Halden) siges det. Den 14 september indleveres til kongen en skrivelse, hvori Bellman fortæller om sin modgang i banken, og om sine ønsker om at tjene penge, om sin ungdommelige uforsigtighed, der har drevet ham til at låne mod ganske drøje renter og om sine ønsker om at komme hjem, – og beder om lejdebrev. Han skriver: 'hvad mine kreditorer angår kan jeg ikke nævne andre end kammerskriverne Tharmouth og Grim(også ansatte i stændernes Bank); herudover består den øvrige gæld i løbende forskrivninger, hvis summer jeg hverken med sikkerhed kan opgive, eller sige i hvis hænder de befinder sig'. Men der er adskilligt flere kreditorer, og hele gælden kan siden gøres op til ca 18.000 daler kobbermønt. En af hans venner, Sigge Sparre, skriver 4. oktober til en fælles bekendt, Carl Bonde: 'siden det nu er sådan, at næsten alle de handlende er gået fallit, er her en så stor pengemangel, at vi stakkels sekretærer, som kun har honorære stillinger [altså ulønnede], snart bliver Holberg-poeter, nemlig med hjerte [lap] på albuen. [Et udtryk, der bl.a. anvendes i Holbergs 'Jacob von Thyboe' oplyser selskabets næstformand, Jens Kr. Andersen]. Bellman har vi sendt til Trondhjem for at han skal skaffe værelser til os, og vi venter snarest at høre fra ham, eftersom han har fået frit lejde. Men nok om dette, jeg bliver helt melankolsk, når jeg tænker på denne for os næsten uundgåelige skæbne'. Der er ikke hold i det med Trondhjem, - det har nok snarere betydet: i Norge og uendelig langt væk. Lejdebrev får han, dateret den 28 september samme år. Han vender hjem, men situationen er uholdbar, og han søger sin afsked, fra banken, 'for at søge større lykke andetsteds,', som han skriver. Da han jo er 'ekstraordinær' får han ingen skriftlig bekræftelse på afskeden (han er jo egentlig ikke ansat), men den kan ses i bankens protokoller. Da det kommer til retssag kan Bellman kun fremvise en bevidnet afskrift af lejdebrevet. I det står der imidlertid, at han inden seks uger efter tilbagerejsen skal melde sig hos kongens befalingsmand i det len, hvor han før har boet eller hvor han nu bor, at han så bør sættes under bevogtning for egen regning indtil sagen bliver afgjort ved en domstol. Hvis dommen så ikke falder ud til hans fordel, så står det ham frit for, inden for seks uger, at begive sig tilbage til 'sin tidligere sikkerhed'. Herredsretten i Svartlösa herred, hvor Bellman opholder sig (hos familien i Årsta,) modtager i februar 1764 en konkursansøgning og indstævner Bellman og hans kreditorer til sommertinget, som afholdes på Fittja gæstgivergård den 4. juni. Her konstateres så Bellmans gæld på de 18.000 daler kobbermønt. Mærkeligt nok ser det ud til, at Grim og Tharmouth, der nok sammen med Lundmark har været hans mest aktive kreditorer, ikke møder op ved retsmødet, og der høres ikke mere til dem i denne forbindelse. Naturligvis opstår der tvist om, hvor Bellman burde have meldt sig: Kreditorerne hævder i Stockholm, hvor de selv bor og hvor sagen ville komme for den derværende Rådsstueret, mens Bellman hævder at Svartlösa Herredsret, hvor familien nu bor, må være rimeligt. Herredsretten mener, at den fuldt ud selv er i stand til at klare sagen, men at Bellman skal være under opsyn og anstændig forvaring, og at det skal foregå i Svartlösa herred. Kreditorerne indsender nu en klage til Svea Hovrätt, fordi 'ganske drøje renter', som Bellman skrev i sin ansøgning om lejdebrev, må opfattes som en klage over 'strafbar omgang med penge og en urimelig omgang med forskrivninger', skriver de. Til gengæld anklager