At oversætte Bellman:


Foredrag holdt på det Nordiske Bellman-symposion i København, 25-27 oktober 1996


Et godt udgangspunkt for en diskussion om oversættelser findes i en bog, skrevet af Sten Rasmussen, i 1995, kaldet 'Oversættelser'. (ISBN 87 7704 355 3).
I den bog diskuterer Sten Rasmussen fordele og ulemper ved oversættelser og fremhæver nogle hovedlinier, som er blevet så udmærket sammenfattet af den engelske oversættelsesteoretiker T. Savory i en bog om emnet, fra 1957.

1

A translation must give the words of the original.

A translation must give the ideas of the original.

2

A translation should read like an original work.

A translation should read like a translation.

3

A translation should reflect the style of the original.

A translation should possess the style of the translator.

4

A translation should read as a contemporary of the original.

A translation shoud read as a contemporary of the translator.

5

A translation may add to or omit from the original.

A translation may never add to or omit from the original.

6

A translation of verse should be in prose.

A translation of verse should be in verse.


Illustration: Fritz Haack
Når det drejer sig om Bellman har vi så i Danmark yderligere det problem, at svensk er så nært beslægtet med dansk.
Jeg har mødt danskere med nær tilknytning til Sverige, og for mange af dem er det nærmest helligbrøde at oversætte fra svensk, - og især da Bellman.
Så man kunne sætte en 7. linie på, der hedder:

Thou shalt not translate.

Ikke destomindre foreligger der mindst 3 oversættelser af store dele af Bellmans digtning, Mares fra 1918, Kjerulfs fra 1920 og min fra 1990, og jeg skal i det følgende prøve at vise nogle af de problemer, vi som oversættere løb ind i, og hvorledes vi løste dem.-
Fælles har oversættelserne en baggrund, nemlig den at vi opdagede, at selv veluddannede danskere ikke forstod, hvad Bellman skrev. Kjerulf har en levende beskrivelse i sit forord af, hvordan hans ven, den svenske Bellmansanger Scholander, forlod tribunen, dirrende af raseri, fordi københavnerne havde leet af den tragiske figur, han havde søgt at skabe på scenen, og at de til gengæld ikke var til at slå et smil af, når han sang lystige epistler.

Jo, man sang Bellman i visse kredse, - og nogle forstod det vel, men jeg må her citere William Heinesen, som skriver i en lille bog kaldet: "Flere Gode Glæder". Han skriver dér et essay om Glæde over Bellman, hvorfra jeg citerer:
"Lad os tage epistlen nr.60 till brännvinsadvokaten fader Kulkus om något, som passerat.
Vi dumper ned i en situation, der kun kan have mening for særligt indviede og virker temmelig uvedkommende på os, selv om det er en Bellman på en fængende melodi.
En eller anden lokalhistoriker eller Bellman-specialist (deres tal er efterhånden legio) vil muligvis kunne finde de enkeltheder frem, der kan gøre denne vise ikke blot sammenhængende, men måske endda underfundigt vittig. Der ligger vel en virkelig begivenhed bag disse Bellman-vers, og de indviede tilhørere, ved deres bæger, har fået sig en god latter. Den er dem også vel undt.
Derimod kunne jeg som ungt menneske aldrig rigtig forstå grunden til den morskab, min skikkelige gamle guitar-spillelærerinde syntes at være i stand til at afvinde viser som denne, om hvad der passerede brændevinsadvokaten Kulkus.
Jeg mente, dette skyldtes sprog-vanskeligheder og manglende flair fra min side, men jeg har senere erfaret, at mangfoldige såkaldte Bellman-dyrkere har for vane at sidde og godte sig ubehersket, bare der lyder en lystig melodi med svensk tekst".

Også Heinesen har konstateret, at det at høre Bellman og det at forstå ham ikke er helt det samme. Og det var så baggrunden for at oversætte.

Og så havde de tre oversættere det fælles problem: Bellman er vanskelig at oversætte.

Sagen er jo, som Sten Rasmussen påpeger i sin bog, at selv mellem nært beslægtede sprog existerer der en uoverskuelig mængde kulturelle, historiske, geografiske, strukturelle og lydmæssige forskelle, der i samlet trop forhindrer oversætteren i at skabe den ideelle ækvivalens mellem original og oversættelse. Han nævner også faste vendinger, som findes på det ene sprog, men ikke på det andet.