de så Bellman for at have tilvendt sig deres penge på ulovlig vis og hævder, at hans problemer med kreditorerne har sin oprindelse i en forbrydelse. Det kommer dog, af ukendte grunde, aldrig til nogen offentlig anklage i disse forbindelser. Bellmans far, Johan Arendt Bellman, der siden 1749 var ansat i det nævnte slotskancelli som sekretær, faktisk som Sidenströms og Blombergs foresatte, må selvsagt have fundet det meget ubehageligt, at sønnen optræder med så stor en gæld, og Axel Björkman antager, at det har været medvirkende til at han søgte sin afsked. Blombergs (godt nok ikke store) årsløn på 300 daler sølv = 900 daler kobbermønt nævnes i visen om ham og sidenström. sammenlignet hermed er beløbet på 18.000 daler kobbermønt enormt. Bellmans fader har søgt og fået sin afsked i juni måned, – på grund af sygdom og 'andre omstændigheder', og de omstændigheder kan jo så vel være Bellmans økonomiske uføre. Boligen, det lille Dauerske hus, i Stockholm sælges, og familien tager til Årsta, et område lige syd for byen. Faderen havde 1761 måtte låne penge mod pant i sit hus. De økonomiske problemer i landet var store, jvfr. Sigge Sparres brev, men familiens problemer kan måske også hænge sammen med, hvad Bellman skriver i sin levnedsskildring om sin mor: at hun 'havde vænnet sig til at ligge i eenogtyve barselssenge -honny soit qui mal y pense; - men denne leg medførte husets ruin'. Dertil kommer den store brand i Maria sogn på Södermalm, som i 1759 ødelagde 300 huse. Her lå det lille Dauersker hus, og selvom det ikke brændte ned, kan der vel have været reparationer. Men nu, 1763, sælger faderen altså huset. I Årsta bor de et årstid, - gælden afvikles i løbet af foråret 1764. Faderen betaler vel en del? – og siden flytter de langt mod syd til Södermanland til Visbohammer, hvor faderen den 3 oktober 1764 har købt et større landbrug, et 'säteri', (som bestod af en gård hvortil hørte 2 andre gårde, af hvis indtægter, der ikke skulle betales skat, samt to husmandsbrug.) Det kan nok undre, at en tidligere embedsmand mener, han kan bestyre et landbrug. Visbohammer ligger ved bredden af Frösjön i Värdinge sogn, øst for Gnesta, – men det er næsten 70 km fra Stockholm og Bellman keder sig. I et rimbrev til en ven, Joh. Fr. Juslén, inviterer Bellman til julekomsammen på landet og foregøgler ham hvor herligt de skal danse, spise og drikke, og 'Bror må tro, ni-dalers-sedlen her gælder. Brudgom det kan man bli'e med femten Mamseller'. men i et rim-brev, skrevet den 20 november til en anden ven i Stockholm, skriver han: 'Vel er der dejligt på landet, nu og da, en stadigt ophold dér, det kan jeg ikke ta', mælk og smør og fløde, skinke, vafler, kød vanker vel, men skønt jeg er i live, er jeg halvvejs død'. Bellman havde allerede før flytningen til Visbohammer lært kommissær Anders Lissander at kende og den 14 august 1764 søger Bellman ind på Manufakturkontoret under Lissander, men hele efteråret går, og først den 22 november bliver han ansat. Opholdet på landet gav Bellman mulighed for at lære befolkningen der at kende; – blandt frierviserne finder vi i 'Bondens Frieri' en meget levende situations-beskrivelse. Det kunne have været i Danmark. Bellmans far og mor blev boende på gården, – men den 8. marts 1765 dør moderen og 9 måneder senere faderen, kort efter at han har indgivet konkursbegæring – ! Man fornemmer næsten, at han 'har taget sin død' over begivenhederne. Han er dog 58 år gammel, ikke nogen ringe alder dengang. Bellman bor på det tidspunkt i Stockholm og er godt igang med sine viser. |