Her kunne man så overveje, om man skal sætte forklarende noter ind, - men det er ikke så godt i forbindelse med en sungen tekst. En anden mulighed er så, at oversætte forklarende ved at bruge moderne udtryk, der langt hen ad vejen dækker.
I epistel 42 forekommer i første linie udtrykket 'Calad', som på dansk nok ville have heddet 'Calade'. Det er en situation i det kortspil, som hedder trisette, som spilles i epistlen. Hvad gør man nu med det? Kjerulf og jeg har oversat det med bridge-udtrykket 'storeslem', som nok har omtrent samme betydning, - mens Marer helt har sprunget det over. Og alle tre har vi så undgået forklarende notesæt. Men det er jo ikke en egentlig oversættelse. Det er måske en trøst, at ingen svenskere spiller trisette mere, og derfor ved de heller ikke hvad 'Calad' betyder. [I min endelige version blev 'calad' til 'vinderhånd']

Der er et problem i denne sammenhæng. Det er begrebet plagiat. Da min oversættelse var udgivet, traf jeg til en fest Jens Louis Petersen, der også har oversat nogle af Bellmans viser. Jeg sagde til ham, at jeg håbede, han ikke opfattede dele af min oversættelse som plagiat, men at jeg efter udgivelsen havde opdaget, at jeg havde anvendt et enkelt, markant rim, ligesom han havde, i sang 21.
Han svarede venligt, at han selv var blevet beskyldt for plagiat i anden sammenhæng, og at han ved den lejlighed havde måttet gøre opmærksom på, at det jo trods alt er begrænset hvilke rim- og oversættelses-muligheder, der er i en given sammenhæng. Og at den originale tekst jo er den samme!
Noget, der ligner plagiat behøver således ikke være det.

Hvis vi kigger på punkt 4 i Savory's liste, - så ville vi her kunne diskutere, om jeg skulle have oversat Bellman til noget i retning af det sprog, Holberg anvender. Men De kan nok godt se, det ville ikke være nogen god idé. En gammel sprogbrug ville blot øge forståelseskløften og netop ikke hjælpe læseren til at komme Bellman nærmere. Shakespeare opført i oversættelser til det dansk, man talte i slutningen af 1500-tallet - ? Højst som et curiosum.
Men derved, jvfr. punkt 2, bliver det altså noget, som ind imellem viser sig som en decideret oversættelse. Med nutidige ord og til en vis grad også med nutidige begreber. Som altså fx. Storeslem.
Bellmans vers skal oversættes til vers. Det er der næppe nogen, der vil bestride, - hvis man ellers accepterer en oversættelse.
Men måske De kender det Limerick, der lyder:

There was a young man of Japan
Whose verses never would scan.
When they said, "But the thing
Doesn't go with a swing,"
He replied,"No, but I try to get as many words into the last line as I possibly can!"

Det kunne man også have lyst til nu og da for at få hele betydningen med, og jeg skal give et eksempel fra epistel 42, hvor Bellman skriver i 5 vers:

Svep om dig saloppen; Ach! dog du, min Ulla,

Tårefulla, tårefulla
Stod då all vår slägt.

Marer oversætter:

Svøb Saloppen om dig - hvis du, Ulla, døde,
:/:Trist og øde :/:
Blev den ganske Jord.

Kjerulf oversætter, næsten på samme måde:

Svøb Saloppen om dig! - hvis Du, Ulla døde
:/: Tom og øde :/:
Blev den hele jord.

De har begge to bevaret gentagelsen i 2. linie, men har en meget generel betragtning over konsekvenserne af Ullas eventuelle død: en tom, trist og øde jord.

Jeg ville gerne have nogle af disse sorgfulde personer ind i billedet og valgte derfor "to get as many words into the last lines as I possibly could!"

Det blev til:

Tag sjalet på, Ulla, ak, tænk hvis du døde, -
alles hjerter vilde bløde
ved din jordefærd.

Det gør bestemt heller ikke arbejdet lettere, at Bellman ofte benytter nogle korte verbums-former, der ikke findes på dansk. Når Bellman skriver fx. spela, så kan han mene: spil! han kan mene spiller, eller spillede. Det vil jo fremgå af teksten, hvad han mener. Men han bruger altså kun to stavelser, - vi skal måske bruge tre eller bare en. Det medfører, at der somme tider er for lidt plads og somme tider for meget plads i en linie.

Bellman kan også flertalsbøje verberne, noget som ikke mere forekommer på dansk, - men Kjerulf bruger det alligevel, og det var måske ikke så fjernt på hans tid. Men Marer, der oversætter to år før, gør det ikke.

Skal der rimes? Sådan da! Siger jeg.- Ofte har jeg nøjedes med halv-rim, og det er der god tradition for på dansk, - men det har mine forgængere ikke ment. De har rimet helt hvergang.

Sten Rasmussen nævner, at rimtvangen kan føre oversættelser så meget på afveje, at afstanden til digtets indholdsside bliver for stor, (punkt 5) - og det kan medføre, at oversætteren begrænser rimenes antal eller ligefrem oversætter til prosa.
Her ser De tre oversættelser og det originale vers, - det er vers nummer 2 fra Fredmans Epistel nr. 42, den med kortspillet på Klubben, - og kortspillet er det før nævnte 'trisette'..



CM Bellman 1773? 1780?

Ulla klädd i grått och grönt
Med sin lifrock lyser skönt,
Halsen med et pärlband randas,
Bröstet andas
Hvitt och skönt.
Hur står spelet, spela du;
Ruter Fyra, Klöfver Sju,
Kungen, Damen, Femman, Sexan;
Tvi den häxan
Hjerter Fru!
Gråt intet Bror Mollberg, hvad hjelper du tjuter?
Mera Ruter, mera Ruter!
Hvem skal blanda nu?


Kjerulf, 1920:

Ulla, klædt i gråt og grønt -
Hvor den Trøje klæ'r dig kønt!
Nummer ét blandt alle Nonner,
Brystet ånder
Hvidt og kønt!
Mollberg snyder!- Det er Lyv!
Ruder fire! Kryb den, kryb!
Hjærter Dame! Pas paa Hexen!
Femmen, sexen
Og klør syv!
-Græder Du, -nej, Mollberg, hvad hjælper det, du tuder?
Mere Ruder! #
Stop den Hjærte-tyv!


Johannes Marer, 1918:

Ulla, klædt i gråt og grønt,
I sin Kjole stråler skønt;
Perlebåndet Halsen dølger
Brystet bølger
Hvidt og skønt.
Nu ham ordentlig korreks!
Ruder fire og klør seks,
Kongen - nå, det må jeg sige!
Hjerter Pige -
Føj den Heks!
Græd dog ej, Bror Mollberg - nej, se hvor han tuder!
Mere ruder #
Han er rent perpleks!

Leif Bohn, 1991:

Ulla klædt i gråt og grønt
i sin kjole lyser skønt,
halsen perlerne fremhæver,
barmen bæver
hvidt og skønt.
Hvordan står det? Spil så Du;
ruder fire, kløver syv,
kongen, damen, fem'en, seks'en,
- men så heksen,
hun faldt nu!
Græd ikke Mollberg, hvad hjælper det
Du tuder?
Mere ruder, mere ruder!
Hvem skal blande? Du!

Man kan nu spørge:
Hvor langt må rimkravet gå ud over indholdet??
Er indholdet i ep. 42 vers 2 bare 'et kortspil' ? eller er det et bestemt kortspil? Er rækkefølgen af kortene på en eller anden måde vigtig ? Var den vigtig i Bellmans digt? Er det et slåen-i-bordet kortspil? eller skal man, som man kan læse i 'Tio forskare om Bellman', opleve det som en ironisk situation, hvor 'brødrene' optræder langt over deres sociale niveau og deres sociale forhold:
Vi hører, at de spiller, net og dannet, som danser de en menuet.Skal det gengives? Er det nok med ideerne, (her altså et kortspil) eller skal også ordene være korrekte, - som punkt 1hos Savory anfører.
Eller drukner alt det i det enkle faktum: at der jo ikke er ret mange danskere, der kan vurdere det, idet de jo jo ikke ved, hvornår oversætteren fjerner sig fra originalen.
Vi kan se, at især hjerter syv har voldt store problemer. På dansk rimer syv ikke på Du.
Kjerulf opfinder så 1) et snyderi, og 2)en benægtelse af snyderiet. 3) Han lader nogen 'krybe' - 4) ændrer rækkefølgen af kortene og ender med 5) en hjerte-tyv. Der er fart over feltet, han boltrer sig i en egen verden. Men det er ikke ret meget Bellmans tekst, - det er måske heller ikke Bellmans idéer, hensigten var, at man skulle forestille sig en ironisk modsætning mellem personerne og deres handlinger.
Johannes Marer ændrer klør syv til klør sex, - fjerner nogle af kortene og rimer så på korreks og perplex.
Jeg har ladet som om Du og syv rimer,- - og der med har jeg holdt mig til originalens stil: (jvfr. punkt 3 i Savory s liste) - det er det samme sæt kort. Selvom man ikke kan se, at hexen er hjerter dame.
Til gengæld for dette rim-svigt har jeg så opnået
at følge mange flere af Bellmans linier og ord, -
og jeg har fået versets slutning med: vittigheden om det kendte problem: hvem der skal blande.
(De, der spiller kort ved, at svaret oftest er: spørgeren skal blande, men det er en anden historie.)
I forbindelse med den vittighed mødte jeg så et lille typisk oversætter-problem: i den sidste linie er der to muligheder:
'Hvem skal blande nu', - og 'Hvem skal blande? Du!'
Det første af de to forslag følger originalen helt, - men (kort) nu rimer så på (langt) nu, -
Det andet forslag bryder ikke situationen, - og faktisk slutter hele visens allersidste vers med et tilsvarende spørgsmål: Hvem skal blande, - og der svares 'Jeg'. Så det forslag var meget mere tilfredsstillende for en oversætter.
Men det var jo måske ikke så let at synge. Men heldigvis foretrak sangeren også den sidste version.

Ved andre lejligheder har fx. Povl Dissing foreslået småændringer, der lettede fremførelsen af en vise, og ved forslag fra en sanger skal man gå positivt ind i overvejelserne.
Hvilke andre problemer møder man så, når man vil oversætte?
Betyder ordene egentlig det samme?? Man har et begreb, der hedder: "Falske venner"!
Jeg har mødt dem et par gange, - den ejendommeligste var nok ordet 'treven'.Det forekommer i Fredmans sang nummer 32, hvor det beskriver en bondemand, der går rundt og vander en del planter, der trænger til regn. Han vander med en vandkande.
Min første reaktion, da jeg læste det var: hvor realistisk, - også jeg ville motsträvig vandre rundt med en kande vand til al den tørke.
Men det slog mig, at det ikke lignede Bellman at beskrive nogen på den måde i lige netop det digt, - og et opslag i en almindelig ordbog viste, at det ikke betød at bonden gik modstræbende rundt, - faktisk betød det at bondemanden var flittig! Ordet hænger sammen med 'at trives', - (mærkeligt nok er det det samme ord, som på dansk har skiftet mening). Iøvrigt er det et ord, der er gået af brug i Sverige, - så også her vil en nulevende svensker have brug for en oversættelse.

Vanskeligere blev det, da jeg skulle oversætte epistel 7. De ser her 1. vers med dens tvetydige indledning, - det er i sig selv svært at gengive. Johannes Marer har slet ikke forsøgt sig med en oversættelse, men både Kjerulf og jeg har givet os i kast med epistlen.


Carl Michael 1770

Fram med Bas-Fiolen, knäpp och skrufva
- - Skjut skrufven in.
Pip och kuttra som en turturdufva
- - För makan Sin;
Släng din Peruk och bulta din Hjessa,
Blif ej svartsjuk, blödig och rädd
Lat mina ögon tårar prässa
Uppå Ulla Winblads bädd.

Kjerulf 1920

Frem med Basfiolen, drej paa Skruen -
- - Stem Strængen stram!
Kælen kurr og kuk som Turtelduen
- - For sin Madam!
Kræng din Paryk af - klø saa din Skalle,
Men bliv ej skinsyg, vred, dum og stræng
Lad mine øjnes Dugg kun falde
Tyst paa Ulla Winblads Seng

Leif Bohn 1991

Frem med basfiolen, knipse, skrue,-
- - skub skruen ind !
danse, kurre som en turteldue
- - for magen sin !
Slæng din paryk, og hold om din skalle,
bliv ej sorgfuld, modløs og ræd.
Lad mine øjnes tårer falde,
her ved Ullas hvilested.

Læg mærke til, at ordet svartsjuk af Kjerulf meget naturlig oversættes med 'skinsyg', - det ville jo i en epistel af Bellman være en følelse, der helt naturligt kunne dukke op. Og Ordboken har da heller ikke nogen kommentar til betydningen, - og i Valfrid Palmgren Munch-Petersens store ordbog er der heller ingen anden betydning. Men så kom Hillboms udgivelse, - og her står, at ordet skal opfattes som melancholsk!
Nu får så epistlen et helt andet indhold, - det er en person, der er ængstelig, - blödig er nærmest lig 'blødagtig' og rädd er jo også en følelse af ikke helt at slå til - men hvem kunne i 1920 fortælle Kjerulf, hvordan svartsjuk skulle oversættes?.


Et andet exempel på ordbøgers begrænsning er ordet 'trumpen', - de kender det fra sidste vers i Fjärriln vingad:

selv den trumpne glätig går.

Jeg havde undret mig ganske meget over, at Bellman ville antyde en vranten person i kongens nærvær, men hverken Valfrid Palmgren Munch-Petersen, Epistel-ordboken eller Johannes Marer har nogen anden mening.

Så skulle jeg imidlertid i anden anledning læse hvad Bellman iøvtigt har skrevet for at finde frem til hvordan sygdomme og død indgår i hans digtning. Og der fandt jeg så, til min store forbavselse, at trumpen har bibetydningen 'betrykt', og at Bellman bruger den to andre steder,
I "Dikter till Enskilda" III, N:o 26 andet vers (i anl. af Elis dødelige koppe-sygdom)
skriver Bellman :

"Helsa uti denna rad,
Med en Faders ömma minne,
Med en Moders trumpna sinne,
Helsa Broder Doctor Blad!- "

Man hilser vel ikke en ven med vrantent eller tillukket sind!
Det andet sted er i "Dikter till Gustaf III och Kungahuset", N:o 69 i anledning af Gustav den III's død: Koningens D DÖD och MINNE (1792), side 162,
I det sidste vers skriver Bellman i første linie .

"Hör Fadrens hesa röst och Modrens trumpna svar, -"

- og her kommenteres det så direkte, at trumpen betyder betrykt.

Og så får trumpen pludselig et helt andet emotionelt indhold i sang 64, nu slutter den med, at selv den bedrøvede går trøstet hjem.

Med alle de problemer, jeg her har ridset op må det nok konkluderes: den ideelle oversættelse er nok nærmest uopnåelig.

Men her, som mange steder: ønsket om


det perfekte er det godes fjende.
Og det gode er her: at gøre Bellman forståelig.
Det smukke formål med vore oversættelser bør jo være: at introducere Bellman. Som Kjerulf skriver i sit forord: "Selvfølgelig skal Bellman til syvende og sidst læses og synges på svensk. Men jeg foreslår Danske: først at læse ham på dansk - for at forstå ham, - så på svensk, - for at nyde ham."

Uden dog at forklejne Marers og Kjerulfs indsats, så er det dog nok sådan, at den moderne Bellman-bølge er skyllet ind over os med Sven-Bertil Taube, Fred Åkerström og Cornelis Vreeswijk, -.Og det var nok mest den måde, de sang Bellman på, der gjorde ham populær.
Vi var tidligere vant til Bellman som skønsang, fx. udført af Aksel Schiøtz, - han sang jo, så det nærmest lød som Midsommervisen, - altsammen, men nu forstod man pludselig, at der var mere i det end den rene lyrik.
Med Fred Åkerström og måske især Vreeswijk kom et 'drive' i melodierne, som fængede. For det er jo nok også meget langt Bellmans melodivalg, der gør ham så fascinerende, - og først bagefter finder man så ud af, hvad der synges! Jeg må indrømme, at det tog mig meget lang tid, meget arbejde, - og alvorlig brug af Ordboken til Fredmans Epistlar, før jeg fattede indholdet.
Så der er helt givet brug for oversættelser.

Men så kan man som oversætter spørge sig selv: er det så sådan, at læseren siden går videre til originalen, til Bellman selv, med en reel viden om, hvad Bellman skrev? Nogle gør vel, - og hvis oversættelsen, som sagt, ligger nær ved originalen, så kender læseren også Bellmans univers.
Hvis imidlertid oversættelsen er mere 'frit efter Bellman', - så er adgangen til Bellman og hans komplekse tankeverden nok noget vanskeligere.
Mine overvejelser må føre til, at en oversættelse af Bellman, ligesom af andre digtere og forfattere, skal søge så nær ind på indhold og ideer som overhovedet muligt, og skal der gåes på kompromis, og det har vi set, at alle oversættere må, så skal der primært tages hensyn til indholdet, - det skylder man læseren, - og forfatteren. Men lykkes det så at finde en rammende oversættelse af et af Bellmans billeder, og det hænder da, hvor mening, rytme og rim, - ja, hele stemningen og måske en underforstået antydning er på plads, - da glædes oversætteren i al ydmyghed.
Og har læseren så fattet historierne gennem oversættelsen og derefter - fx. gennem dette illustre Selskab - får lejlighed til at høre Bellman på originalsproget og får den herlige oplevelse, det er: Da er oversætterens gerning alt sket.

 

Illustration: Frits Haack

Tilbage til forsiden